»Mundens Tronbestigelse«

Af Vilhelm Nielsen

Foredrag holdt ved efterårsmødet på Askov Højskole den 4. oktober 1974, nedskrevet på opfordring i dagene umiddelbart efter. V. N.

Det tilkommer enhver, der føler sig i et eller andet discipel- eller lærlingeforhold til Grundtvig som en kær pligt at gøre sig klart, hvad han kan og vil bruge af hans omfattende værk, og hvordan han vil tolke det ind i nutidens og fremtidens situation.

Redaktør Ejvind Larsen, Information, har for nylig forsøgt noget sådant ud fra et marxistisk synspunkt med bogen »Grundtvig – og noget om Marx«. Det er al ære og respekt værd, ikke blot fordi han har foretaget en omfattende læsning – eller genlæsning – af store dele af Grundtvigs skrifter og af en del af de talrige afhandlinger, som den videnskabelige Grundtvig-forskning har frembragt i de sidste 25 år, og som man undertiden har betragtet med en vis overbærenhed eller nedladenhed i grundtvigske kredse, men også fordi vi på det nærmeste lever i en marxistisk luft eller et marxistisk klima i disse år. En forbavsende stor del af de vågne unge bekender sig til Marxismen i en eller anden form, og man kan uden overdrivelse sige, at højskolen skylder dem vejledning om sammenhæng og modsætning mellem Marxismen og dansk politisk og kulturel tradition, ikke mindst som den er udformet under påvirkning fra Grundtvig.

Et af de værdifulde og blivende resultater af den videnskabelige Grundtvig-forskning er efter min mening K. E. Bugges påvisning af »en levende, fri og naturlig vexelvirkning« som en hovedkategori hos ham, både pædagogisk og politisk. Han forudså og tilstræbte et samtalens og vekselvirkningens samfund, og i så henseende mener Ejvind Larsen, at Grundtvig og Marx er enige. Da jeg for et halvt års tid siden blev opfordret til at drøfte hans bog med ham, foreslog jeg derfor, at det skulle foregå som en fri og levende, mundtlig samtale, men det blev ikke til noget, eftersom Ejvind Larsen udeblev. I stedet måtte jeg for en forsamling af højskolelærere improvisere et foredrag over mine opnoterede spørgsmål, og det var vist nok anledningen til, at jeg blev indbudt til at tale her i dag om »Grundtvig og Marx«.

Under min fortsatte læsning og genlæsning af dem begge, kom jeg imidlertid mere og mere i tvivl om, hvor langt og i hvor høj grad de stiller de samme spørgsmål til tilværelsen, har fælles problemstilling, som Ejvind Larsen synes at mene. Man kan som bekendt ikke få et rigtigt svar, hvis man stiller et forkert spørgsmål. Jeg fik derfor mere lyst til at tale om et emne eller et spørgsmål, som i hvert fald ikke er hentet udefra, men rejser sig af Grundtvigs egne skrifter og værker, nemlig spørgsmålet om forholdet mellem mundtligt og skriftligt eller bogligt. Det er velkendt, at han havde en meget høj vurdering af det mundtlige, og at det har fået vidt udbredte virkninger i højskoler og friskoler og derfra ind i det egentlige skole- og uddannelsesvæsen, at vi ikke mindst i kraft af hans indsats på rigsdagen har offentlighed og mundtlighed i retsplejen osv. Men hans forkærlighed for det mundtlige kan også betragtes som en af hans mange griller og særheder, som man roligt kan læse forbi og lade ude af betragtning – på samme måde som hans kamp mod latinen og den »sorte« skole. Mit formål er at skærpe dette spørgsmål til det yderste. Min påstand er, at vi lever i en skriftlig og boglig kultur – ofte i langt højere grad end vi er os bevidst – at vi lider under manglende og mangelfuld mundtlighed i skole og uddannelse, i det offentlige og politiske liv og ikke mindst i de såkaldte massemedier, som af natur og karakter er langt mere mundtlige, end man i almindelighed har forstået. Det skal jeg vende tilbage til.

