Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Svar på tiltale

Af Vilhelm Nielsen

Kronik i Kristeligt Dagblad, fredag den 25. maj 1990

Ryslinge Frimenighed og Ryslinge Valgmenighed har i fællesskab udgivet en fin billedbog om deres fælles kirke, Nazareth-kirken, med en fordringsløs fortælling om kirkens historie og udsmykning.

Bogen er naturligvis først og fremmest beregnet på de to menigheders medlemmer. Den er på 48 sider med 16 smukke – tildels store – farvefotografier + 7 mindre i sort/hvidt, som ikke er de mindst interessante. Det skal jeg vende tilbage til.

Fortællingen eller teksten er blevet til som en virkelig fortælling, et interview, optaget på bånd i selve kirken af en nu afdød gårdejer Karl Jørgensen i Ryslinge, med frimenighedens præst 1969-85, Niels Thomsen, som nu er forstander for præstehøjskolen i Løgumkloster. Selve båndet er deponeret på det lokalhistoriske arkiv, men udskriften, som er trykt i bogen, er foretaget af Palle Andersen, Eskildstrup, og gennemset af Niels Thomsen. Fotografierne er taget af Holger Bonde-Hansen, Herringe.

Som man ser, spiller præsten – den ene af dem – nok en hovedrolle ved bogens tilblivelse, men han er langt fra ene-ansvarlig for det smukke resultat. Han har hjælpere og medarbejdere, han virker på en folkelig baggrund, uden hvilken kirken og dens historie ikke kan forstås, og som måske er hovedsagen, vigtigere end de skiftende præster, deres selvstændige personligheder ufortalt. De fik i det mindste svar på tiltale fra deres menigheder, reaktioner, »response«, som det hedder nu om dage, også i form af byggeri, vedligeholdelse og udsmykning af kirken – og altså i form af denne bog.

Anledningen, til at kirken overhovedet blev bygget, var afskedigelsen af sognepræsten i Ryslinge Vilhelm Birkedal i 1865. Sagens forløb skildres kort i bogen, og det skal ikke gentages her. Men da menigheden fortsat ønskede ham som præst, begyndte han at holde gudstjenester i præstegårds-laden, og, da han også måtte forlade sin embedsbolig, i en anden og større lade. Men det kunne naturligvis kun være en midlertidig ordning.

Der indkaldtes til »Generalforsamling« i april 1866, og der besluttede man at bygge – og bygge stort! Sagen var, at Birkedal, som havde været sognepræst i Ryslinge siden 1849, havde fået svar på tiltale så at sige fra den første dag både i form af modstand og tilslutning.

Hans gudstjenester var straks fra hans ansættelse i Ryslinge i 1849 blevet samlingspunkt for alt, hvad der var af spredte, »gudelige« vækkelseskredse på Fyn, som i stort tal strømmede til og fra 1855 løste sognebånd til ham. Men hans forkyndelse behagede naturligvis ikke alle hans sognebørn, selv om han var en dygtig og følelsesfuld, efterhånden landskendt prædikant og taler.

Myndighederne havde næppe forudset, at befolkningen i stort tal, både fra sognet og fra et halvt hundrede omliggende sogne, ville slutte op om ham, beholde ham og bygge deres egen kirke. Men det var, hvad der skete. Det var det svar, de gav på myndighedernes tiltale. I første omgang blev det vel kun til et stort, firkantet rum med fladt bjælkeloft, intet kor, ingen tværskibe eller hvælvinger, men plads til mange mennesker. Grundstenen blev lagt den 18. april og kirken indviet den 8. august! »Kapellet på Ryslinge mark« hed det i folkemunde.

Navnet Nazarethkirken hænger sammen med Grundtvigs sang eller salme: »I Nazareth i trange kår..« og med Birkedals prædiken ved grundstensnedlæggelsen over fortællingen om den tolv-årige Jesus i templet. Som Josef og Maria havde glemt den 12-årige dreng i templet, havde statsmagten og folkekirken, menighedens plejefader og moder, »glemt« den umyndige menighed ved at afskedige dens præst, inden den var blevet moden og myndig.

