Ungdomskommissionen

Af Vilhelm Nielsen

I.

Enhver bedømmelse af U. K.s arbejde må nødvendigvis tage sit udgangspunkt i »kommissoriet«: den skrivelse af 17. oktober 1945, hvormed den daværende samlingsregering nedsatte U. K. og formulerede dens opgaver.

Det fremgår heraf, at den ydre foranledning til U. K.s nedsættelse er en skrivelse af 20/6 1945 fra Dansk Ungdomssamvirkes repræsentantskab (med tilslutning fra Danmarks kommunistiske Ungdom og Dansk Samling), som anmoder regeringen om at nedsætte en kommission til »hurtig og grundig undersøgelse af alle sider af ungdommens kulturelle og uddannelsesmæssige problemer og til overfor regering og rigsdag at afgive betænkning med forslag til påkrævede lovforanstaltninger«.

Jeg tror nok, at man i D. U. syntes, at man med denne henvendelse havde gabt over tilstrækkeligt. Man var naturligvis klar over, at øjeblikket var inde til en sådan henvendelse, og at der skulle smedes, mens jernet var varmt. Allerede i trontalen den 9. maj var der blevet talt om en »lovgivning til varetagelse af ungdommens interesser«, men alligevel indskrænker D. U.s arbejdsudvalg sig i en forhåndsomtale af repræsentantskabsmødet den 20. juni til at ønske »nedsættelse af en almindelig ungdomskommission til undersøgelse af nogle af de mange særlige ungdomsspørgsmål«.

Regeringen gik imidlertid i sin skrivelse langt videre. Foruden til D. U.s skrivelse henvises der til, at de forskellige ungdomsorganisationer i de senere år har peget på, »at der er behov for en forbedring af de ydre kår, som bliver ungdommen til del, samtidig med at man har lagt vægt på, at bestræbelserne for ungdommens positive placering i det folkestyrede samfund støttes i højere grad, end det hidtil har været tilfældet«. – Derfor nedsættes kommissionen, »som skal lade foretage de fornødne undersøgelser af ungdommens særlige problemer og behov og på grundlag heraf fremsætte egnede forslag«.

Sproget er vel ikke det klareste – hvadenten det nu er den daværende socialminister, Hans Hedtoft, eller hans kancellister, der har ansvaret for det – men meningen er god nok: Det, det drejer sig om, er 1) en forbedring af de unges ydre kår og 2) øget støtte til bestræbelserne for deres »positive placering i det folkestyrede samfund«, hvormed der vel i første række er tænkt på forenings- og oplysningsarbejde. Og der er ingen indskrænkninger i arbejdsfeltet. Det omfatter simpelthen »ungdommens særlige problemer og behov«. Man kan roligt sige, at regeringen gav mere, end man i D. U.s henvendelse havde bedt om.

Endelig opregnes for en sikkerheds skyld de forskellige områder, som regeringen ønsker undersøgt: ungdommens arbejds- og indkomstforhold, faglige uddannelse, boligforhold, muligheder for en sund udnyttelse af fritiden (»i hvilken forbindelse spørgsmålet om støtte til ungdommens foreninger, fritidslokaler og idrætsliv vil være at tage i betragtning«), familiedannelse og bosætning, og tilslut hedder det, at »kommissionen i første række skal tage sigte på .... den normale ungdom«, men samtidig behandle den asociale ungdoms problemer med særlig henblik på ungdomskriminaliteten.

At tale om, at U. K. stiller urimelige krav til samfundet og det offentlige, eller blot at den stiller krav, er derfor ganske misvisende. Det er regeringen selv – tilmed en samlingsregering – som har pålagt den at formulere krav. Man har i det hele taget langt fra altid gjort sig klart, at U. K.s arbejde var bestilt arbejde, dens opgave en bunden opgave. Ser man på resultatet har den i langt ringere grad stillet »krav« til det offentlige, end man ud fra kommissoriet kunne have ventet. Den har derimod stillet en lang række krav til de unge selv, til deres forældre, lærere og arbejdsgivere, og det er vist disse sidste krav – til arbejdsgiverne – , der først og fremmest har inspireret de undertiden ret ubeherskede og helt misvisende angreb på den.

II.

Baggrunden for U. K.s nedsættelse var befrielsen med dens bølge af begejstring og taknemlighed overfor de mange unge, som havde vovet livet i modstandskampen, og som havde reddet om ikke landet så i det mindste landets ansigt.

