Leonora Christines psyke

Af Vilhlem Nielsen

I anledning af Bodil Wambergs bog »Leonora Christina«.

Kongedatteren Leonora Christine var hverken helgen eller martyr. Men hun var et barn af sin tid og når hun kalder sig en »Kristi korsdragerske«, udtrykte hun sine lidelser i tidens sprog og tankegang. Fhv. undervisningsinspektør Vilh. Nielsen har nærlæst Bodil Wambergs bog om Leonora Christina og har en anden og mere positiv opfattelse af Christian IVs datter.

Mere end halvt igennem Bodil Wambergs i mange henseender fortræffelige bog om Leonora Christina bliver man for alvor forskrækket. Kan en så kyndig forfatter virkelig begå en sådan brøler som at tillægge Kingo salmen »Op i Kristne, ruster Eder«? Det kan hun åbenbart. Men hvad så med hendes historiske, kulturelle og religiøse viden og dømmekraft i øvrigt?

Man bliver mistænksom og læser – eller gennemlæser – resten af bogen med skærpet opmærksomhed, og det varer ikke længe, før man finder andre tvivlsomme konstateringer og vurderinger. Man bliver i det hele taget opmærksom på en tendens, som det ikke er rart at måtte erkende tilstedeværelsen af. I virkeligheden er det janteloven, som gør sig gældende: »Du skal ikke tro, du er noget«. Vel var Leonora Christina kongedatter, og vel var Corfitz Ulfeldt adelsmand, men derfor var de ikke hævet over almmindelig moral. De var mennesker som alle andre. Vel erkender BW, at rang og stand i 1600-tallet var en realitet af langt større betydning end i dag, at så at sige hele den danske adel berigede sig med god samvittighed på nationens bekostning, og at sansen for, hvad man skyldte sit fædreland ikke var udviklet som i det l9. og 20. århundrede, men det holder hårdt med at fastholde disse erkendelser, når det kommer til de konkrete begivenheder. Bevidst eller ubevidst spiller vore dages – selvfø!gelige – opfattelser med i vurderingerne.

Tydeligst kommer det måske frem, når Leonora kastes tilbage på sin religiøse gudstro, når lidelserne overvælder hende i en sådan grad, at hendes egen styrke er ved at forsage og gå i knæ. BWs psykologiske beskrivelse og vurdering af disse ting er efter min mening ikke tilfredsstillende. Psykologien slår ikke til over for Leonoras religiøse reaktioner. Der opstår derved en slags pseudo-teologi, som dels giver et uhistorisk billede af fromhedslivet i 1600-tallet, dels en fordrejet eller forvrænget kristendomsopfattelse. Psykologi kan blive en streng herre, når den vil være enevældig. Moderne psykologi er måske ikke det bedste redskab til at lukke op for en forståelse af en person som Leonora Christina og det fromhedsliv, som er hendes baggrund.

Set i en større sammenhæng er fadæsen med »Op i Kristne, ruster Eder« måske af mindre betydning, men den vækker en gavnlig skepsis.

Når Jahve i Jobs bog hævder og understreger sin overlegne storhed, er højdepunktet som bekendt flodhesten og krokodillen, hvis eksistens naturligvis ikke er noget tegn eller bevis på Jobs synd ellei skyld, men på Guds suverænitet. Job er retfærdig og har vandret lydefrit både i egne og i Guds øjne. Gud er så at sige ikke interesseret i hans evt. synd eller brøde. Hans brøde opstår først, da han begynder at gå i rette med Gud på grund af sin ufortjente lidelse og ulykke, og derved sætter spørgsmålstegn ved Guds suveranitet; hans helt overlegne visdom og retfærdighed. Jobs fejl er, at han dømmer ud fra sig selv, hans synspunkt eller synsvinkel er for snæver. Han er psykolog, kunne man næsten sige. »Hvor var du, da jeg grundede jorden?«, »Kender du tiden, da stengeden føder?«, osv.

En anden ting, som BW gør et stort nummer ud af, er begrebet »udvalgt«. Hvori består Leonora Christinas udvælgelse? Først og fremmest i, at hun er kongedatter, siger BW. Det er naturligvis i sig selv ikke en religiøs udvælgelse, og dog.

Man skal nok ikke overse, hvor meget der også i Ny Testamente gøres ud af, at Jesus var en Davids søn, altså af kongelig æt, en æt, som i hvert fald var udvalgt af Gud efter Israels overbevsining. Den ventede Messias skulle være af Davids æt. Kongen var udvalgt, men han var konge for et udvalgt folk. Folkets udvælgelse kom først.

BW henviser flere gange til, at Leonora citerer Lukas kap. 18 om den uretfærdige dommer, som til sidst gav enken ret for at blive fri for hendes plagerier, hvorefter Jesus siger: »Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem som råber til ham dag og nat?« Når man ser nøjere efter, er der her ikke tale om en rangsperson, men tværtimod om en fattig og forsvarsløs enke. Hvis hun er udvalgt, er det fordi hun tilhører et udvalgt folk, hvis udvælgelse også Jesus respekterer, og så fordi hun råber i sin nød, som de kananæiske kvinder gjorde det, og som Leonora også gør det. Jesus tilhørte selv det folk, levede i dets tradition. At oprette en modsætning mellem ham og dets Gud, Jahve, er noget nær meningsløst, men BW forsøger det.