Men glemt var menigheden ikke ganske. Ved indvielsen i august skænkede Grundtvig den det dåbsfad, hvori han havde døbt sine to sønner. Han så et vældigt perspektiv i, hvad der var ved at ske i Ryslinge: det var det første virkelige brud med den statskirkelige ordning, som kejser Konstantin havde indført i år 325, og som han betragtede som et skæbnesvangert fald fra den oprindelige frikirke-ordning. Nu rejste der sig en menighed og en kirke, som ikke var givet og godkendt ovenfra, rejste sig nedefra på tværs og på trods af myndighederne. – Vartovmenigheden forærede kirken en alterkalk og alterkande, og fra det fynske vennemøde kom de to lysestager, der stadig står på alteret. Nogle år efter erhvervede man Chr. Dalsgaards alterbillede, som endnu indtager en dominerende plads i kirken. Det kan minde om Carl Bloch's bibelske malerier, men opfattedes nok først og fremmest som et billede på et godt familieliv, som ikke altid er idyllisk.

I 1880'erne, da den politiske strid spidsede til, fik Birkedal en anden slags svar på tiltale, som førte til, at han i 1885 som 75-årig trak sig tilbage og flyttede til Gentofte. Han ville ikke være præst for »oprørere«: skattenægtere og riffelforenings-medlemmer, og selv om både højskolens forstander og friskolens leder søgte at hjælpe ham med at dæmpe gemytterne, lykkedes det ikke. Han bevarede dog i sine sidste 7 leveår forbindelsen med Ryslinge og blev begravet ved kirken.

Under hans efterfølger Karl Povlsen, som også var en særdeles dygtig prædikant, fortsattes fremgangen, i høj grad båret af landbrugets fremgang og udvikling. Den store ombygning og udvidelse af kirken i 1896-98 kan ses som et svar på hans tiltale til en voksende og efterhånden velhavende menighed. Nu fik kirken tværskibe og tårn, balkoner og den meget karakteristiske tøndehvælving af træ. Denne gang havde man en arkitekt til at lede arbejdet, men de håndværksmæssige traditioner blev fastholdt, og i det følgende halve århundrede sker der det mærkelige, at nogle af disse håndværkere udfolder sig som kunstnere eller i det mindste som kunsthåndværkere, hvorved de giver også de følgende præster nok så tydelige og sigende svar på tiltale.

Povlsen var valgmenighedens præst fra 1885 til 1918 og efterfulgtes af Torkild Skat Rørdam, som havde været hans hjælpepræst fra 1913, men som døde allerede i 1939 og efterfulgtes af Tage Rydal, der også døde meget ung i 1953.

Disse fire første præster karakteriseres kort i bogen, og det skal ikke gentages her. Det interessante er forsøget på at tolke det videre arbejde med kirkens udsmykning som menighedens svar på tiltale.

Rørdam foranledigede i begyndelsen af 1920'erne den bekendte splittelse i en frimenighed og en valgmenighed – en overgang oven i købet i tre menigheder. Det voldte naturligvis en vis bitterhed, men endte dog i en rimelig ordning og et anstændigt samarbejdsforhold, som stadig består: Frimenigheden fik efter en højesteretsdom ejendomsretten til kirken og valgmenig en uopsigelig brugsret til den.

Men det medførte også, at »Fløjte-Emil« blev frimenighedens organist, da den hidtidige organist, den kendte højskolelærer og komponist Thorvald Aagaard, sluttede sig til valgmenigheden. Emil Hansen, som hans rigtige navn var, var – som sin fader og sine brødre – murer af profession, men spillede på fløjte til fester og dans. Deraf tilnavnet. Orgel havde han aldrig spillet, men sligt generede ikke en mand som Rørdam. Han blev sendt på en måneds kursus i København, hvorefter han i 46 år trakterede orglet ved frimenighedens gudstjenester.

Mere opsigtsvækkende er måske, og i hvert fald mere synlige i kirken, hans evner som billedskærer og tegner. På Rørdams opfordring skar han det monstrum af en prædikestol, som er temmelig dominerende i kirkerummet, og den svære træramme, hvori Dalsgaards alterbillede nu er indfattet. Træet i loftets tøndehvælving holder dog nogenlunde disse to massive træskærerarbejder i skak. Går man tættere på, kan de virke både plumpe og voldsomme, men forsonende virker det at opdage, at figurerne er fynske bønder, som de fandtes i menigheden, tildels af den velbjærgede slags, samt struttende børn og engle. Men hvorfor skulle fynske bønder fra dette eller forrige århundrede være mindre egnede end middelalderens, som vi ser på kalkmalerierne, til at illustrere bibelske fortællinger?