Men baggrunden var ikke blot befrielsen og denne stemningsbølge, hvori der naturligvis var meget uægte og ikke så lidt hysteri. Baggrunden var også de lange besættelsesår. Da statsminister Buhl den 17. maj 1945 modtog ungdommens fakkeltog til Christiansborg, var han modig og ærlig nok til at nævne den åndelige modstandsfront: sammenholdet i Dansk Ungdomssamvirke på lige fod med den aktive modstandskamp, og spørgsmålet er, om ikke den stilfærdige og selvfølgelige dansk-demokratiske holdning, som prægede så at sige alle ungdomsorganisationer straks fra besættelsens begyndelse, var et ligeså stort mirakel som den aktive modstandsbevægeises opståen og vækst. Enhver, som fulgte med i og kan huske udviklingen i 30erne, må i hvert fald forbavses over denne klare og entydige holdning. Og dermed er vi efter min mening ved den egentlige baggrund for nedsættelsen af U. K., nemlig de unges vilkår og forhold i 30erne.

Sandheden er jo den, at det demokratiske slet ikke var så selvfølgeligt i besættelsens første tid, som man senere gerne ville have både sig selv og andre til at tro, og det havde – når det gælder ungdommen – sine gode grunde.

30erne var en krisetid både på landet og i byerne, men det er næppe overdrevet at sige, at krisen ramte de unge hårdest af alle, fordi de så at sige var uden beskyttelse. De ældre, som allerede havde etableret sig i samfundet, havde dog noget at forsvare, noget at miste en større eller mindre del af. De unge havde intet, de skulle først til at erhverve. Tager man håbet, mulighederne fra dem, tager man alt fra dem. Og det var jo det, der skete i alt for stor udstrækning både i byen og på landet. Arbejdsløshed er f. ex. under alle omstændigheder en ulykke, men mon ikke de fleste vil være enige i, at ungdomsarbejdsløshed er en endnu større ulykke. Og vi havde ungdomsarbejdsløshed i 30erne. Og hvor var der håb at hente? Håb om at komme ud af krisen, håb om en afgørende ændring? Ungdom må altid leve af håb. Det er næppe for stærkt sagt, at dansk folkestyre kun havde lapperier at byde på, hæderlige lapperier måske, men intet som kunne begejstre eller inspirere en sund ungdom. Der er utvivlsomt en direkte sammenhæng mellem de trange og triste ydre kår, som blev ungdommen til del, og så den udbredte lede ved demokratiet, som ikke blot – og måske endda ikke først og fremmest – mærkedes hos de unge. En del af de politiske ungdomsbevægelser var nærmest et uroelement i samfundet, hvorfra der lød nok så ildevarslende signaler; derfor gennemførte man uniformsforbudet.

Og dog – næppe var besættelsen gennemført, før de samme ungdomsbevægelser stod sammen som en mur mod lokketonerne udefra. Og det var jo fra ungdomsorganisationerne, de nye signaler lød, som betød, at alle de følelser og hele det røre, som besættelsen vakte, blev kædet sammen med dansk folkestyre i den faktisk foreliggende form – alle fejl og mangler tiltrods, og som gjorde den nationale bevægelse til en bevidst demokratisk. Det var herfra, parolerne udgik i besættelsens første år, og de fængede ikke blot blandt de unge, men i hele folket. Enhver, som deltog i forhandlingerne om Ungdomssamvirket fra begyndelsen, ved, at denne drejning først og fremmest skyldtes een mand, Hal Koch, som kom udefra og blev valgt til formand, og som også senere blev U. K.s formand, en mand, som aldrig har ønsket og heller aldrig har fået den tak, som han fortjener for denne indsats – undtagen, måske fra de ungdomsorganisationer, som hurtigt sluttede op om ham, selvom alle var forbavsede over og en del i begyndelsen meget betænkelige ved, at han drejede det hele i den retning. Men hovedsagen er, at de sluttede op ikke blot om ham, men om det indhold, han gav ordet demokrati. Ungdommen blev virkelig »positivt placeret i det folkestyrede samfund«.

III.

Efter syv års forløb har U. K. nu afsluttet sit arbejde, og resultatet foreligger i form af 14 betænkninger på ialt over 2000 sider + en række skrivelser og udtalelser.