For Grundtvig falder livet ligesom i tre kredse. Menneskelivet udfolder sig på tre områder: 1) staten, eller »Det borgerlige selskab«, som han foretrækker at kalde det. 2) Kirken eller menigheden og 3) skolen, hvorved han ikke blot forstår folke-skolen eller børneskolen, men også forskningen eller videnskaben, hele uddannelsesvæsenet, ja hele kulturlivet. På alle disse tre områder forudser og virkeliggør han en »Mundens Tronbestigelse«.

Selve udtrykket stammer fra et udkast til hans første egentlige højskoleskrift: »Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet« fra 1836, men det kom ikke med i det trykte skrift og har fået lov at samle støv i manuskriptdyngerne, indtil det blev fremdraget af K. E. Bugge i hans disputats om Grundtvigs pædagogiske tanker: »Skolen for Livet« (København 1965).

Markant og malende udtrykker det Grundtvigs høje vurdering af det mundtlige, men anledningen, til at det flyder ham i pennen, er såmænd de rådgivende stænderforsamlingers første session i vinteren 1835-36, som han fulgte nøje gennem »Stændertidende«. Det var ikke, fordi han var særlig begejstret for ret mange af de synspunkter, der kom til udtryk i forhandlingerne, men selve det, at folkestemmen var kommet til orde og havde »fået lyd«, måtte gøre et overvældende indtryk på en mand med hans historiske sans og indsigt. Det betød simpelthen, at urgammel dansk statsskik, hvor frie mænd mødtes på tinge med kongen, som havde magten, var blevet genoplivet efter århundreders vanrøgt. Ganske vist var kirkens og adelens selvtagne og uberettigede magt, som havde kunnet brede sig, da Nordens ånd »hensov« med Saxo og Valdemar Sejr i det 13. århundrede, blevet skubbet til side ved reformationen i 1536 og ved enevældens indførelse i 1660, men først nu kom bønderne til. Man havde ønsket at høre, hvad de havde at sige om statens sager gennem valgte repræsentanter. Frivilligt havde borgerne givet kongen hele magten i 1660, og frivilligt havde han nu givet folket ordet. Hvad mere kunne man ønske sig af en dansk statsforfatning? Programmet: »Kongehaand og Folkestemme – begge stærke, begge fri« var virkeliggjort.

Men det afgørende var altså det mundtlige. Folkestem- men havde fået lyd, munden var »kommen på Gang«, som han siger.

Når udtrykket »Mundens Tronbestigelse« ikke fandt vej til det færdige skrift, hænger det måske sammen med, at det i og for sig kan opfattes som en majestætsfornærmelse, og Grundtvig var endnu under censur. Frederik VI vidste nok, hvem der sad på tronen, og han ønskede ikke at dele hverken den eller magten med folket eller folkets mund. Og heri var Grundtvig for så vidt enig – sålænge Frederik VI og Christian VIII regerede. Kun langsomt og nødtvungent accepterede han, at folket skulle have del i – eller simpelthen have – den egentlige magt. Men intet belyser måske bedre hans høje vurdering af den mundtlige, frie tale og den indflydelse, det kan give. Oprettelsen af stænderforsamlingerne – folkerådet, som han foretrækker at kalde det – var meningsløs, hvis ikke kongen og hans embedsmænd ønskede at høre på og lytte til, hvad der blev sagt. Magten måtte godt ligge hos een, blot der var vilje til at lytte og evne til at tale.