Og dertil kommer, at ved nærmere eftersyn viser værkerne sig at være fulde af humor og ironi, livsglæde, hverdagsrealisme, ja, selvironi. I prædikestolens felter drejer det sig om bønder, der undskylder sig: en har købt en mark, en anden et stykke kvæg, en tredie har giftet sig.

Derfor kan de ikke komme til gilde, så landstrygerne må indbydes i stedet. Alt dette er lavet i andelsbevægelsens og landbrugets opgangstid, hvor velstanden voksede, også i Ryslinge. På alterrammen er det et gammelt og et ungt par folk midt i markarbejdet. Også over dem udgår velsignelsens og tilgivelsens ord. På prædikestolen er billederne omkranset af buttede engle, men på alterrammen af børn, rigtige fynske børn. Og den er kronet, ikke med en helligånds-due, men med en fynsk lærke! Alt sammen er det svar såvel på Rørdams som på Rydals tiltale.

Men det mest interessante er måske ikke det, Emil lavede alene, inspireret af Rørdam, men det, han lavede sammen med smeden Per Skjold, som i parentes bemærket var frimenighedens formand, eller rettere sagt: det, Per Skjold lavede efter tegninger, som igen var inspireret af Rørdams eller Rydals tale eller prædiken.

Det er nogle fine smedejerns-arbejder, gengivet i sort/hvidt i bogen, dels et gitter ved opgangen til prædikestolen, dels en samling på syv gitre, som danner knæfaldet ved alteret, alterskranken.

Disse smedejernsarbejder ser ved første øjekast ud som det bare gitterværk. De er næsten som psykologernes Rorschach-prøver. Først ved nøjere eftersyn opdager man skikkelserne eller billederne, at det ikke bare er fint, abstrakt gitterværk. Gitteret ved prædikestolen viser sig at indeholde en fremstilling af lignelsen om den fortabte søn, eller rettere sagt: de to fortabte sønner. Øverst sidder en gammel mand med ryggen mod prædikestolen, foran ham knæler en yngre mand, den ydmyge hjemvendte søn, og nederst ses ryggen af en mand, som ikke vil deltage i festen, den ældre og ærgerlige broder.

Smedejernsgitrene i knæfaldet ved alteret skal illustrere de syv saligprisninger, og her får man virkelig begreb om en folkelig forståelse – eller om man vil: manglende forståelse – af disse fine og vise ord, som vel trodser selv den mest intelligente og videnskabelige fortolkning eller udlægning, men som jævne håndværkere alligevel umiddelbart forstår noget ved. Men de skal studeres, man skal gøre sig fortrolig med dem, før de åbner sig og afgiver deres budskab. Dertil hjælper Niels Thomsens forklaringer meget. Men de skal studeres, man skal gøre sig fortrolig med dem, før de åbner sig og afgiver deres budskab. Dertil hjælper Niels Thomsens forklaringear meget. Men hvor mange nadvergæster har mulighed for en sådan fordybelse? Måske taler de som megen middelalderlig kirkeudsmykning ud i luften eller op i himlen, hvad enten nogen ser og forstår dem eller ej. De er bare en lovsang og lovprisning, hvad enten de bemærkes eller ej.

Et stort og langt, rigt varieret og folkeligt svar på flere nok så forskellige tiltaler op gennem dette århundrede. Fynsk i sind og sjæl. Man må smile, når det fortælles, at korvetten »Flora«, det orlogsskib, som fragtede Thorvaldsens værker fra Rom til København i 1838, og hvoraf en model er kirkeskib i Nazarethkirken, fra engang i 1930'erne til engang i 1960'erne måtte undvære sine kanoner! Men smilet er ved at stivne og bliver lidt anstrengt, når man ser, at et »sejrskrucifiks« over korbuen dækker over en medaljon af den strenge og lidende Kristus, som åbenbart ikke rigtig hører hjemme i det fynske Nazareth. Det store trækors virker næsten som en knytnæve midt i maleren og Skovgaard-disciplen Johannes Kragh's udsmykning af korbuen.

Men det får være. Også det er en del af de gode Ryslingefolks svar på den tiltale, de mødte. Men læs og se selv. Bogen fås ved henvendelse til en af de to udgivere. Prisen er 40 kr., antagelig + forsendelsesomkostninger.