Grundlaget for betænkningerne og de forslag, der deri er stillet, er en række omfattende statistiske undersøgelser, som først måtte gennemføres. Det hørte med til den stillede opgave og var i sig selv nødvendigt for at få et klart og pålideligt billede af de unges faktiske forhold. En offentlig kommission kan naturligvis ikke bygge på løse formodninger eller personligt skøn, selvom den er sammensat af folk med meget store personlige berøringsflader til dansk ungdom. Den eneste svaghed ved disse undersøgelser er, at de er foretaget i årene umiddelbart efter krigen og derfor i nogen grad præget af unormale forhold. Iøvrigt kan de jo selvsagt vurderes højst forskelligt. U. K.s vurdering, hvorpå dens forslag bygger, er selvfølgelig på ingen måde den eneste mulige eller rigtige, men som vurderingsgrundlag kommer man næppe udenom dem. Tilsammen udgør de noget nær en kortlægning af dansk ungdoms faktiske vilkår i disse år, – forsåvidt som de nu kan komme til udtryk i statistiske redegørelser. Statistik kan langt fra fortælle een alt, men ingen personlig opfattelse eller bedømmelse, som vil være vederhæftig, tager i hvert fald skade af at konfronteres med og prøves på hele dette materiale.

Ialt er der gennemført 6 sådanne undersøgelser, hvoraf den, der behandler den 15-24 årige ungdoms forhold i almindelighed (1946), vel er den vigtigste. Den offentliggjordes i 1951 i bogform under titlen »Den danske Ungdom« og indeholder et væld af både mere og mindre værdifulde oplysninger. – De øvrige undersøgelser har drejet sig om 1) Ungdomsforeningernes virksomhed (1945--46), 2) Gymnasiasternes sociale forhold m. v. (1946), 3) Studenternes sociale forhold (1947), 4) Forsamlingshusenes indretning og udnyttelse (1947) og 5) Børneværnsklientellet, socialt og psykiatrisk belyst (1948-49). Resultaterne er offentliggjort i de tilsvarende betænkninger og for studenterundersøgelsens vedkommende i Statistiske Meddelelser, 4. rk., 144. bd., 4. hæfte.

En gennemgang af U. K.s forslag ville her føre for vidt. Der kan kun blive tale om at trække nogle enkelte hovedlinier op.

Det er vist naturligt at begynde med de unges forhold til arbejdet og den faglige uddannelse, både fordi det i sig selv er uhyre betydningsfuldt, og fordi det er på dette punkt, U. K. er blevet hårdest angrebet og grundigst misforstået. Det normale her i landet er jo, at der i 14-15 års alderen sker en brat overgang fra et liv, hvis væsentligste indhold har været leg og skolegang, til et liv, hvis hovedindhold er arbejde, og det normale er vel også at betragte dette som sundt og rigtigt. Det er her desværre nødvendigt at sige, at U. K. ikke er modstander af, at de unge skal arbejde. Så grundigt er den blevet misforstået. Hvad en lang række af dens forslag tilsigter, er derimod at gøre overgangen til arbejds- og erhvervslivet mere lempelig og gradvis. Man har simpelthen søgt at drage konsekvenserne af, at de unge ikke bliver voksne med et slag i 14-15 års alderen ved konfirmationen, men derimod gennem en både legemlig og sjælelig udvikling, som strækker sig over flere år – rundt regnet fra 14-18.

U. K.s synspunkt er dette, at de unge i disse år ikke skal arbejde så meget og så hårdt som voksne, for det første fordi de ikke er voksne, for det andet fordi de skal lære at arbejde og for det tredje fordi de skal lære andet også, dels om deres arbejde, dels om samfundet og livet i almindelighed.

Derfor kræver man bl. a. særlige bestemmelser om ferie og fritid for disse aldersklasser, gratis årlig lægeundersøgelse, som skal være obligatorisk for dem, der har erhvervsmæssigt arbejde, dagskole for lærlinge i alle fag og et vist minimum af ungdomsskole for alle, dels af faglig, dels af almen karakter. Forslaget indebærer en forlængelse af undervisningspligten og er et af de punkter, hvor U. K. stiller et ikke ringe krav til de unge selv. Endnu større er dog kravet til deres arbejdsgivere, idet skolegangen skal foregå i arbejdstiden. Dette forekommer imidlertid at være helt rimeligt og selvfølgeligt, ikke blot af hensyn til de unge selv, men også af hensyn til undervisningens effektivitet. Skal der være skole for disse alderstrin, så skal det være i arbejdstiden. Det må slås fast, at det er arbejde at gå i skole. Vel skal disse unge arbejde, men de skal også lære at arbejde, og de skal efter U. K.s mening også lære en hel del andre ting.