Man skal måske heller ikke overse, at Grundtvig for længst havde proklameret en anden »Mundens Tronbestigelse«, som for ham vel var den egentlige og afgørende, nemlig i kirken eller menigheden. Man forstår næppe, hvor dybt det går, og hvor radikalt han tænker og handler, når det gælder det mundtliges overlegenhed, hvis man ikke tager denne synsvinkel med. Den »mageløse« opdagelse i 1824 betød, at det, der betegnes med det meget krævende – og ofte meget letsindigt brugte – udtryk: Guds ord, ikke foreligger i skriftlig form i en bog, som noget objektivt og håndterligt, underkastet videnskabelig vurdering og kritik, men kun i form af en mundtlig tiltale ved dåb og nadver, der naturligvis – som enhver tiltale – kan afvises eller forkastes, men som altså også kan modtages i tro og tillid som det rent ud fantastiske, den udgiver sig for at være: Guds ord. Det hænger sammen med, at det, der efter Grundtvigs opfattelse gives i kirken, ikke blot er lys eller oplysning, lære eller anskuelse, men slet og ret liv. De fleste af hans samtids præster opfattede sig som lærere og var tilfreds med i kirken at meddele en lære. For Grundtvig er der tale om Guds egen meddelelse af liv til dødsmærkede mennesker, og det fantastiske er, at en sådan meddelelse kan bæres af et mundtligt, lydeligt ord. Men når dette – trods sin flygtighed – kan bære en så overvældende ting, når han i denne sammenhæng havde dristet sig til at forkaste skriften, den hellige skrift, eller i hvert fald indskrænket det, der med den kunne meddeles, til oplysning, lære, viden, anskuelse, eller hvad man nu vil kalde det, er det ikke så underligt, at han også, når det drejer sig om forholdet mellem mennesker indbyrdes, må anse det mundtlige for langt vigtigere og virkningsfuldere, i hvert fald når det gælder at meddele noget, som er levende og varmt og ikke blot noget koldt og dødt. Og det vil igen sige, at jo mere intimt og nært forholdet er eller skal være mellem mennesker, jo mere er det mundtlige på sin plads fremfor det skriftlige eller boglige.

»Det Danske Fiir-Kløver ... « og de følgende højskoleskrifter proklamerer og forudser en tredje »Mundens Tronbestigelse«, nemlig i skolen. Folket må lære at bruge sin mund, der må opøves et »Mesterskab i Modersmålet«, først og fremmest hos alle, der skal have sæde i det folkelige statsråd, stænderforsamlingerne, men også hos alle, som havde valgret og valgbarhed dertil. Det er den mest umiddelbare nødvendighed. Og det kan kun nås ved en levende, fri og mundtlig undervisning på modersmålet om fædrelandet og alle dets forhold og indretninger. Derfor en folkelig højskole.

Men bagved ligger den opfattelse, at ikke blot i nære og intime forhold mellem mennesker, mellem elskende og ægtefæller, mellem forældre og børn osv., men også i skole og politik, skal der meddeles noget levende og varmt og ikke blot noget objektivt, stift og dødt. Der skal tales til »hjertet« og ikke bare til »hovedet«, hvis man vil have folk som flest til at følge med og forstå. Man må lære at høre og forstå, hvad de andre har på hjerte, hvad der er eksistentiel politik for dem. Og man må lære at udtrykke, hvad man selv har på hjerte, så det kan forstås både med hoved og hjerte.

Trods Grundtvigs vedholdende kamp for det mundtlige er vi endt i en hovedsagelig skriftlig og boglig kultur med en helt selvfølgelig nedladende og nedvurderende holdning til alt mundtligt. Det er stort set sat i skammekrogen.

Hænger det mon sammen med, at Grundtvig for sit eget vedkommende ikke rigtigt var i stand til i praksis at fastholde det mundtliges fortrin og forret, til at krænge det skriftlige og boglige af sig? Han fortsatte livet igennerri med at være en »bogorm« og »bogmager«, som han selv siger, trods al den hån og foragt han gang på gang udøser over bøger og skrift. Han anvendte hovedparten af sin tid og sine kræfter livet igennem til at læse og skrive, uagtet han smerteligt og pinefuldt havde erfaret, at han derved ikke kunne nå sine mål. Syv af sine bedste manddomsår brugte han til at oversætte Saxo og Snorre og Beowulf, og hvad hjalp det? Ingen eller næsten ingen læste det – selvom i hvert fald Saxo-oversættelsen endnu trykkes og udgives. Det hjalp ham selv til at overskride det, vi i dag kalder den sproglige eller kulturelle barriere. Folket, bønderne, skulle ikke lære hans sprog, men han skulle lære deres. Han tog sin gamle, sjællandske barnepige til forbillede, han læste Den Danske Riimkrønnike flere gange, end han havde læst bibelen – og det vil sige noget – han opstøvede ordsprog og folkelige talemåder hos Peder Laale og Peder Syv, han tvang sig til at skrive et »borgerstue-dansk«, så han blev en fabel i de litterære cirkler, som han ellers af opdragelse og uddannelse tilhørte, han blev en skydeskive for latter og spot på grund af sit sprog, som søgte sin næring i bøndernes mundtlighed. Trøstig og trofast fortsatte han, og det lykkedes ham da også med sine salmer og sange at komme til live og til lyd på det højeste og fornemste sted, han kunne tænke sig, nemlig på folkets læber og tunger, »dejligst i Pigemunde«.

