Kolds Vennemødetale (psyko)analyseret – ?

Af Vilhelm Nielsen

I anledning af Hanne Engberg: Historien om Christen Kold, Gyldendal, 1985. Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Hanne Engbergs højst læseværdige bog »Historien om Christen Kold« (Gyldendal, 1985) er blevet rost af anmelderne for sin fortællende form, hvorved den er i harmoni med sit emne. Men samtidig er den blevet kritiseret, fordi den sammenfattende tolkning og vurdering i bemærkelsesværdig grad bygger på Freud og psykoanalysen, som ikke har nogen umiddelbar forbindelse med emnet og manden. Man kunne ønske en virkelig sagkyndig og kompetent vurdering af denne fremgangsmåde og dens resultater, men det er jeg ikke i stand til at give, og det bliver nok svært at finde nogen, som er det. Det følgende er kun et forsøg på at forstå og tolke »Vennemødetalen« på dens egne præmisser så at sige og derved sætte spørgsmålstegn ved nogle af de resultater Hanne Engberg når til, og de forudsætninger, hun går ud fra. (Talen citeres efter Ejnar Skovrup: Kolds Skoletanker, 2. udgave, 1944, side 65-84).

Een ting skuffede mig straks ved læsningen af Hanne Engbergs bog, hvis tilblivelse jeg har fulgt på afstand, nemlig at den helt afgørende oplevelse i Kolds liv: det første møde med lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg ikke skildres udførligere.

Men Hanne Engberg er nok lovlig undskyldt. Efterladt skriftlig materiale, historisk dokumentation foreligger ikke. Begivenheden kan hverken steds- eller tidsfæstes nøjagtigt og sikkert. I virkeligheden har man kun Kolds egen iangt senere beskrivelse af den i Vennemødetalen i september 1866, som er et enestående dokument i dansk kultur- og åndshistorie. Indbudt af Grundtvig m.fl. og opfordret til ikke at fatte sig for kort fortalte han for en tusindtallig forsamling i København om, hvordan han blev folkeoplyser.

Der kendes intet manuskript til talen. Et sådant har næppe foreligget. Kold var det mundtlige ords mand. Men talen blev stenograferet, trykt og udgivet i »Det kirkelige Vennemøde i Kjøbenhavn,'10.-11. september 1866«, side 45-74, og dermed har vi for en gangs skyld en så tro afbilding af lyden af det ord, der lød, som det nu engang var muligt at få, før grammofon og båndoptager var opfundet. Det, som ellers forsvinder ud i den blå luft eller opbevares i mere eller mindre tilfældig form i menneskers hukommelse eller hjerter, det mundtlige ord, er her på en måde fastholdt. Men naturligvis: tonefald, gebærder, pauser, fremhævelser m.v. har vi ikke. Dertil kommer visse dialekt- eller sociolektejendommeligheder. Kold var jyde, thybo af fødsel og opvækst, søn af en skomager i den lille købstad Thisted. Han var ikke bonde eller bondesøn. Det stenografiske aftryk rummer derfor adskillige muligheder for misforståelser og fejltolkninger, men man kan efter min mening ikke bebrejde Hanne Engberg, at hun lægger så stor vægt på dette dokument, tværtimod, selvom man kan være uenig i tolkningen af det.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at man ud fra psykoanalytisk teori kan afsløre sammenhænge og vinde en dybere forståelse af talen, og at man med et moderne psykoanalytisk sprog kan gøre Kold og det, han stod for, mere tilgængeligt for nutidsmennesker, men det kan bestemt heller ikke udelukkes, at man derved kan komme til at forvride og forvrænge dokumentets egentlige indhold og hensigt.

For mig at se er det afgørende i Kolds liv altså hans første møde med Larsen Skræppenborg. Det fylder ikke meget i talen – ca. halvanden side (71-72) – men spørgsmålet er, om det ikke, også i talen, er det afgørende midtpunkt, som forberedes gennem de foregående barndomsoplevelser og selv forbereder det afsluttende om hans skoler og om »Oplivelse« og »Oplysning«. Han havde jo fået til opgave at fortælle, hvordan han blev folkeoplyser, og den afgørende pointe er, at der måtte en »Oplivelse« til først – både hos ham selv og hos hans elever, og den bibragte Larsen Skræppenborg ham.

I virkeligheden er talen meget fint opbygget omkring dette centrum, når man først får øje for det. Om det er bevidst eller ubevidst, skal jeg ikke kunne sige. Psykoanalysen vil jo kalde det ubevidste eller underbevidste frem i lyset, gøre det bevidst. Det er så sin sag med afdøde personer på grundlag af skriftlige dokumenter, selvom de – som i dette tilfælde – i virkeligheden er mundtlige, kun affotograferet i skriftlig form så at sige. Derved er der formodentlig større mulighed for, at noget ubevidst afslører sig.

Men i hvert fald: Kold begynder med sin moder, som ved at fortælle æventyr for børnene giver ham det første indtryk af ordets magt eller af, hvad »Oplivelse« er. Når børnenes leg var gået i stykker, og de i stedet drillede hinanden, kunne hun med sin æventyrfortælling genskabe »Liv og Munterhed«, så legen kunne begynde påny.