Også ungdomsskolekommissionen har stillet forslag om en almindelig ungdomsskole, men ingen af forslagene, hvis indbyrdes forhold ikke her kan udredes, har vel nogen større chance for virkeliggørelse foreløbig p. gr. af lokale- og lærermangel. For en grundtvigsk betragtning må der være noget tiltalende i, at man foreslår ungdomsskole i st. f. forlængelse af barneskolen med et eller to år, og een af delene er åbenbart nødvendigt, men mere tilfredsstillende ville det vel formentlig være, hvis man væsentlig holdt sig til faglig undervisning i disse aldersklasser + nødvendig opfriskning og udvidelse af elementærfagene – således som det sker på efterskolerne. For en snævrere højskolebetragtning ville det også være mere tilfredsstillende, idet det formentlig ville kunne medføre, at man på højskolerne kunne anvende mere tid til de egentlige højskolefag – de almene – , hvis det elementære i dansk og regning allerede var repeteret og den faglige undervisningstrang allerede tilfredsstillet. Vist er samfundslære eller medborgerkundskab nyttigt og nødvendigt, men det kan komme for tidligt og derved ødelægges, og det er et spørgsmål, om det ikke allerede sker i realskolen og gymnasiet og også vil ske i en sådan ungdomsskole.

M. h. t. selve sagen: hvorvidt arbejdet skal være hovedsagen for de 14-18 årige som for de voksne, eller de bør have særlige krav på uddannelse og fritid, er det ikke uden interesse at henvise til nogle udtalelser af Ludvig Schrøder i hans berømte foredrag om »Ungdomstiden og Ungdomsskolen«. Han taler om »at udsætte den egentlige Arbejdstid ikke blot til Barndomstiden er endt, men ogsaa til Afslutningen af Ungdomsaarene«. Han er klar over, at der vil rejse sig betænkeligheder, og fremhæver derfor, »at der godt kan arbejdes, uden at Arbejdet er Hovedsagen«. »Hovedsagen for ham (lærlingen) er ikke at tilvirke saa meget som muligt, men at lære de rette Greb.« Ja, Schrøder går videre endnu lidt senere, hvor det hedder, at de unge skal arbejde »dels for at lære nyttig Gerning, dels for at tjene en Løn, men dog saaledes, at hverken denne Lære eller denne Løn bliver Hovedsagen for dem. Under Arbejdet som under Hvilen rører der sig noget hos dem, som ikke tilfredsstilles hverken af Arbejdet eller ved Hvilen«, og det er hovedsagen, og det er naturligvis det, højskolen skal tage sig af.

Man må konstatere en forbavsende overensstemmelse mellem Ludvig Schrøders synspunkter og U. K.s.

Men sagen har jo også andre sider. Der ymtes fra lærerorganisationernes side allerede om en truende overproduktion af lærere på langt sigt, når børnetallet begynder at falde. Om der virkelig er en sådan fare, hvis man tænker sig en rimelig klassekvotient gennemført overalt, skal jeg ikke kunne sige. Men ellers var der vel til den tid virkelige muligheder for at gennemføre en ungdomsskole, og det er vel ikke for meget forlangt, at man allerede nu, både når det gælder skolebyggeri og læreruddannelse, blev mere ungdomsskole»minded«. Der er allerede nu behov for en læreruddannelse, der sigter specielt mod at undervise unge. Det trænger til at blive slået fast eftertrykkeligt, at det ikke er det samme som at undervise børn. Uden at det tilsyneladende var aftale eller planlagt, kom det overensstemmende til orde fra de forskelligste sider på den første ungdomskonference i 1951 – arrangeret af Ungdommens Fællesråd og med ungdommens uddannelsesspørgsmål på programmet – , at der i så at sige alle skoleformer er et alvorligt problem her. Og forventningerne om en løsning rettede sig hverken til universiteterne eller seminarierne, men til højskolerne. Der findes jo ingen speciel højskolelæreruddannelse, og dog er det åbenbart en almindelig fornemnmelse, at højskolen er den skoleform, der bedst har løst ungdomsundervisningens pædagogiske spørgsmål. På een eller anden måde må højskolen vel kunne give sine erfaringer fra sig til gavn for al ungdomsundervisning¹.

