Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Spurven og lykken – et indlæg i debatten om menneskerettighederne

Af Vilhelm Nielsen

Fra Grundtvigs Højskoles årsskrift 1948, genoptrykt i Højskolebladet, Årg. 124, nr. 20, 25.juni 1999.

»Sælges ikke to spurve for en penning? Og ikke en af dem falder til jorden uden jeres Fader. Men på jer er endog alle hovedhår talte. Frygt derfor ikke; I er mere værd end mange spurve« (Math. 10,29-31)

»Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker skabes lige, at de af deres skaber udstyres med bestemte umistelige rettigheder, at liv, frihed og jagten efter lykke er blandt disse« (De amerikanske fristaters uafhængighedserklæring, 4. juli 1776.)

Det være langt fra mig at kaste smuds på den amerikanske uafhængighedserklæring, hvoraf det berømteste og vigtigste afsnit ovenfor er citeret. Den er ganske givet en milepæl, og en af de vigtigste milepæle, på frihedens ofte smalle og trange vej ned gennem historien, og den er nervecentret i alt amerikansk demokrati, for hvis sundhed og styrke, ja, for hvis blotte eksistens vi i dag må være inderligt taknemlige.

Men den er også et stykke teologi. Den siger noget fundamentalt om forholdet mellem mennesket og dets skaber. Det er imidlertid en falsk teologi, fordi udgangspunktet er mennesket og ikke dets skaber.

Derfor har jeg stillet den sammen med de tre vers fra Mathæus-evangeliet, som også handler om mennesket og dets skaber. Men det er ægte teologi, for her er udgangspunktet skaberen og ikke mennesket. Og det som jeg gerne vil i det følgende er at vise, at det er ikke et ligegyldigt og teoretisk spidsfindigt spørgsmål, om udgangspunktet er det ene eller det andet, men noget, som har de alvorligste følger i vort daglige praktiske liv.

Den moderne trosbekendelse

Hvad står der da i den moderne trosbekendelse, som den amerikanske uafhængighedserklæring jo egentlig er?

For det første, at der er noget, der er selvindlysende. Der er noget, som vi ikke har fået at vide, men som vi selv ved.. Der er evige sandheder, evige i den forstand, at ethvert menneske til enhver tid kan indse dem. Ikke blot de klogeste af os, filosofferne, kan forstå dem, men alle mennesker.

I de tre vers fra Mathæus-evangeliet begynder Jesus også med noget, som hans tilhørere ved i forvejen, nemlig at spurve er billige. Det er også en sandhed. Men den er ikke evig. Den gælder kun på et bestemt sted og til en bestemt tid. Det er en praktisk erfaring, som hans tilhørere selv havde gjort.

Uafhængighedserklæringen begynder med teoretiske, selvindlysende sandheder: ethvert menneske har del i noget højt og fint, noget overmenneskeligt, som kan stå alene og som der kan bygges på. Og det er ikke noget, som det har fået af sin skaber. Han er endnu ikke nævnt og han har ikke noget at gøre i denne sammenhæng. Tværtimod. Disse teoretiske sandheder, som vi selv kan indse, handler netop om skabelsen, som vi altså på forhånd er i stand til at gennemskue og forstå indholdet af. Hvorfor?

Jo, skabelsen, og hvad der ligger i den, er selvindlysende. Gud har ikke gjort andet end vi fra de teoretiske, selvindlysende sandheders høje stade kan indse, at han naturligvis måtte gøre. Der er altså ingen grund til taknemlighed, heller ikke til frygt. Det er selvindlysende.

Og hvad er da skabelsens indhold? Jo, at der er orden i tingene: alle mennesker er lige, de har visse rettigheder: frihed, liv, lykke. Nej, for resten ikke lykke. Den har mange jo faktisk ikke, men jagten efter lykke har alle da i det mindste ret til at tage del i. Forholdet er i virkeligheden det, at det lige akkurat indrømmes, at mennesket er skabt. Så snart det er sket, forsvinder skaberen ud af billedet – hvis han overhovedet har været der – og menneskers problem er kun at ordne deres indbyrdes forhold og ikke deres forhold til skaberen. Han har udstyret dem med visse rettigheder, og derefter omgående trukket sig tilbage. Han nævnes kun forbigående, han er ganske underordnet mennesket, indordnet i dets rettighedssystem. Finder han sig i det? Javist, han smiler, nej han brøler af latter, så bjergene rokkes og skælver. Atombomben er et af hans latterbrøl.

Det er anderledes med spurve

Hvor helt anderledes hos Jesus. Han begynder også med noget de ved i forvejen: spurve er billige. Og så kommer der noget, som i hvert fald en jøde havde svært ved at komme udenom: skabelse betyder, at skaberen er hos spurven hele tiden, også når det urimelige sker, at den falder til jorden.