Hanne Engberg har utvivlsomt ret i, at Kold var sin moders søn, men spørgsmålet er, om hun ikke undervurderer og nedvurderer faderen. Ganske vist foreligger der intet om, at han fortalte æventyr, og det er klart nok, at han rettede på Kold, var ærgerlig over hans manglende håndelag for skomagerhåndværket og fortrædelig over, at sønnen derfor tilsyneladende ikke duede til noget, men man skal ikke overse, at da Kold kom i vanskeligheder på seminariet, forærede faderen ham et ur til 12 rigsdaler (!) for at opmuntre ham. Man skal heller ikke overse, at Kold som voksen, inden han rejste til Smyrna, lærte sig bogbinderhåndværket, så han i givet fald kunne klare sig selv, og at han indførte det som fag på sine skoler. Det er næppe for stærkt sagt, at både når det gælder penge – nøjsomhed og sparsommelighed – og når det gælder håndens arbejde – husarbejde, håndværk og landbrug – og den høje vurdering af det, menneskeligt og pædagogisk, var Kold sin faders søn hele sit liv – hvordan det så passer ind i en psykoanalytisk tolkning. På det sidste punkt er han i øvrigt langt mere grundtvigsk end Grundtvig selv, hvis forhold til håndens arbejde er rent teoretisk. Det eneste, han kunne bruge sine hænder til, var at skrive! Men det er klart nok, at han ønskede alle børn og unge – også sine egne – oplært i en eller anden nyttig syssel i stedet for at sidde indespærrede i skoler.

Med hensyn til penge forholder det sig nok lidt anderledes. Grundtvig lagde ingen vægt på at tjene sine penge selv, men megen vægt på at stole på Vorherre også i den sag. Kold var uhyre forsigtig og nøjeregnende med penge og lagde afgørende vægt på at kunne klare sig selv. Det hænger naturligvis sammen med, at der er en afgrund til forskel på deres baggrund, hjem og opvækst, på det »skjulte pensum«, de i så henseende lærte som børn. Kold forbliver »småborgerlig«, eller om man vil »agrar-småborgerlig«, hele sit liv, og mon ikke det først og fremmest er en arv fra faderen, en arv, som han sætter pris på og giver videre til sine elever.

Foruden moderens ord virker også præsten Agerbeks ord oplivende på drengen. De gør ham glad. Han møder ham i skolen og går – trods moderens protester – hen og besøger ham. Hvad præsten siger – i skolen og i samtalen i præstegården – nævnes ikke i talen, men at han er imødekommende over for et barn, at han straks indleder samtalen, fremhæves. Er det for meget sagt, at hermed forberedes den afgørende pointe i Larsen Skræppenborgs prædiken: Også Gud er forekommende, initiativtagende, han »elsker« menneskene uden først at forlange noget af dem.

Hvad Hanne Engberg derimod lægger vægt på, er en bemærkning om, at Kolds moder »elskede« pastor Agerbek med en »hel ualmindelig Kjærlighed. Hun græd og slog i Bordet og skiændte paa alle andre Præster og Oplysere, naar hun kom i Tanker om Agerbek; som han var, skulde de andre være«, hedder det (66). Han var kun tre år i Thisted, 1827-30, men han var åbenbart en helt anden slags præst end den provst, hun havde tjent i 10 år, og som hjalp hendes nykonfirmerede søn til en lærerstilling.

For mig er der ingen tvivl om, at Kold her har sin moder lidt til bedste. Der er ironi i hans udtalelser om hendes »Kjærlighed« til Agerbek, som senere blev en virksom deltager i og leder af gudelige forsamlinger på Fyn. For Hanne Engberg ser det helt anderledes ud. Hun ved, hvad Agerbek »indirekte« siger til drengen (s. 298), og det er ikke så lidt: 1) moderen måtte ikke »begæres«, hverken af drengen eller af præsten. 2) Drengen kunne ved »fromhed« blive befriet for sine »kærlighedskvaler« over for moderen og 3) moderen var selv »from« – som den landsbypige, der var beskrevet i en af de fire bøger, som præsten forærede drengen under samtalen, og som han »læste med stor fornøjelse«.

Efter min mening er det det rene digt – for ikke at sige: løgn og forbandet digt – som her lægges ind i denne samtale. Grunden til hans glæde er simpelthen præstens imødekommenhed og venlighed, som overraskede ham. Han var spændt og bange, da han gik hen i præstegården, det var jo imod moderens vilje og råd. Han sammenligner med den spænding og frygt, han føler ved at bestige talerstolen i København. Beskrivelsen forbereder Larsen Skræppenborgs tale om Guds imødekommenhed og venlighed over for Kold og alle mennesker. At Kold skulle have haft erotiske problemer i forholdet til sin moder, hadet sin fader og præsten som rivaler, ubevidst naturligvis, er fri psykoanalytisk fantasi uden belæg i det forhåndenværende materiale. Men glad blev drengen, da præsten mod forventning var imødekommende og indladende over for ham. Så meget er sikkert og klart.

Skildringen af, hvordan det gik til, at Kold blev lærer og ikke skomager, skal jeg ikke gå nærmere ind på, blot fremhæve at der ikke ligger noget særligt uforstående endsige ondsindet i, at faderen vil have, at han skal være skomager. Det er simpelthen skik og brug, tradition, det mest nærliggende og velgørende for drengen. Det synes næsten at være modvilligt, at faderen bliver »helt vred og fortrædelig« over drengens dårlige håndelag. Kold derimod føler ikke bare sit håndelag, men sig selv forkastet som »et sølle skrog«, der intet duede til, og fortæller i denne sammenhæng om en helt anden bebrejdelse fra faderens side – det drejer sig om omhu for knapper og knaphuller – som får Kold til at indskærpe forsamlingen at huske på, hvordan de selv var som børn. Det var det, Agerbek instinktivt gjorde. Kolds fader burde have indset, at sønnen ville blive ligeså forsigtig med knapper og knaphuller, som faderen var, når han nåede hans alder. (68). Men det var i øvrigt ikke blot faderen, der forkastede ham og fratog ham enhver selvtillid. Moderen sagde ganske vist: »Du er god nok ... du skal ikke være Skomager«, men at han i stedet – efter hendes bestemmelse – skulle være »Skolemester« var ikke uden videre styrkende for hans selvtillid. »Degnene var de foragteligste Folk, min Moder vidste af at sige. Jeg maatte bestandig høre: »Du duer ikke til Andet, derfor skal du være det. Det er det Bedste, uduelige Mennesker kan komme til, thi naar Degnene bliver gamle, saa bliver der slaaet Melgrød op på Væggene med Søm, saa de kan gaa og slikke den af «.(69)