Inden vi forlader dette afsnit, må der tilføjes et par ord om U. K. og landbruget. Det er jo navnlig forslagene om de 14-18 åriges fritid og ferie, om helbredsundersøgelse og helbredsbog og om forbud mod børnearbejde, der har vakt forbitrelse i landbrugskredse. Disse forslag var imidlertid i hovedsagen overtaget fra et forslag til ny arbejderbeskyttelseslov, som blev fremsat i 1938, og måske er noget af forklaringen på den voldsomme strid og bitterhed, at U. K. – mere eller mindre uafvidende – med sin godkendelse af disse forslag var kommet til at tage parti i et politisk stridsspørgsmål. I og for sig kan det ikke undre, at en ungdomskommission i 1948 ikke blot godkender, men viderefører et forslag fra 1938, men det føltes altså – i hvert fald i Vendsyssel – som så socialdemokratisk, for ikke at sige noget værre, at det måtte bekæmpes med alle midler. Man har senere forstået, at visse medlemmer af U. K. med delvis tilknytning til landbruget bagefter har fortrudt, at de ikke havde afgivet mindre talsudtalelse til denne betænkning. Hvad Hal Koch måtte finde sig i af misforståelser og insinuationer grænser til det utrolige. Hvad selve sagen angår, må en udenforstående mene, at der trods mange undtagelsesbestemmelser i forslagene havde været brug for et par til med særligt henblik på landbruget. Den kedeligste konsekvens af postyret er imidlertid, at U. K. i sin senere betænkning om »Ungdommen og arbejdslivet« 1951, tilsyneladende belært af erfaringerne, har taget alt for lemfældigt på landbrugets forhold, når det gælder de unges faglige uddannelse. Her trængtes virkelig til et friskt og fordomsfrit forslag, men man skulle ikke have ørerne i maskinen. Man indskrænker sig til at anbefale, at den meget spredte og forskelligartede – nærmest tilfældige – uddannelse, der foregår nu, »understøttes kraftigt af de forskellige organisationer på landet«, og at forsøgene med en egentlig lærlingeuddannelse fortsættes og understøttes. Det falder noget mat ud fra en ungdomskommission! –

Tre betænkninger behandler spørgsmålet om ungdommens adgang til den højere uddannelse, som vel i denne sammenhæng, må siges at være et mindre og mindre betydningsfuldt problem. Det drejer sig jo om en forholdsvis lille del af de unge. Set i et større perspektiv er det imidlertid overordentlig betydningsfuldt, at ingen intellektuelt kvalificeret af økonomiske grunde hindres i at få denne højere uddannelse. Den højere uddannelses demokratisering står på alle politiske partiers programmer – undt. retsforbundets – og her er det vist sort på hvidt, hvad det vil koste. Spørgsmålet er blot, om man vil betale. Der foreslås på grundlag af undersøgelserne gymnasiaststipendier på 1,5-2 mill. kr. årligt (1949-priser), studenterlån og -stipendier på ca. 8,5 mill.. kr. årligt (1951-priser) og fagskolelån og -stipendier på ca. 6 1/4 mill. kr. årligt (1952-priser). Satser og skalaer kan – og bør – naturligvis diskuteres. Mig forekommer de ikke urimelige, og der stilles også betydelige krav om dokumentation af evner og flid, før der overhovedet kan opnås lån eller legat, men meget vil selvfølgelig afhænge af en sådan ordnings administration. I det hele taget er det et meget betydningsfuldt forslag, fordi det ikke blot vedrører en forholdsvis lille gruppe af de unge, men kan få afgørende betydning for denne gruppes rekruttering i fremtiden.