Hvis der endnu findes et fyndigt dansk arbejdersprog, burde højskolens dansklærere i parentes bemærket interessere sig for det og se at få sat det i højsædet, inden det er for sent. Arbejderbevægelsens ledere synes ikke at benytte sig af det eller værne om det. Deres ærgerrighed går snarere i retning af det akademiske sprog eller et affarvet folketingsdansk. De marxistiske pædagoger, som skriver og taler mest om den sproglige og kulturelle barriere, synes ikke i praksis at nærme sig »gulvets« sprog, men mest at interessere sig for engelske og tyske undersøgelser og forsøg, som måske kan være gode nok for sig, selvom de ikke nødvendigvis passer på danske forhold. Man interesserer sig ikke for en mand, som for halvandet hundrede år siden på datidens betingelser simpelthen overskred den sproglige og kulturelle barriere – med megen møje og ikke uden varig virkning.

Men ser man på Grundtvigs faktiske mundtlige virksomhed, støder man på flere mærkelige forhold. Den franske Grundtvigforsker Erica Simon kan hævde, at han livet igennem følte sig tvunget til at skrive alle sine prædikener og taler netop for at være sikker på i praksis at overvinde sin tillærte akademiske stil og tale folkeligt. Han prædikede regelmæssigt hver søndag en stor del af sit liv, men mange af hans prædikener var umiddelbart klare til trykning og blev trykt. Han holdt på opfordring to berømte foredragsrækker (Mands Minde 1838 og Brage-Snak 1843-44). Den sidste udgav han selv umiddelbart efter, den første blev udgivet efter hans død, og manuskripterne viser ikke ubebetydelige tegn på mundtlighed. Han holdt talrige enkeltforedrag og taler, først og fremmest i foreningen Danske Samfund, som blev et mønster for foredragsforeninger ud over landet. I mere end 10 år var han rigsdagsmand og udfoldede også som sådan megen talelyst. Er der nogen enkeltbegivenhed i hans liv, der fortjener betegnelsen »MundensTronbestigelse«, må det være hans berømte tale på Skamlingsbanke i 1844 for en tusindtallig forsamling. Både hans egen beretning og adskillige tilhøreres vidnesbyrd gør en sådan betegnelse berettiget og nærliggende.

Og dog forblev han »bogorm« og »bogmager« alle sine dage, selvom han på alle de tre væsentlige livsområder havde proklameret og – skriftligt! – blev ved med at hævde det mundtliges forret og fortrin. Kernen i hans konception er det kirkelige. Derfra falder der lys over det mundtliges funktion i skole og politik. Kan det bære og formidle Guds eget ord, så det bliver liv og sandhed, kan det naturligvis også bære og formidle det vigtigste og væsentlige mellem mennesker. Er det det eneste, der kan bære Guds ord til os, bliver der uden det heller ikke liv og sandhed – levende vekselvirkning – i skole og politik.

Men hvad så i dag?

En anden vægtfordeling mellem mundtligt og skriftligt er påkrævet på en række områder. Antydningsvis skal jeg nævnte fire: 1) førskolealderen, 2) skolen og uddannelsesvæsenet, 3) folketinget og 4) massemedierne.