Naturligvis har Kold også her et glimt i øjet. Han har igen sin moder lidt til bedste, men også sig selv og hele sin stand. Men det fremgår tydeligt, at det ikke blot er faderen, men også moderen, der nedbryder hans selvtillid. At moderen – sig selv uafvidende – så med sine »Ord«, sine fortællinger, har lagt et grundlag for at bygge den op igen, er en anden sag. Måske har faderen gjort noget tilsvarende med sin flid og sparsommelighed. Elsket og accepteret har han nok trods alt alligevel følt sig – af begge, tværs igennem vanskelighederne med at finde en vej, et erhverv og en uddannelse, og tværs igennem kejtede bebrejdelser.

I hvert fald bliver den nykonfirmerede dreng »lærer« i en »omgangsskole« eller »biskole« i Faartoft uden for Thisted. Hovedet, skolekundskaberne, var der ikke noget i vejen med. I »Klogskaben« fandt han rigelig erstatning for det manglende håndelag, og for at han var lille af vækst – for rigelig måske.

Hanne Engberg understreger (s. 57-58) at han også her oplever, at ord – specielt hans egne ord – gør indtryk, skaber afklaring og glæde, da han ved præsentationen holder en lille tale til sine elever og deres forældre; og det er for så vidt i orden. Det er ganske vist en formaningstale, ikke en fortælling. Men vigtigere er, forekommer det mig, en anden episode fra skolen i Faartoft, som kan ses som en direkte forberedelse af oplevelsen under Larsen Skræppenborgs prædiken. Konfirmanden faldt i en middagsstund for fristelsen til at spille kegler med sine elever, hvad han havde fået at vide, at han ikke måtte. Respekten skulle opretholdes! Også her overraskes han af uventet venlighed og imødekommenhed. Han har nemlig dårlig samvittighed, da skolens nabo nærmer sig, og han bliver bange for, at han – som skolemester – skal tages i skole, stå skrifte, for denne barnagtighed, som hos en femtenårig er meget forståelig. Situationen bygges langsomt op. Den skikkelige bonde, som har set, hvad der foregår, beder ham følge med hjem, men siger ingenting undervejs. Heller ikke da de kommer ind i stuen og får sat sig. Han beder blot sin kone skænke kaffe for dem. Men så siger han: »Du skal ikke spille Kegler med Skolebørnene, men du maa komme op i min Gaard i Middagsstunden, saa skal min Søn, som er konfirmeret, spille med dig«. Kold bliver glad og lettet, »saa forunderlig glad«, siger han i talen, og han afslår tilbuddet. Han kan sagtens lade være at spille kegler, men manden holder på sit: »Troer du, at jeg vil tage Noget fra dig uden at give dig noget Bedre istedet, troer du, at jeg vil tage Keglespillet med Børnene fra dig uden at give dig min Søn at spille med!«

Kolds kommentar lyder: »See, hvilken Kiærlighed, og jeg havde nær sagt Forstand, den Mand var i Besiddelse af.« (69-70)

Kærlighed er hovedordet i Larsen Skræppenborgs prædiken, eller i det mindste i Kolds oplevelse af den, som vi straks kommer til. Der er næppe tvivl om, at Larsen Skræppenborgs tekst har været Johs. 3,16: Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne ... Men Kolds ironi fornægter sig ikke: »... Kiærlighed, jeg havde nær sagt Forstand«! Det er jo oplysning, han skal tale om, hvorledes han blev folkeoplyser. Oplysning har med forstand at gøre. Indirekte vender han sig allerede her mod Grundtvigs formulering af emnet. Som oplivelse må komme før oplysning efter Kolds mening, må kærlighed komme før forstand. Eller sagt på grundtvigsk: »Livet« må komme før »Lyset«. Det helt ironiske – eller dobbelt ironiske – er, at i så henseende er han på linie med Grundtvig (»Den har aldrig levet ... osv«). Og dog er der måske den forskel, at hele Grundtvigs højskoletanke, som den udformes i planerne om »Skolen i Soer«, går ud fra, at man kan og skal gå direkte løs på oplysningen, ikke uden fantasi og følelse, poesi og fædrelandskærlighed, men uden meget hensyn til, at alt dette først skal »oplives«, i hvert fald hvis man vil have den jævne almuesmand på skole med godt resultat. Det er Kolds kommentar eller korrektion til Grundtvigs tanker om oplysning. Det er hovedindholdet af hans tale, tydeligt konkluderet til sidst og belyst med talrige eksempler undervejs. Kold selv måtte først vækkes kristeligt – med kærlighed – og det er hans erfaring, at det må almuesfolk, inden nogen oplysning kan finde indgang. Senere skulle det vise sig, at Kold også kunne formidle en »Oplivelse« ved hjælp af et nationalt, historisk stof. Men det er derudover værd at bemærke, at den kristelige forkyndelse, som vakte og oplivede ham selv, ganske vist fremførtes af en »gudelig« prædikant og førte ham – for en tid i det mindste – ind i den gudelige forsamlingsbevægelse, som Grundtvig ikke brød sig om, selvom han forsvarede dens frihed, men i virkeligheden i selve sit indhold og sigte var – grundtvigsk! Det er en hovedsag for Grundtvig allerede i 1820'erne og bliver det i stigende grad, at evangeliet er et budskab om kærlighed, ikke om lov og dom. Der skal ikke skræmmes og trues til tro, men lokkes. »Kærlighed først« er saa at sige en del af »Menneske først... « både i den forstand, at vi meget godt ved noget om, hvad kærlighed er, før vi møder eller hører om Guds, og i den forstand at Guds kærlighed er forud for alt andet fra hans side, forud for ethvert krav om kærlighed eller retfærdighed, forud for skabelsen, for livet selv.