Dernæst nogle bemærkninger om fritidsspørgsmålet. At det er vigtigt, skal jeg ikke begrunde. Jeg nøjes med at påstå, at det efter spørgsmålet om arbejde og uddannelse er det vigtigste. Den store betænkning »Ungdommen og fritiden« (1952) er sikkert den interessanteste af dem alle og rummer også en række af U. K.s mere principielle synspunkter. Kravene til det offentlige er på dette område minimale. De indskrænker sig til en ganske ringe støtte til lokaleudgifterne og til lederuddannelsen indenfor ungdomsorganisationerne. Det er meget beskedent sammenholdt med kommissoriets direkte opfordring til at foreslå støtte til selve ungdomsforeningsarbejdet. Det har man i hovedsagen ikke villet vide af. Fritidsudnyttelsen er og skal først og fremmest være de unges egen sag, og den skal være ganske fri. Foruden til de unge selv stilles der også en række mere eller mindre konkret udformede krav eller forslag til hjem og skole, til foreninger og klubber o. s. v. Højskolearbejdet foreslås støttet på forskellige måder, faget filmkundskab foreslås optaget på skoleplanen, og litteraturundervisningen foreslås lagt om, idet det simpelthen hævdes, at »ungdomsenqueten påviser, at der ikke kan påvises nogen påvirkning af ungdommens læsevaner fra skoleundervisningen«. Her er vi utvivlsomt ved et af de punkter, hvor statistikken simpelthen lyver. Og dog kan man ikke frigøre sig fra en fornemmelse af, at ikke blot kapitlet om ungdommens læsning, men også en række af de andre, f. eks. om ungdomsforeningernes virksomhed, om ungdomsklubvirksomhed, om musik, film, teater, museer, dans, hobbyvirksomhed burde tages op til nøje overvejelse rundt omkring på højskolerne og medføre ikke blot forandringer på timeplanerne, men måske også i hele skolelivets indhold og form. Jeg vil ikke sige, at Foreningen af Højskoler og Landbrugsskoler burde nedsætte en kommission til at gennemarbejde ikke blot denne betænkning, men dem alle udfra et højskolesynspunkt og forsøge på at uddrage den lære, som utvivlsomt kan uddrages af hele dette materiale for højskolernes arbejde, og finde frem til konkrete ideer og forslag. Det er nok bedst at overlade det helt til privat initiativ. Men skal materialet have værdi, må det bearbejdes. Jeg har lyst til i denne sammenhæng at gøre opmærksom på Møller-Nielsens artikel i »Arbejderhøjskolen«, december 1952, som er den mest selvstændige kommentar til »Ungdommen og fritiden«, jeg endnu har set. Den viser, at der på grundlag af dette materiale kan rejses en højskolediskussion af en helt anden art end de sædvanlige, og det ville jo egentlig være ganske forfriskende.

Hele den øvrige masse af betænkninger og forslag kan her kun få en ganske kort og summarisk omtale.

Boligproblemet for de unge var U. K.s uforskyldt uheldige start overfor en bredere politisk offentlighed. Problemet var og er alvorligt, og allerede i marts 1947 – efter 1 1/2 års arbejde – udsendtes den første betænkning, som resulterede i et lovforslag fra den daværende socialdemokratiske regering om tvungen værelsesanvisning. Rigsdagen ændrede det imidlertid til ukendelighed, og selvom U. K. overfor folketingsudvalget havde påpeget, at ændringen ville gøre det så godt som virkningsløst, måtte den alligevel – jeg havde nær sagt: i overensstemmelse med god parlamentarisk skik – bære både skammen og skaden, da loven blev en fiasko. Den udløb 1/12 1949 og er ikke blevet fornyet; men det er stadig lige vanskeligt for de unge at leje værelser til en rimelig pris.

Betænkning II om boligforholdene (1949) med forslag om »elastiske« lejligheder, ungdomshuse m. v. har derimod ikke været helt uden virkning på de sidste års byggeri, men her er der jo – om noget sted – tale om et arbejde på langt sigt.

Betænkningen om de værnepligtiges forhold (1948) er den, der i videst omfang er blevet taget til følge. Forsvaret er imidlertid inde i en så rivende udvikling, at man i dag sikkert kunne komme et godt stykke videre, hvis forslagene blev revideret og fulgt op, især med henblik på 18 måneders tjenestetiden, men herom er der jo af regeringen nedsat et særligt udvalg.

Forslaget om bosætningslån er simpelthen blevet syltet på rigsdagen. Det er fremsat to gange, men udvalget har ikke afgivet betænkning! Så opgav man. Det er ellers uhyre rimeligt og fornuftigt. Lån ydes kun som supplement til egen opsparing og højst med 3000 kr. Statens eneste udgift er renteudgiften udover den ene %, som de unge selv skal betale. For staten ville det være en meget billig og for mange unge en meget betydningsfuld hjælp. Selve formålet: familiedannelse, kan overhovedet ikke være bedre. Men nej.