1) Der klages over, at alt for mange børn vokser op i et lidet stimulerende sprogligt miljø. Deres forældre har ikke tid og kræfter til at beskæftige sig tilstrækkeligt med dem, tale med dem, læse, fortælle og synge for dem. Modersmålet – iøvrigt et kønsdiskriminerende udtryk – erstattes i et eller andet omfang af et pædagogsprog, hvilket er et nok så skræmmende perspektiv, eftersom ikke meget tyder på, at pædagogers mundtlige sprogbrug er mindre sjusket og sløset end det i almindelighed er blevet mode blandt mange unge mennesker.

Hvis vi har en samfundsudvikling, som medfører, at en tredjedel af børnene i førskolealderen må tilbringe tiden i daginstitutioner, burde mundtlig sprogbrug være hovedfaget i uddannelsen af disse institutioners medarbejdere, og evner og anlæg i den retning være hovedkriteriet ved optagelse på uddannelsesstederne for disse medarbejdere. Hvis forældrene ikke har tid og kræfter til i et ømt og kærligt spil under leg og munterhed at lære deres børn modersmålet og stimulere deres sproglige udvikling, så må pædagogerne jo gøre det, og det må være en hovedsag i deres uddannelse.

Eller ligger der her en upåagtet og uerkendt opgave for bedsteforældrene? Den bedste erstatning for et modersmål er vel et bedstemodersmål. Intet kan være lykkeligere og mere påkrævet end at sige til de gamle i vort samfund, pensionisterne, at der er brug for dem, at de har en vigtig opgave. Vi trænger til en Landsforening til fortællekunstens genoplivelse. Selv på et 14-dages pensionistkursus på en højskole, som der arrangeres mange af, kunne der gives betydningsfuld vejledning og opmuntring til at tage en sådan opgave op. Det er såmænd ikke så meget, der skal til. Det må være tilladt at opmuntre både forældre og bedsteforældre til – på deres egne betingelser – at tage opgaven op. I mange tilfælde er det formodentlig kun opmuntring, der behøves. Det drejer sig, som Grundtvig siger i anden sammenhæng – om »at komme naturen til hjælp«. Mange ældre kan i virkeligheden yde meget mere og noget meget mere værdifuldt, end de selv tror.

2) Selvom der er tydelige tegn til, at det mundtlige er ved at trænge frem og gøre sig gældende i folkeskolens danskundervisning, er der en sej og gammel tradition for, at det det drejer sig om, er læsning og skrivning. At tale – for ikke at tale om at høre eller lytte – anses børn for at kunne i forvejen. Det behøver skolen ikke at beskæftige sig med. Når det drejer sig om skriftlig fremstilling, opøves man gennem skolen og uddannelsessystemet gennem stadig større og sværere opgaver, men i mundtlig fremstilling sker det langt mere sporadisk og tilfældigt, hvis det i det hele taget sker. Analfabetismen er stort set udryddet, men er det forkert at sige, at trods mere end 150 års anstrengelser fra skolens side lærer op imod halvdelen aldrig at læse og skrive som andet og mere end en mekanisk tillært færdighed, som benyttes mindst muligt. Man tager telefonen i stedet for at skrive et brev, og man læser højst billedteksterne i blade og aviser, eller man klarer sig med radio og fjernsyn. Men det er endnu uprøvet, hvor langt man kunne nå ved en anden vægtfordeling mellem mundtligt og skriftligt i skolen. At høre og tale er trods alt mere naturligt end at læse og skrive. Som Grundtvig siger, har man endnu aldrig set et barn blive født med en pen i hånden eller med en bog under armen, men mangler det ører eller mund .... Masser af børn – og voksne – mangler simpelthen øvelse i at høre, hvilket naturligvis hænger sammen med, at masser af forældre og lærere ikke lægger vægt på at fortælle dem noget, som er værd at høre på, egnet til at fange og fastholde deres opmærksomhed og fantasi. Det fører til uro, ikke blot i skolen, men også i samfundet. Højskolerne kom i gang som mundtlige skoler, og friskoler fulgte efter. I en generation eller to fastholdtes mundtligheden, lærerne lærte sig virkelig den kunst at fortælle og eleverne at lytte. Men stort set fik eleverne ikke munden »paa Gang« undtagen til at synge, hvad ingenlunde er uvigtigt, hvis hjertet er ligeså vigtigt som hovedet. Men den levende vekselvirkning, samtalen, opøvelsen til mesterskab i modersmålet kom aldrig rigtig i gang. I dette århundrede har vi hørt meget om »passiv lytten«, om foredragets krise m. m., og vi har på højskolerne fået studiekredse og gruppearbejde uden bevidst opøvelse i mundtlig sprogbrug. Egentlig danskundervisning er på retur, og i det omfang den var skriftlig, grammatisk, mere eller mindre kopieret fra det almindelige uddannelsesvæsen, var den vel heller ikke bedre værd. Det er et stort spørgsmål, om man kan vente vejledning og inspiration fra højskolerne, når det gælder en anden vægtfordeling mellem skriftligt (bogligt) og mundtligt. De er vist stort set ligeså boglige som alle andre skoler – eller de har med samme interesse som andre skoleformer kastet sig over den såkaldte non-verbale kommunikation. I hvor høj grad hænger interessen for denne mon sammen med den manglende og mangelfulde mundtlighed?