Skildringen af optagelsen på seminariet i Snested i 1834 er så at sige optakten til beretningen om Larsen Skræppenborg (70-71). Den er ikke uden humor, men hovedsagen er at få gjort det klart, hvilken knibe Kold var i og kom i. Fra den forudgående treårige huslærervirksomhed på en herregård nævnes kun, at han læste Peder Paars og Holbergs komedier med folkene om aftenen, og det er vel for at gøre det klart, at det var på et hængende hår, han bestod optagelsesprøven. Hans bibelhistoriske kundskaber var ikke tilfredsstillende efter forstanderens mening. Det skyldtes tildels sproglige misforståelser: »messiansk« var et fremmedord for ham, og selvom han, da han fik ordet forklaret, kunne nævne nogle messianske spådomme, var det eneste, han ellers havde læst i bibelen fra apokryferne: historierne om Judith og Holofernes. Det er ikke just centrale bibelske tekster! Måske skyldtes det ordet læst. Han blev ikke spurgt, hvad han havde hørt. Og at han derudover kun kunne nævne Holbergs Peder Paars som noget, han havde læst, gjorde ikke sagen bedre, men optaget bliver han, selvom han kommer til at »sidde allernederst«, hvad han på en måde opfatter som en uretfærdighed, da han efter egen formening var »ligesaa klog som alle de Andre.« (71) Sin klogskab undervurderer han ikke. Den kompenserer for meget.

Men i knibe var han – og kom han. For det første forstår han ikke, hvad lærerne siger i timerne, og for det andet drager han den slutning af en prædiken, forstanderen, den senere biskop Brammer, holder, at han ikke er »en Christen«. Med et anstrøg af ironi hedder det, at »Udsigterne vare mørke«, da han »var en daarlig Seminaristelev og heller ingen Christen« (71).

Begge problemer løses imidlertid med eet slag, da han hører Larsen Skræppenborg. Det foregik antagelig i Salling sidst i 1834 eller først i 1835, altså et par måneder efter at han var begyndt på seminariet, 18 år gammel.

For det første blev han en god seminarieelev, siger han: »Fra den Dag af kunde jeg forstaae hvad de sagde paa Seminariet, og jeg kunde huske og gjøre Rede derfor; jeg læste ikke ret meget, men hørte blot efter« (72).

Men det er ikke det vigtigste. Det andet er langt vigtigere: Han blev klar over, at han var »en Christen« af den simple grund, at Gud elskede ham. »Da jeg hørte det, foer det igjennem mig med en Overbevisningens og Følelsens Kraft, at Gud elskede Menneskene, at han ogsaa elskede mig... « (71). Det var nyt for ham, selvom han naturligvis havde hørt det før. Gud var ingen »Politimester« eller en »streng Skolemester«, der straffede overtrædelser. Han var kærlighed, han var – en fader.

Ordet bruges ikke, og det kan en psykoanalytiker muligvis få meget ud af. Jeg synes, Hanne Engberg overser både, at Kolds moder slog ham som barn, når han var uartig, gav ham en velfortjent »Ørefigen«, og sagde, han var en grim dreng, og at Kolds fader gav ham det nævnte ur, da han var mest nedtrykt på seminariet. Mon ikke, hun overdriver hans »moderbinding« og undervurderer faderens – måske nok ordløse og kejtede – forsøg på at udtrykke sin kærlighed til sønnen. Mit gæt er, at Kold meget godt har vidst, hvad faderkærlighed er, erfaret så meget af den, at alle forudsætninger har været tilstede for at forstå, at ordet fader om Gud betyder Kærlighed.

Men det vigtigste er virkningerne af det, han fik at høre. »Jeg har aldrig kjendt Mage til det Liv, den Lyst, Kraft og Drift, der da opstod hos mig, jeg var saa glad, at jeg ikke vidste, paa hvilket Been, jeg skulde staae, over den Opdagelse, jeg havde giort« (71).

Hanne Engberg mener, at virkningen hermed er »beskrevet, som man almindeligvis beskriver en forelskelse« (s. 58). Det skal jeg ikke ganske afvise, men var det dog ikke mere naturligt at henvise til Apostlenes Gerninger, hvad seminarielæreren P. K. Algreen da også gør, og Kold accepterer, som beskrivelse af tilsvarende oplevelser og deres virkninger. »En følelse af erotisk art er blevet forløst« skriver Hanne Engberg (s. 58). Heller ikke det skal jeg ganske afvise, men jeg må dog gøre opmærksom på, at den umiddelbare følge er »mission«, forkyndelse, meddelelse af »Opdagelsen« til venner og bekendte og hvemsomhelst. Selv forstår han den ikke som erotisk, men finder en dækkende og tilfredsstillende forklaring i de første kristnes oplevelse af Helligåndens kraft og glæde, lyst og liv.