Vel brød han også denne tradition, først og fremmest med sit kors. Og dog, heller ikke her er sandheden entydig. Det Gamle Testamente kender meget vel til en lidende Messias, som hænger på et træ og foragtes af alle.

Jamen, er det da ikke forargeligt, at Leonora kalder sig en »Kristi Korsdragerske«, opfatter sine lidelser i Kriti lidelsers lignelse? Især da hun idelig pukker på sin uskyld i Ulfeldts forræderier, som de færreste kan føle sig helt overbevist om, og som i hvert fald ikke er utvetydigt fastslået og dokumenteret. Snarere må man tro, at hun mener det tilladt at lyve, hvis man dermed kan redde et andet menneske. Det gør hun allerede som stort barn iflg. den franske selvbiografi, som er BWs hovedkilde og grundlag, og mon ikke hun fortsætter med det, hver gang hun kommer i forhør, og i sine senere skrifter? Både hun og Job hævder at være uskyldige. I Jobs tilfælde godkender Gud uskylden, i Leonoras tilfælde hævdes det, at Gud går med hende ind i fængslet, trøster og hjælper hende. Det kan BW ikke snuppe. Lad gå med Job. Han hører hjemme i det Gamle Testamente, men efter at »Loven« er skærpet eller afløst af Bjergprædikenen, er der ingen mulighed for uskyld. Til gengæld er der noget, der hedder nåde og tilgivelse, og det er vel at mærke ikke på betingelse af detaljeret syndsbekendelse og skylderkendelse.

Hvad interesserer den suveræne Gud sig for vore fejl og fald? Den fortabte søn, som beskrives som Lukas et par kapitler før enken og dommeren, får ikke engang lov eller lejlighed til at fremsætte sin velforberedte syndsbekendelse. Den må straks vige pladsen for faderens glædesudbrud i en historie og i et kapitel, hvor glæden er hovedsagen, som alt må vige for. Jo, den suveræne Gud glæder sig over syndige og skyldige, som vender hjem eller lader sig finde. De er hans udvalgte på trods af deres fejl.

Og han er med dem. Også den tanke eller formulering støder BW sig på. Det er den gammeltestamentlige Immanuels-tanke: Gud med os. Jeg kender godt indskriften på de tyske soldaters bæltespænde: »Gott mit uns«. Og jeg kender også Joan Baez’ fine sang »With God On Our Side«. Alt kan misforstås og misbruges. Men misbrug ophøver ikke brug. »I dag skal du være med mig i Paradis«, hedder det til den ene røver på korset. Det vil sige så mege som: Jeg er på din side, jeg er med dig, selv om du er en røver og forbryder. Din konkrete misgerning interesserer mig ikke, dit hjertes trang til redning og hjælp er mig nok.

Er det ikke det, vi møder i Jesus-historierne på stribe? Han var ikke med den rige bonde eller ham, der ville have ham til dommer i en arvesag. Han var ikke med den rige mand, ved hvis dør hundene slikkede Lazarus’ sår. Han var ikke med Zebedæus-sønnerne og deres moder, da de ville have de fornemste pladser i Himmerriget. Men han var med den samaritanske kvinde og kvinden grebet i hor, han var med hele rækken af syge og forpinte, som strømmede til ham, han var med børnene og deres mødre uden tanke for nogen syndsbekendelse eller skylderkendelse hos dem. Deres komme var nok.

Jeg kan altså slet ikke se det forargelige i, at Leonora siger, at Gud tager hende i hånden og går med hende ind i Blåtårn og den mørke kirke, styrker hende under forhørene, bevarer hendes forstand og koncentrations-evne, hendes sans og samling, nægter at lade hende dø, da hun for alvor bliver deprimeret og fortvivlet og kun ønsker at dø, giver hende appetit igen og tålmodighed og humor til at stå det hele igennem i 22 år. Hvorfor må hun ikke modtage denne styrke og kraft fra sin Gud? Fordi hun ikke vil erkende sin medskyld i forræderiet, forråde sin mand til de enevældige myndigheder? Fordi hun er hævngerrig mod alle, som har villet skade og pine hendes mand og hende selv?

Ja, fejlfri var hun ikke. Hun var hverken helgen eller martyr, som senere tider har gjort hende til. Når hun kalder sig »Kristi Korsdragerske« beskriver hun sine lidelser i tidens sprog og tankegang. Når hun kalder sig »udvalgt«, er det, fordi Gud hører hende, når hun råber til ham. Vel var hun kongedatter, vel var hun stolt og hævngerrig, men først og fremmest var hun »et menneske, fuld af menneskelige skrøbeligheder«, som hun selv siger i fortalen til Jammers-Minde.

Hvorfor fremhæver og understreger Bodil Wamberg ikke denne selvkarakteristik? Var hun for ringe til, at Gud kunne være hos hende og med hende? Hvad så med alle os andre?

Vilhelm Nielsen