3) Folketinget er indrettet på mundtlig vekselvirkning med talerstolen i centrum for halvkredsen af medlemspladser. Men det er meget begrænset, i hvor høj grad man hører på hinanden – eller for den sags skyld taler til hinanden. I vidt omfang læser man manuskripter op, som dagen efter kan læses i fortrykket til folketingstidende – hvad flertallet af medlemmer fuldt forståeligt foretrækker. Først under de korte bemærkninger kommer der liv og spil i debatten.

Efter min mening burde manuskripter forbydes i folketinget – bortset fra vigtige regerings- eller partierklæringer af principiel natur. De bør afleveres til trykkeriet direkte. Hvad der er skrevet, bør læses, ikke høres.

Adskillige politikere kan kunsten at tale mundtligt, men de har næppe lært den i nogen form for skole. De har måttet lære sig den selv ad den hårde vej, og den manglende vejledning viser sig undertiden – som hos præster og lærere – i visse unoder eller uvaner, som ingen har mod og barmhjertighed – eller ubarmhjertighed – nok til at gøre dem opmærksom på og rette. Alle der taler meget burde benytte båndoptagere regelmæssigt til en slags selvjustits eller selvkorrigering. Også i undervisningssammenhæng kan dette redskab finde rig anvendelse, hvis man giver sig ud på en systematisk opøvelse i mundtlig sprogbrug.

Derimod er politikere næppe bedre opøvede i at lytte end alle os andre, og det kan blive katastrofalt for vort politiske liv, for dets karakter af samtale eller vekselvirkning, hurtigere end man måske tænker sig. Hvis modparten ikke kan eller vil høre og forstå, hvad man siger, og hvorfor man siger det, eller hvis man ikke selv er i stand til at udtrykke sig med ord, så man bliver forstået, må man gribe til andre midler. Man demonstrerer. Man bruger kroppen. Jo flere kroppe, jo større indtryk, tror man. Ordet degenererer til slagord, råbt i kor eller malet på lærred, gentaget i det uendelige. Meningen er ikke, at de skal høres eller forstås, men at de skal slå eller tvinge. Kun lyden af dem skal høres, jo stærkere, jo bedre. Vi er på vej mod diktatur, massernes diktatur måske, men diktatur – ikke vekselvirkning og samtale. Også det hænger måske sammen med manglende og mangelfuld mundtlighed.

4) Endelig de såkaldte »massemedier«. – Det turde være helt indlysende, at radioen er et mundtligt instrument og kun det. Ikke destomindre knittrer manuskripterne som på folketingets talerstol, ikke lydeligt måske, men det er næppe overdrevent at sige, at universiteternes ældgamle forelæsningstradition i højere grad er mønster og forebillede end højskolernes foredragstradition – til trods for rækken af højskolefolk som foredragschefer (Jens Rosenkjær, K. B. Andersen, Arne Fog Pedersen). Hvor megen vejledning i og opmuntring til mundtlighed gives der mon til folk, der skal tale i radio?