Ejendommelig er den rolle ordet »Forstand« spiller også i denne sammenhæng. Man må holde fast, at emnet for Vennemødetalen er oplysning, hvorledes han blev folkeoplyser, og at Kold som nævnt ikke undervurderer sin egen »Klogskab«. Den overgår endog moderens (66). Nu beskyldes han for at have »mistet Forstanden«, men Algreen trøster ham med, at det er de andre, der ikke er »kommet til Forstand« endnu, og han accepterer trøsten – og udtrykket. At blive ude af sig selv af glæde over Guds kærlighed, er ikke uforstandigt! I hvert fald bliver han overbevist om at være »en Christen«, fordi han så, at det var gået de første kristne »omtrent ligesom mig« (72).

Set fra et pietistisk synspunkt mangler ganske den forudgående »Syndenød« og »Helvedesangst« i denne omvendelseshistorie. Det er ikke frygt for fortabelse, skræk for det negative, men fremhævelse af det positive: Guds kærlighed, der griber ham og har de formidable virkninger. Deri er der noget ægte grundtvigsk. Det er så at sige »den glade kristendom«, han gribes af og omvendes til med et slag ved denne »gudelige« forkyndelse.

Men oplevelsen får også en anden virkning, som forbinder eller forener de to problemers løsning: Han beslutter ikke at »forlade Seminariet, men gaae det igjennem« – det lyder næsten, som om det er en kedsommelig bodsøvelse, der skal overstås – »men dog gjøre det til min egentlige Opgave i Verden at gjøre Hjerterne glade med det Budskab, at Gud- elskede os ved sin Søn Jesus Christus, uagtet vi vare Syndere« (72). Det lyder næsten, som om det er præst eller prædikant, han vil være, og ikke lærer. Det er »Ordets Magt til at gjøre Hjerterne glade«, han har oplevet, og han er næsten med det samme i gang i de gudelige forsamlinger på egnen: »... snart erfarede jeg, at Gud havde givet mine Ord den Kraft eller lagt mig de Ord i Munden, at ogsaa jeg kunde gjøre det, og saa besluttede jeg fra den Stund af, at jeg skulde befatte mig med det« (72). Hans liv havde fået et nyt indhold, en anden retning, som ikke blot bestod i at være eller blive lærer, men som dog meget vel kunne virkeliggøres i en undervisning, også i en børneundervisning, der på en måde blev hans egentlige felt. Også deri er der i en vis forstand noget grundtvigsk: Kristendom, Guds rige, er først og fremmest tilgængeligt for børn – man tør i dag knap nævne kvinder i denne sammenhæng – noget barnligt og kvindeligt, ikke noget teoretisk og tankemæssigt. Ingen har fremhævet det mere end Grundtvig, og ingen har skabt og praktiseret en børneundervisning i og om kristendom frem for Kold. Dette barnlige aspekt gør, at moderen inddrages i denne sammenhæng. Hendes æventyrfortælling ligestilles med Larsen Skræppenborgs prædiken i evne til med ord at gøre »Hjerterne glade« (72). Denne opgave og denne evne forlader aldrig Kold.

Det videre forløb skildres meget kortfattet i talen. Faktisk blev der dannet en »gudelig« forsamling på seminariet af Algreen, Kold og nogle flere seminarieelever, hvor man ikke blot læste Luthers prædikener og pietistiske andagtsbøger, som det var sædvanligt, men også Grundtvigs prædikener: »Søndagsbogen«, og drøftede artikler i Lindbergs »Nordisk Kirke-Tidende«, hvilket aldeles ikke passede forstander Brammer, som nok som ung student havde sluttet sig til Grundtvig, men efter 1825 ikke havde kunnet følge ham.

»Om julen kom vi til Salling, og jeg var saa heldig at træffe Mennesker, som var glade ved det samme; vi sang og talte, bad Bønner og sang igjen, men Hovedsagen var, at jeg havde fornummet Ordets Indflydelse paa mig«. (72).

Han lægger ikke skjul på, at han deltog aktivt i de gudelige forsamlinger i Salling og på Mors, eller på hvad de foretog sig, men det er, som om han vil sige, at disse fromhedsøvelser ikke var det væsentlige. Det var »Ordets Magt«, både over ham og gennem ham over andre.

Det er i det hele taget tydeligt, at han ikke ønsker at dvæle for meget og for længe ved denne »pietistiske« periode – om det nu skyldes, at han taler til en stor grundtvigsk forsamling, eller at han faktisk forholdsvis hurtigt kørte træt og tom i denne aktivitet. I hvert fald går han umiddelbart over til at fortælle om sin oplevelse af Ingemann's romaner: Valdemar Sejr og Erik Menveds Barndom. Han læste »uafladelig i 2 Nætter og 3 Dage ... henrykt over at se, at det Danske Folk havde været saa stort og saa lykkeligt« (72). Dermed er anden del af hans berømte motto: »Guds Kjærlighed og Danmarks Lykke« kommet på plads, første del ved Larsen Skræppenborg, anden del ved Ingemann. Men dermed er også den ensidige, pietistiske linie brudt eller suppleret med noget folkeligt, ganske vist i omvendt rækkefølge af, hvad Grundtvig tænkte sig, når han sagde: »Menneske først... « Hvor megen fornemmelse af denne problemstilling Kold har haft i 1866 er svært at sige. Han siger: »jeg tænkte ved mig selv, det kan gjerne være, at du ogsaa er i Besiddelse af den Slags Ord, der behøves til at fremme dette (Danmarks Lykke), men det kom jeg dog ikke til før adskillige Aar efter« (72).

Heller ikke Ingemann-læsningen kan tids- og stedfæstes nøjagtigt, men alt taler for, at det er sket efter seminarietiden under hans virksomhed som huslærer på Mors, altså ca. 1837.