Spurve er i almindelighed lykkelige. De lever deres spurveliv og fylder deres spurvebestemmelse ud og er glade for det. Det kan man høre på deres kvidder. Det er det rene overskud. Den har ingen problemer. End ikke det urimelige, at den en skønne dag falder til jorden. Den er jo kun en spurv. Og dog er skaberen hos den. Den sælges – og ikke engang den alene, men sammen med sin medspurv sælges den – for en penning. Og dog er skaberen hos den.

Det er noget som en jøde har svært ved at nægte, for han tror nemlig ikke på abstrakte, teoretiske sandheder, men på den levende Gud, som aldrig lader sin skabning alene.

Og hvordan skulle det være muligt, at han som har skabt os, ikke har talt vore hovedhår? Han må dog vide, hvor mange det er, når han selv har lavet dem. Kort sagt: det eneste der betyder noget er, at han er vor skaber og hos os og over os hele tiden. Vi er mere værd end mange spurve. Der går 2000 penning på 30 sølvpenge, som var prisen på en slave.

Men det er dog ikke den forskel, der er den afgørende. Den afgørende forskel er den mellem den amerikanske uafhængighedserklæring og Mathæus-versene, mellem om Gud er underordnet mennesket og indordnet i dets rettighedssystem, som er selvindlysende, eller han er hos os og over ikke bare os men enhver spurv.

Politik eller teologi

Den amerikanske uafhængighedserklæring er en uafhængighedserklæring overfor kolonimagten England, og som sådan var den fuldt berettiget, men i sin teologiske begrundelse for sin ret og sin vilje til frihed bliver den uden at ville det midt i de frommeste fraser en uafhængighedserklæring over for Gud.

Det siges ikke ligeud. Det ligger mellem linjerne, det er en stiltiende forudsætning, og vi deler den i Europa, den var importeret herfra.

Derfor kommer den os ved, og derfor skal vi være med til at tage den tilbage.

Vi må over til spurvene igen. Kun der kan vi blive befriet for frygten for at falde ned og for al anden frygt. Det vi skal lære hos spurven, det er jo ikke at lade være med at falde ned, for det kan den ikke, men at det er ligegyldigt, om man falder ned, når bare Gud er hos en.

Det vil vi ikke gå med til. Hvorfor ikke? Næh, for vi har »bestemte, umistelige rettigheder«, og blandt disse er »liv, frihed og jagten efter lykke«.

Vi mennesker har nemlig ikke ret til livet, for nu at tage det vigtigste først. Livet er nemlig en gave, og en gave er altid noget, som man ikke har ret til. Det kan også siges på den måde, at skabelsen ikke er selvindlysende, det er nåde, en godhed fra guds side, og den er så langt fra selvindlysende, at den nærmest er uforståelig. Hvad grund skulle han dog have til at skabe os? Vi har i hvert fald ikke fortjent det.

Er livet en gave, er friheden det også. Liv og frihed er eet, er det blevet sagt i frihedskampens år. Friheden er en form for liv, en form uden hvilken livet mister enhver værdi. Men har vi ikke ret til livet selv, har vi heller ikke ret til dets form.

Og endelig lykken, eller jagten efter lykke, skulle det virkelig være en umistelig ret, som skaberen har udstyret os med? Mig forekommer det at være en forbandelse, som ødelægger alt menneskeliv, en trældom, som fornedrer os, en trolddom, som synes umulig at hæve. Jagt efter lykke er, så vidt jeg kan se, egoisme i renkultur, og det er så sandelig ikke det vi er skabt til. Det er tværtimod noget vi er faldet til, og faldet bestod paradoksalt nok i, at vi ophøjede os selv, og ville være Gud lige. Vi ville ikke lære af spurvene og være glade, hvad der så end sker, blot han er hos os og over os, nej, vi fløj op over ham i de selvindlysende sandheders tynde luft.

Og var det så bare teori og tankespind altsammen, fik det endda være, men samtidig med at livet blev en ret og ikke en gave, gik der trold i det, det blev lutter selvisk stræb, jagt efter lykken. Enhver lykke er en lige så stor ulykke, ethvert fremskridt er et lige så stort tilbageskridt. Atombomben er ikke bare guds latterbrøl over vor tåbelighed, det er også en fuldmoden kærne i en høst, som ganske svarer til, hvad vi har sået.

Altså: lad os for Guds skyld opgive vore umistelige rettigheder til liv, frihed og jagten efter lykke, og lad os i stedet være taknemlige for, hvad der sker os, også hvis vi skulle falde til jorden. Det hænder ikke så sjældent, og skal jo ske før eller siden. Gud er med i det, vore hovedhår er talte.

Men det er jo den rene selvopgivelse? Ja, netop. Den som vil redde sit liv, han skal miste det.