Fjernsynet har en billedside, men sandelig også en lydside. Det er derimod i sig selv totalt uskriftligt og ubogligt. Bogstaver og tal er en uting på skærmen, ligegyldigt hvor fikse og moderne flanellografer og lignende man anvender. Nyhedsoplæseren sidder som en god gammeldags lærer på sit kateder og læser op for os. Nogle af journalisterne forsøger at lære deres manuskripter udenad og stirrer så længe som muligt ud på ingen og alle, andre forsøger at gemme små sedler i hånden eller med andre fiksfakserier at give indtryk af mundtlighed, og endelig er der dem, der står ved deres journalistiske identitet og åbenlyst læser deres koncentrerede og ofte fint formede artikler op, men ingen fortæller en historie, og næsten ingen kommer med en virkelig mundtlig kommentar. Journalister har nu engang lært at skrive – i bedste fald – ikke at tale. Har de lært det, har de lært sig selv det, ad den hårde vej, i praksis. Der gives så at sige ingen uddannelse eller opøvelse i det – bortset fra private talerskoler! Danmarks radio burde lave sin egen.

De bedste fjernsynsudsendelser er efter min mening gamle mennesker, der får lov til at fortælle uden alt for mange afbrydelser og spørgsmål, og enkelte rolige samtaler mellem to, der fik rimelig tid og ikke alt for uvedkommende billeddækning. Det værste er diskussioner mellem 8 eller 15, som aldrig bliver til levende vekselvirkning, men kun til meningsløs og utilfredsstillende afveksling, og så billedserier med oplæst kommentar, der stinker langt væk af død skriftlighed.

Jeg skal slutte med to citater. Det ene er af Paulus og citeres ofte af Grundtvig: »Bogstaven ihjelslår, men ånden gør levende«. Hvis det skal tages til pålydende værdi, må man jo sige, at folkeskolen gennem mere end 100 år har set det som sin hovedopgave at bringe uskyldige børn i forbindelse med dødbringende og livsfarlige genstande dag efter dag, år ud og år ind. Hvor meget levende disse hekseruner har kvalt i tidens løb, lader sig ikke gøre op, men kunne vi dog ikke blive enige om – forsøgsvis – at sætte munden og ørerne på førstepladsen og lade pennen og bogen komme i anden række?

Nej, det lader sig nok ikke gøre. Vi er forheksede eller forgjorte af bøger og skrift.

Paulus er jo heller ikke i høj kurs. Jeg ved godt, at han med bogstaver ikke mente bogstaver slet og ret. Han mente den skrift, han kendte, nemlig det gamle testamente, loven, som på moderne psykologisk hedder: normerne. Men hvordan oversætte ånden? Dermed mente man jo en kraft eller livskraft udefra eller ovenfra. Noget sådant ligger udenfor moderne bevidsthed. Det nærmeste man kommer det på moderne marxistisk er vel netop bevidsthed – eller motivation. Altså: normerne dræber, men motivationen (bevidstheden) gør levende. Citatet handler altså slet ikke om forholdet mellem mundtligt og skriftligt. Det er i det hele taget ikke relevant. Lad os glemme det.

Men det andet citat. Det er et vers af Grundtvig. Det stammer fra en salme, som næppe synges meget. Det lyder:

Bladet fra Munden!
Glem ei, hvad Tale betyder i Grunden,
At det er Hjertet på Tungen!
Glemme sig selv over Gavnet, Man giør,
Det giør man helst, naar man tør.

Der hører mod til mundtlighed – ikke mindst, når man står på en af landets fornemste talerstole.

Hvad hjertet ikke husker er næppe værd at huske. Det kan man skrive – i glemmebogen. Hvad kun hovedet kan huske, kan man lade bogen huske. Man kan altid vende tilbage og slå op.

At glemme sig selv er det lykkeligste af alt. Om man gør gavn, er et andet spørgsmål. Det kan man lade andre afgøre.

Vilhelm Nielsen.