En moderne læser studser ved ordet »Besiddelse«. Er det en fortalelse? Man må hele tiden huske, at det er et stenografisk referat af noget mundtligt, vi har med at gøre. Eller mener Kold, virkelig, at han er i »Besiddelse« ikke bare af det nationale eller folkelige ord om »Danmarks Lykke«, men også af det gudelige eller kristelige ord om »Guds Kærlighed«? Det er en uhyrlighed. Eller er det kun noget, han i farten kommer til at sige med et kejtet udtryk, som der ingen vægt ligger på? Her er noget for en psykoanalytiker at spekulere over, men forudsætningen for overhovedet at se problemet er nok en fornemmelse af, hvad Helligånden er, og hvordan han virker. I vor besiddelse er han i hvert fald ikke.

Kold fortsætter den gudelige forsamlingsvirksomhed i årene 1836-38, hvor han er huslærer og lærer på Mors. Det ser ud til, at »pietismen« ikke rigtig har kunnet fastholde ham. Beretningen om omvendelsen eller vækkelsen slutter: »Jeg var just ikke saa meget pietistisk, jeg havde ikke forstaaet stort Andet end at Gud elskede os« (72). En vidunderlig udtalelse, som naturligvis kan være taktisk bestemt af den store grundtvigske forsamling, han taler til, men han fortsætter: »Saa blev jeg forflyttet derfra, som vel var, thi ellers havde jeg talt og sunget mig tom« (72). Han kæmpede ellers bravt for at få en fast stilling som lærer på Mors, men det mislykkedes; men retrospektivt, tredive år efter, tolker han forflyttelsen til Sønderjylland som et held eller en god skæbne. Den gudelige virksomhed – ikke børneundervisningen – var ved at gå i tomgang.

I de tre følgende år i Sønderjylland, Forballum, sker der tre afgørende ting: 1. han kommer ud af de gudelige forsamlingers virkekreds, 2. han tager fat på et folkeligt vækkelsesarbejde og 3. han gør sin afgørende opdagelse i børneundervisningen: fortællingen.

Svigtede han da de gudelige forsamlinger og sin egen afgørende oplevelse på det nye sted? Helt frikendes for mistanke kan han ikke. »De Folk, jeg der traf paa, var christelige nok, de var ikke saa uvidende som Thyboerne, de var vidende, men der var intet Liv i dem« (72), hedder det. En virkelig pietist ville aldrig gå med på, at folk er »christelige nok«, når der »intet Liv er i dem«, men det siger Kold altså. Her var »Viden«, klogskab, forstand, »Oplysning« åbenbart kommet før nogen »Oplivelse«. Hvorfor giver han sig ikke i kast med at »oplive« dem kristeligt? Han siger: »... hvorledes det nu var eller ikke, saa faldt det mig ikke ind at skaffe Liv i dem i den Retning. Derimod følte jeg, at de var ikke danske, og saa tænkte jeg, nu skal du tage fat paa det. Jeg gav mig til at læse Ingemann's romaner for dem ... « (73).

Enten må man sige, at han svigter sin egen dybeste og afgørende oplevelse – hans forklaring og undskyldning er ikke særlig overbevisende – eller også har han fundet en anden – folkelig – vej til »Oplivelse«, en vej, som pietisterne ikke kendte, og som de gudelige kun langsomt og modstræbende anerkendte, men som Grundtvig var klar til at stille i første række, og som han selv følte som et udtryk for Guds kærlighed.

For det andet tager han altså fat på et folkeligt arbejde på grundlag af Ingemann's romaner, hvoraf han nu også har fået fat på Valdemar den Store og hans mænd. Han samler voksne unge om aftenen i en slags »Danske Samfund«, læser højt, forklarer og drøfter indholdet, synger med dem efter indforskrevne sanghæfter, ja arrangerer en folkefest 28. maj, dagen for stænderforsamlingernes oprettelse. Han kender med andre ord to veje til »Oplivelse«, som måske nok ikke er klart adskilte, men heller ikke sammenfaldende. Begge går i hans bevidsthed til syvende og sidst tilbage til Guds kærlighed.

Men dertil kommer – for det tredie; at de to linier forenes for ham i den børneundervisning, som trods alt var hans egentlige opgave som huslærer for Knud Knudsens og andres børn i Forballum. Det er her, han gør sin mageløse opdagelse: den bibelhistoriske fortælling. Også den er på en måde et udtryk for Guds kærlighed, ligger i forlængelse af den første og grundlæggende opdagelse. »Det gik op for mig, hvorledes man skulde holde Skole for Børn«, hedder det, »faae dem saaledes oplivede og give dem en saadan Lyst, Drift og Kraft, at man kunde faae dem til at troe paa Guds Kjærlighed og Danmarks Lykke« (73)..

For det første bemærker man, at ordene »Lyst, Drift og Kraft« går igen fra Skræppenborg-oplevelsen. For det andet sidestilles Skræppenborg- og Ingemann-oplevelsen her direkte som børneundervisningens mål.

Hindringen var udenadslektier, især for »en lille Pige, som jeg holdt meget af, men hun var tungnem« (73). Hun kunne ikke lære udenad, hun sled og græd, men lige meget hjalp det. Legen og glæden for børnene blev hindret af dette krav. Han siger: »Mon det dog også virkelig er Guds Villie, at Børn skal pines med en saadan Udenadslæsning? Jeg kan ikke forstaae det, da han dog elsker Menneskene« (73).

Han er godt klar over, at kravet skyldes overhøringen og konfirmationen, men han beslutter at trodse dette krav – forsøgsvis. Han beslutter i stedet at fortælle bibelhistorien, som man fortæller æventyr. Han hævder, at det er »Aanden«, der siger det til ham, og da han først har fået ideen, opstår der også hos ham »en saadan Lyst og Drift«, at han næsten ikke kan vente til næste morgen.

