Roar Skovmand: Samspillet mellem Nordens folkehøjskoler indtil Anden Verdenskrig

Af Vilhelm Nielsen

Anmeldelse af Roar Skovmand: Samspillet mellem Nordens folkehøjskoler indtil Anden Verdenskrig. Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, 41, 1983.

Denne bog af vor fremmeste højskolehistoriker indeholder en gennemgang af de tolv nordiske højskolemøder, der blev afholdt mellem 1883 og 1936, deres programmer og hovedemner, forberedelserne til dem, referater og efterfølgende vurdering, dels i blade og tidsskrifter, dels i private breve mellem de ledende højskolefolk i de nordiske lande.

På en måde falder den i to dele med skæringspunkt o. 1908. Det hænger sammen med et omfattende generationsskifte, som betød, at den righoldige private brevveksling svinder ind eller næsten helt ophører. I stedet er det foreningerne, der tager over - og antagelig telefonen!

Forud går en kort skitsering af højskoletankens vej fra Danmark (1844) Norge (1864) og Sverige (1868) og senere til Finland (1889). Næsten alle pionererne i de andre nordiske lande aflagde besøg i Danmark, og det medførte helt naturligt brevveksling (»medlinger til hovedkvarteret«) og ofte livsvarige venskaber – også mellem ægtefæller.

Bogens forhistorie går helt tilbage til en plan, udkastet i 1945 af dr.phil. Lis Jacobsen, om at Det danske Sprog- og Litteraturselskab skulle udgive denne brevveksling. Efter omfattende arkivstudier fandt man imidlertid, at brevene »næppe egnede sig til direkte udgivelse«. Man må glæde sig over de uddrag, der nu offentliggøres, og som i høj grad er med til at gøre denne bog levende og spændende, men det kan ikke nægtes, at der efter læsningen gnaver en orm af tvivl, om disse breve dog ikke burde udgives samlet, selv om mange af dem er benyttet og citeret i en række af de værker, som nævnes i indledningen.

En anden ting, som man straks lægger mærke til, er de meget fine og omhyggeligt udvalgte illustrationer, bogen rummer. Også de er i høj grad med til at gøre den levende og livsnær. Arbejdet med at udvælge og samle dem er åbenbart ikke overladt til en »billedredaktør«.

Om det er brevene – eller brevcitaterne – der gør det, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er stilen udpræget fortællende, hvad nogle måske vil finde uvidenskabeligt. Efter min mening er det velgørende og forhindrer ikke, at bogen har karakter af forskning og meddelelse af nyt og ukendt stof. Det gør sig endog gældende i kapiteloverskrifterne. Af de ialt tyve indledes de otte med: hvordan ... »Hvordan folkehøjskolen blev hentet til Norge«, »Hvordan svensk gymnastik vandt indpas i Danmark«, »Hvordan unionsopløsningen 1905 afbrød samspillet« o.s.v.

Man ser alene heraf, at samspillet ikke bare fandt udtryk i disse tolv mere formelle nordiske møder, men der hentedes fag og metoder fra det ene land til det andet, ja, selve folkehøjskolen – eller i det mindste folkehøjskoletanken – hentedes fra det ene land til det andet, omend den udformedes forskelligt.

Man ser endvidere, at samspillet ikke var lige glat og gnidningsløst til enhver tid. Det er et spørgsmål, om ikke mange læsere ville have behov for korte ekskurser om nogle af de vigtigste begivenheder og forhold i samtiden, som spillede ind, f.eks, unionsopløsningen i 1905, den norske og den finske sprogstrid, det russiske tryk på Finland o. århundredskiftet. Ikke-danske læsere kan vel heller ikke forudsættes at kende den danske provisorietid eller faserne i sønderjydernes kamp mod prøjsisk undertrykkelse. Alt dette og mere til spiller ind i højskolernes samarbejde eller danner baggrund for det. Men pladsen har nok ikke tilladt at benytte en god lejlighed til at belyse forsømte sider af de nordiske landes og folks historie i denne forbindelse.

Sagen er egentlig blot den, at hvad der bydes læserne, er så godt og så levende, at man uvilkårligt bliver sulten efter mere. Man kunne ligeledes i høj grad have ønsket, at efterkrigstiden var taget med, at fremstillingen var fortsat helt frem til jubilæumsmødet på Testrup og Askov i 1983, hvilket naturligvis ville have forsinket bogen og nok have afsløret en endnu større fattigdom på breve, end allerede perioden efter 1908 viser. Forstandersystemet, de personlige skoler, forbundet ved personlige enskaber havde sine fordele – såvel som sine mangler.

Under alle omstændigheder kalder bogen på en fortsættelse, ikke bare fordi samspillet er fortsat og stadig fortsætter, men Skovmand nævner til slut en række områder, hvor sammenlignende nordiske undersøgelser kunne være af værdi, f.eks. elevernes sociale baggrund, spørgsmålet om der trods alt var – og er – et fælles idegrundlag og skolernes betydning som lokale kulturcentre eller lignende. Dertil kunne man føje spørgsmålet om industrialiseringens virkning på folkehøjskolerne og deres mere eller mindre bevidste reaktion på de ændringer i elevernes forudsætninger, ønsker og fremtidsforventninger, som skolerne ubønhørligt blev stillet overfor.

Ingen med mindste interesse for og kendskab til højskolehistorie kan undgå at få nye synsvinkler ved at læse denne bog. Vi trænger til mere af samme skuffe.

Vilhelm Nielsen