Nævnes bør også forslaget om erhvervsvejledning, som egentlig hører hjemme under de unges forhold til arbejdet. Hvem kender ikke rystende eksempler på helt tilfældigt erhvervsvalg – hvis der da i det hele taget er tale om valg og ikke om tvang. Det omfatter dels almindelig erhvervsoplysning i skolerne, dels individuel erhvervsvejledningknyttet til arbejdsanvisningskontorerne.

En tredjedel af forsamlingshusene er bygget før 1900. Derfor kan der godt holdes gode foredrag i dem. Men mon ikke det var godt at få en del af dem restaurerede, hvis de fremover skal være passende samlingssteder for de unge i fritiden? Loven af 1951 var en forbedring, men betingelserne er ikke så gunstige som foreslået af U. K.

Fordelingen af tipsmidlerne til ungdommens friluftsliv er i høj grad sket under hensyntagen til U. K.s forslag i dens betænkning herom. Midlerne er vel knap så store som ventet, men i denne kasse var der virkelig penge at hente, og de er friluftsfolkene vel undt. Det er ikke de unge, men staten, der bør skamme sig over denne sære omvej.

Vandringen fra land til by er en kendsgerning, som U. K. naturligvis ikke kan ændre eller ophæve. Betænkningen om »Den tilflyttede ungdoms særlige problemer« (1947) indskrænker sig til at foreslå oprettelse af et rådgivningskontor i hovedstaden og særlige herberger for unge under 25 år, samt øget støtte til Kofoeds skole. Det løser naturligvis på ingen måde problemerne, men kan måske i nogle tilfælde afbøde nogle af de værste virkninger.

Betænkningen om »Den tilpasningsvanskelige ungdom« (1952) skal jeg ikke her komme nærmere ind på. Jeg har kun lyst til at nævne, at hjemmet så afgjort stilles i centrum, når det gælder at forebygge »tilpasningsvanskeligheder«. Betænkningen er iøvrigt til dels af ret speciel karakter, og jeg skal slet ikke tage stilling til den i enkeltheder. Jeg synes blot, dette hovedsynspunkt hør fremhæves. U. K. er jo i tidens løb også blevet beskyldt for at modarbejde forældres ansvar for deres børn.

Forhåbentlig er det hermed lykkedes, dels at trække nogle hovedlinier op, dels at gøre opmærksom på ting, som ofte er blevet overset eller skudt tilside i debatten.

IV.

U. K. fik til opgave at stille forslag til en forbedring af de unges ydre kår og deres positive placering i det folkestyrede sarnfund. Baggrunden var de unges trange og triste forhold i 30erne og deres overraskende positive holdning under besættelsen. Denne opgave har U. K. løst sagligt, hurtigt og i virkeliheden ikke uden en vis tilbageholdenhed. Det forekommer mig ubestrideligt, at enhver, som gør sig den ulejlighed at gennempløje materialet, må komme til dette resultat.

Noget andet er, at man naturligvis kan være uenig i, at der overhovedet er behov for en forbedring af de unges ydre kår. Det er selvølgelig muligt at have den anskueise, at det er bedst for de unge at have det hårdt og trangt, at ungdomsarbejdsløshed er en gavnlig skole for karakteren, at lærlinge bør have længere arbejdstid end de voksne og skolegang ovenpå, at forældrenes økonomiske forhold bor være afgørende for, hvilken uddannelse de unge får o. s. v. o. s. v. Men i så fald bør man gøre sig klart, at det ikke blot er U. K., man er uenig med, men samlingsregeringen af 1945 og de i den repræsenterede partier. At beskylde noget af disse partier for i 1945 båret af en stemningsbølge at gå med til noget, som de ikke havde til hensigt at stå ved og gennemføre, ville være et for groft angreb på vort folkestyrede samfund. Før vil jeg tro, at de simpelthen har glemt, hvad de var med til at pålægge U. K. i 1945, ja, at de måske aldrig har vidst det. Derfor bør de bestandig mindes om det af alle vælgere, som mener, at der er behov for en forbedring af de unges kår.