Det er klart, at det er Skræppenborg-oplevelsen, at Gud elsker menneskene, der ligger til grund og udformes på en ny måde, i en ny sammenhæng. Det er ikke ham selv, det gælder, men børnene. De skal opleve, at Gud er kærlig, ja, lære at elske ham. Som et biprodukt viser det sig i øvrigt, at overhøringens og konfirmationens krav meget vel kan opfyldes gennem mundtlig fortælling, måske ikke efter myndighedernes stive krav om katekismus, men børnene kunne både huske og genfortælle. Men hovedsagen er, at de oplever kærlighed og glæde, som han selv havde oplevet det ved Larsen Skræppenborgs ord i sin tid. Det hele er sådan set Skræppenborg-oplevelsen udsat for børn. Fortsætter man derimod med at tvinge børn til at lære Balles lærebog udenad, bliver de som Israels børn »Uduelige til at indgaae i Kanaans Land; altsaa langt mindre blev der noget af Danmarks Lykke, som Ingemann havde beskrevet« (76).

Noget anderledes tager det sig ud for Hanne Engberg. Hun fastslår, »at der bag Kolds gennembrud som lærer lå en kærlighedsoplevelse til et barn«, (s. 97). Han vil »glæde den lille Maren Knudsen«, og da han har fået ideen til at fortælle, beskrives aftenen og natten »som ulidelig ventetid før et afgørende kærlighedsmøde«. Mens Kold taler om Guds kærlighed, taler Hanne Engberg om erotisk kærlighed. Noget kærlighedsmøde – endsige et afgørende – blev der jo ikke tale om, højst i fantasien flere år senere i breve og digte under Smyrna-rejsen, men en pædagogisk praksis blev prøvet på nogle børn, som han holdt af, og som skulle opleve, at Gud er kærlighed og glæde. Deriblandt var der nok en 12 årig pige, som var tungnem, og som han holdt særlig af og sværmede for. Mere blev det ikke til. Men at denne kærlighed var »den udløsende faktor i Kolds pædagogiske gennembrud«, at en »undertrykt erotisk kærlighed« er den drivende kraft i hele hans pædagogiske virke (s. 98), er der, såvidt jeg kan se, ikke dækning for i hans egen tankegang og sprogbrug. For ham er Guds kærlighed til disse børn og unge det drivende motiv – i fuld overensstemmelse med hans egen afgørende oplevelse og hele livssyn.

Denne kærlighedsgerning over for børn bliver han imidlertid snart forhindret i at fortsætte. Der er i Forballum ikke basis for at oprette og drive en privat børneskole, et regulært lærerembede kan han ikke få nord for Kongeåen på grund af myndighe dernes krav om udenadslæren, og syd for Kongeåen vil man ikke vide af hans ønske om at vække den danske ånd.

Det fører til en alvorlig krise, en identitets- eller eksistenskrise kunne man næsten sige. Han vil væk, »gjemme sig i Amerikas Skove, eller et andet Sted, indtil jeg skulde døe, thi her i Verden syntes jeg ikke, jeg kunde være, naar jeg ikke kunde faae Lov til det eneste, jeg kunde, saa kunde jeg ikke være til« (77).

Lidt koketteri er der måske nok i det, men sagen er i øvrigt alvorlig nok. Den vej, hans moder havde anvist ham, synes spærret, han kan ikke blive lærer, uddannelsen synes spildt. Vel havde han opfattet målet som bredere: at gøre hjerterne glade med ord, hvilket var lykkedes ham både i børneundervisningen, i »Danske Samfund« og i almindelig omgang med mennesker. Men nu syntes alle sunde lukkede. Skyldtes det hans egen stejlhed og stædighed, særheder og fripostighed? Man må huske, at han kun lige var fyldt 25 år, selvom han havde fem års lærergerning bag sig. Moden selvkritik eller selvbedømmelse kan man vel næppe forlange eller forvente af ham. Ungdommelig selvsikkerhed og gå-på-mod prægede ham ganske naturligt, men hvordan forenes det med Guds kærlighed? En modningsproces tiltrængtes og forestod.

Ejendommeligt er det, at han i denne situation regrederer til et håndværk, bogbinderhåndværket, som han allerede på Mors havde beskæftiget sig med, da han blev forhindret i at undervise. Han må have haft sans for og lyst til dette arbejde – selvom han ikke var nogen bogens mand, tværtimod. Han lader sig ansætte som tjener (!) hos sognepræsten, L.D. Hass, på hans og familiens forestående rejse til Lilleasien som missionær. Foreløbig følger han dem til København, hvor han i løbet af et år gennemfører uddannelsen og får svendebrev som bogbinder, samtidig med at han hører Grundtvig, Lindberg og P.C. Kierkegaard prædike og holde foredrag, hvilket i nogen grad ryster hans tiltro til egen viden og forstand.

Dette »studieophold« i hovedstaden nævnes ikke i talen, ej heller selve rejsen til Smyrna eller vandringen hjem til fods fra Triest til Thisted. Som »dannelsesrejse« betragtet er de fem år i Lilleasien noget højst usædvanligt, men en vældig horizontudvidelse betyder den naturligvis.

De eneste to ting, han nævner i talen fra disse vigtige fem år i Smyrna, er indtrykket af de tyrkiske skoler og deres åndløse udenadslæren og hans egen hjemlængsel og fædrelandskærlighed, ja, og så en passant hans praktiske arbejde, dels som tjener for præstefamilien, dels som bogbinder i Smyrna, hvorved han opsparer en mindre kapital, som bliver af betydning efter hans hjemkomst for oprettelsen af hans første selvstændige skole.