Og U.K.s undersøgelser har afsløret een ting til, som ikke kan lades uomtalt, nemlig at der om få år bliver endnu mere behov for en forbedring på grund af de store fødselstal under besættelsen. Vi er på vej ind i en ny ungdomsarbejdsløshed. Om få år vil antallet af dem, der fylder 15 år, være 50 % større, end det er i disse år, og hvem tror, at der til den tid vil være 50 % flere lærepladser eller pladser i gymnasier og realskoler, eller i det hele taget 50 % flere chancer for uddannelsesstillinger af enhver art. Der er alle chancer for ern forringelse af de unges ydre kår, hvis ikke afgørende forbedringer bliver gennemført nu, inden det store pres kommer. Der er alle chancer for en løsere tillknytning mellem de unge og det folkestyrede samfund. Der er alle chancer, for at 60erne, når det gælder de unges kår, kommer tii at ligne 30erne. Og det var jo det, som skulle undgås.

Der er jo imidlertid ikke nogen større udsigt til, at hovedmassen af U. K.s forslag vil blive ført ud i livet i de nærmeste år. Der vil derimod sikkert ske det, at ungdommen som helhed bliver mer og mer »tilpasningsvanskelig« overfor samfundet, og det vil måske medføre, at enkelte forslag bliver gennemført efterhånden.

På den anden side skal man heller ikke gøre sig nogen illusioner om, at en omfattende virkeliggørelse af hele dette reformprogram ville udløse nogen større glæde eller taknemmelighed fra de unges side, sålidt som at alle ungdomsproblemer dermed ville være løst. Det er ikke tilfældigt, at U. K.s afsluttende udtalelse hedder »Samfundet og ungdommen«, og enhver ved, at hvad samfundet eller staten kan og skal gøre for de unge langt fra er det vigtiste. Men noget kan og skal det gøre. Det kan forbedre de unges ydre kår og derved knytte den positivt til sig, og det er vigtigt i et demokrati. Der kunne gives de unge et håndslag fra Samfundets side, som kunne få stor psykologisk betydning, som med et slag viile få den til at føle sig indenfor, føle sig akcepterede. Valgretsalderens nedsættelse, som velsagtens nu bliver gennemført, hører med i denne sammenhæng, men rammer jo i hvert fald ikke de aldersklasser, som det først og fremmest drejer sig om, rammer heller ikke hovedmassen af de værnepligtige, som der nu stilles så store krav til. Hvis Møller Nielsen har ret i, at »hele ungdomsproblemet er et følelsesproblem«, er det naturligvis vis meget lidt, staten eller samfundet kan og skal gøre, men det er vigtigt, at det bliver gjort. Argumentet: at vi ikke har råd, er bestikkende, men falder dog efter min mening, så snart man vender det om og spørger, om vi har råd til at lade være.

I og for sig er det næppe heller uvilje, der er hovedgrunden til, at forslagene har så ringe chancer for gennemførelse. Det er langt snarere uvidenhed. Hverken politikere eller vælgere kan forudsættes at læse betænkningerne. Det er derfor meget at håbe, at der vil blive udarbejdet en populær oversigt i en lille letlæselig bog. Men der er næppe andre end U. K.s sekretærer, der har tilstrækkeligt overblik over materialet til at kunne gøre det. Det er derimod meget at befrygte, at de ikke vil kunne frigøre sig for den tørre og højtidelige sprogtone, som er fremherskende i betænkningerne. Materialet fortjener i høj grad at blive omsat, så alle kan læse og forstå det. Det er sikkert en hovedforudsætning, for at der skal komme noget mere ud af det, og det er i bedste overensstemmelse med U. K.s hele politik, som bevidst har tilsigtet at kaste spørgsmålene ud til offentlig diskussion, efterhånden som de blev færdigbehandlede, en politik, som kun tildels er lykkedes. Måske kunne en sådan populær bog betyde, at diskussionen for alvor tog fat og derved bevirke, at målet med det hele alligevel blev nået. Trods alt tror jeg, der er meget få, som, hvis de får virkeligt kendskab til materialet, vil modsætte sig en forbedring af de unges ydre kår og en nærmere tilknytning mellem dem og det folkestyrede samfund, selv om man måske med hensyn til mange af de enkelte forslag vil være indstillet på at gå andre veje.

VILHELM NIELSEN