Han var over 30 år, da han kom hjem i 1847, men måtte foreløbig stille sig tilfreds med en huslærerplads. Men så kom krigen i 1848, som han melder sig til som frivillig, og friheden i 1848-49. »Jeg fornam, at nu var min Tid kommen«, han oplevede »hvorledes Aanden virker i det store« (78). Begejstringen skulle »vedblive og slaaes fast. Jeg vilde igjennem Skolen ved Ordet virke til, at alle danske Folk kunde blive varig begeistrede« (79).

Dermed er hans mål og hans livsbane endeligt fastlagt. Det drejer sig fra nu af kun om kampen for at virkeliggøre det. At det netop skulle være gennem en skole og ved ordet ligger naturligvis i hans uddannelse og erfaring – vældig styrket nu gennem fem års ensom udlændighed. Men det skyldes også, at han har fået læst Grundtvigs Haandbog i Verdenshistorien I-III, som på en måde endnu engang bekræfter hans fundamentale oplevelse ved Larsen Skræppenborgs forkyndelse af Guds kærlighed, nu på universalhistorisk plan, ikke blot personligt eller folkeligt. »Menneskeslægten skal ende med en Triumf over Død, Mørke, Kjedsommelighed, Træthed, Tomhed og Øde«, hedder det (78), og »det var noget, Folk skulde have at vide«. Men dertil behøves en skole med et længere skoleforløb, og selv så skulle det vise sig vanskeligt nok – for ikke at sige umuligt.

Skildringen af hans skoleplaner og deres virkeliggørelse som en tretrins raket: Ryslinge, Dalby, Dalum, som man egentlig skulle tro, skulle være en hovedsag i talen, er forholdsvis kortfattet og summarisk. Mest dvæler han ved begyndelsesvanskelighederne – i god overensstemmelse med, at hans opgave var at fortælle, hvorledes han blev folkeoplyser. Det er det, han gør.

– »Vi havde i Vinter 70 voxne karle i Skolen, og i sommer 50 voxne Bønderpiger, og i Høsten 50 Skolemænd, som Allesammen var komne for at oplyses og oplives«, hedder det i slutningsafsnittet (84), hvor han går lidt nærmere ind på forholdet mellem »Oplivelse« og »Oplysning«. Han erkender klart, at han har bedre greb på oplivelse end på oplysning. Derfor opliver han først, »Oplivelse er det, som man trænger til«. Det er »Langt mere min Opgave ved Skolen end at oplyse«. Men når oplivelsen er sket, så oplyses der »en lille Smule« bagefter, eller han opliver og oplyser »paa engang«.

Med andre ord: oplysning er noget sekundært, som kommer bagefter, oplivelse er det første og vigtigste – efter Kolds mening og erfaring, som han ganske tydeligt giver udtryk for. Hanne Engberg taler om, at han »væver« (s. 291) eller »vakler« (s. 292), når det drejer sig om forholdet mellem disse to begreber. Det synes jeg egentlig ikke. Mon ikke det skyldes, åt hun ikke rigtig kan få begrebet oplivelse indpasset i sin psykoanalytiske teori? Det skal være »erstatning for jordiske kærligshedstab« (s. 292). »Forgudelse af moderen« og »fortrængt faderkærlighed« står bag (s. 297). Ja, det er da muligt, men sådan udtrykker og forstår han det bare ikke selv. Oplivelsen sker simpelthen ved, at nogle ord fra et andet menneske gør ham opmærksom på, at Gud elsker ham. Det giver glæde, lyst, drift. osv. Og det er det, han har forsøgt at videregive hele sit liv – forud for og fremfor oplysning i sædvanlig forstand. Når han har bedre greb på det, begrunder han det dels personligt med, at han »ikke har gaaet nogen egentlig Skole igjennem«. Han kan ikke oplyse på grundlag af en »dannelse« eller »uddannelse«. Dels begrunder han det folkeligt med, at han befandt sig »mellem Folk, som ingen Oplysning kunde tage imod, førend de blev oplivede«. Som modsætning nævner han »Studenterne i Kjøbenhavn«, som sikkert »kunde lade sig oplyse uden først at blive oplivede«. At gå lige løs på oplysningen »er paa en Maade det nemmeste«, siger han, men det var umuligt med de folk, han befandt sig iblandt. Og tilsidst generaliserer han – med forbehold – idet han siger, at »... det danske Folk ... baade i og uden for Kjøbenhavn ikke rigtig kan blive oplyste, uden at de først blive oplivede«. Det vil man forstå, jo mere man lærer dette folk at kende.

Pointen er i virkeligheden en kritik af Grundtvigs formulering af hans foredragsemne. Det var oplysning, han skulle tale om, hvorledes han blev folkeoplyser, det var ikke »Oplivelse«. Hans svar er: Ingen oplysning uden oplivelse, i hvert fald ikke for »simple Folk«, som dem han arbejder iblandt og selv tilhører.

I et brev til Ingemann, skrevet dagen efter at det sidste mands-Minde foredrag var holdt, skriver Grundtvig: »... nu er det soleklart bevist, at det er blot et frit og levende, nogenlunde naturligt og hjærteligt Ord, den danske Ungdom, selv efter at have været i den sorte Skole, trænger til for at vaagne i Nordens Aand ved Danmarks Hjærte. Hvad vilde der da ej kunne udrettes i Sor med den uforskruede og forholdsvis ufordærvede, naturlige Ungdom?«

Kolds vurdering af og erfaring med den »naturlige« ungdom var anderledes end Grundtvigs. Han benægter ikke, at »et frit og levende, nogenlunde naturligt og hjærteligt ord« kan oplive, men for ham var det gået anderledes til, og den erfaring må han være tro.

»Jeg havde ikke forstaaet stort Andet, end at Gud elskede os«. Denne forståelse måtte gives videre forud for al egentlig oplysning.