Jørgen Dich og højskolerne

Af Vilhelm Nielsen

I Jørgen Dichs meget omtalte og solgte bog »Den herskende Klasse« finder man s. I94-I95 følgende passus om højskolerne:

I denne forbindelse (fritidsundervisningen) må man også rejse spørgsmålet om højskolerne i vore dage efter radioens og fjernsynets opfindelse, har en sådan betydning for borgerne i al almindelighed, at man kan opnå en så stor velfærdsøkonomiske fordel, at man bør tvinge de mange, som ikke deltager i denne undervisning, men foretrækker anden form for fritidsbeskæftigelse, at betale dertil. I hvert fald er der hidtil ikke ført noget bevis for, at den ulighed i indkomstfordelingen, der følger heraf, kan begrundes med kulturelle fordele, der ikke med de samme midler kunne opnås på anden måde og for en videre kreds. Man synes jo at glemme, at der gennem radio og fjernsyn finder en overordentlig kvalificeret og udstrakt kulturspredning sted. Effektiviteten heraf er i de fleste tilfælde flere tusind gange så stor som den, der finder sted på aftenkurser eller på højskoler. Tilskud til højskolerne bør derfor ophøre. Man må ikke glemme, at højskolerne i deres storhedsperiode, hvor de bidrog til at give bondesønnerne en selvsikkerhed overfor den herskende klasse af godsejere, ikke modtog tilskud. Hvorfor man nu giver tilskud til, at tusindvis af unge mennesker, fremfor at bestille noget, skal fordrive tiden på ikke faglige højskoler på skatteydernes bekostning, kan der ikke gives andre begrundelser for, end for så mange andre former for den herskende klasses udbytning af befolkningen.

Hertil er for det første at sige, at afsnittet rummer en direkte fejl, som ikke er uden betydning for vurderingen som helhed, og som forfatteren bør rette i kommende udgaver. Det er forkert, at højskolerne i deres »storhedsperiode« ikke modtog tilskud. Den første højskole blev som bekendt oprettet i Rødding i 1844, og allerede i 1851 vedtog rigsdagen at yde et statstilskud på 2000 rdl. til de den gang meget få skoler. Ti år senere var tilskuddet mere end femdoblet (11000 rdl.), selvom der kun fandtes 14 højskoler, hvoraf en del iøvrigt snarere var en slags efterskoler. Springer vi yderligere ti år frem til begyndelsen af 1870'erne, er der tale om 52 skoler, og fra 1868 ydes der ikke blot statsstøtte til skolerne, men også på en særlig bevilling til ubemidlede elever, og det bliver denne form for støtte, som i højskolernes »storhedsperiode«, hvorved der vel må menes perioden fra 1864 til 1900, får den kraftigste forøgelse. Midt i 1870'erne tredobles beløbet (til 66000 kr.), hvilket ikke er uden sammenhæng med partiet Venstres størrelse og sammenhold. Og det fortsætter med at stige, bortset fra enkelte år under provisoriet, hvor det blev nedskåret med 10 pct., og hvor enkelte skoler – af politiske grunde – midlertidigt blev udelukket fra statsstøtte. Tilskuddene beroede på årlige bevillinger fra finansloven, indtil den første højskolelov blev vedtaget i 1892, som yderligere forøgede statsstøtten. – Det er svært at finde nogen forklaring eller undskyldning for Dich's udtalelser på dette punkt.

Men for det andet er det – under hensyn til hovedsynspunktet i bogen – værd at understrege, at det ikke er den daværende »herskende klasse«, som foreslår eller gennemfører dette tilskud og de stadige forhøjelser af det. Det er ikke regeringen, det er ikke embedsmændene, det er ikke landstinget, det er end ikke folketingets finansudvalg, men folketinget selv, mens den »herskende klasse« mere eller mindre modvilligt eller ligegyldigt affinder sig med det. Alt dette kan man læse om i Roar Skovmands disputats fra 1944: »Folkehøjskolen i Danmark 1841-1892«, – foruden mange andre steder – og selvom det er historie, er der alligevel tale om kendsgerninger, som forstyrrer den smukke og harmoniske komposition i det billede, Dich forsøger at tegne af udviklingen i de sidste 100 år. Og nærmer vi os nutiden, bliver det ikke bedre eller anderledes. Der er for så vidt god kontinuitet i udviklingen, når det gælder statstilskuddene til højskolerne. Efter systemskiftet fik folketingsflertallet regeringsmagten, og fra da af er det i lige så høj grad regeringen som folketinget, der forøger tilskuddene. Det kulminerer med Jørgen Jørgensen som undervisningsminister i 30'erne og højskoleloven af 1942, som samtlige folketingets partier helhjertet og varmt anbefaler, men det fortsætter også med Bomholt som undervisningsminister i 50'erne. Naturligvis kan man kalde disse bønder, husmænd og arbejdere i folketing og regering for en »herskende klasse«, men det er vel ikke netop det, Dich mener med betegnelsen. Man får vist svært ved at vise, at det nogensinde har været akademikere eller højtuddannede, der tog initiativ til højskoletilskud til gavn for sig selv eller deres børn eller for at udvide deres eget magt- eller myndighedsområde.

Endelig for det tredje et par bemærkninger og spørgsmål til Dich's vurdering af højskolernes virksomhed i dag. Han har den forudfattede mening – eller fordom – at formålet skulle være »kulturspredning«, »fritidsbeskæftigelse« eller at opnå en »velfærdsøkonomisk« fordel. Opfindelsen af radio og fjernsyn er tilstrækkelig begrundelse for at afskaffe al støtte til fritidsundervisning og højskoler. Den kulturspredning, der foregår gennem disse medier er dels »overordentlig kvalificeret og udstrakt« – hvad jeg ikke skal anfægte – dels af en »effektivitet«, der er flere tusind gange så stor. Hvad menes der egentlig med effektivitet i denne sammenhæng? Og hvorledes måles den? Selvom man ikke kan godkende ordet kulturspredning eller de øvrige anførte udtryk som dækkende for det, der er meningen med en højskole, var det rart – for klarhedens skyld – at få disse spørgsmål besvaret.

Dich er tilsyneladende klar over, at der på en højskole er tale om noget »ikke fagligt«, men når det er tilfældet kan han åbenbart ikke forestille sig andet, end at der er tale om »at fordrive tiden«, »fremfor at bestille noget«. Nu vel, det er der måske for en del af eleverne, i en del af tiden. Lad os ikke gøre os bedre end vi er. Højskolen er og skal være en fri skole, og det vil uvægerligt sige, at den kan misbruges og også bliver det af en eller anden procentdel. Har man i den virkeligt – og med rette – herskende klasse: folketingsflertallet ikke længere tillid til, at den overvældende procentdel får noget ud af det – trods de frie former – så må tilskuddet beskæres eller bortfalde. Derom bør der ikke herske tvivl. Enhver, der har med højskole at gøre, bør tage sig Dich's ord – og deres udbredelse – ad notam. Hans vurdering er næppe usædvanlig. Den understøttes vel i øjeblikket af en stemning, som måske ikke er varig – og er selv med til at understøtte en sådan – men det er nok klogest at regne med, at en lignende vurdering længe har været og længe vil vedblive at være en realitet.

Hvad kan der gøres for at modvirke den? Ikke andet end i praksis at vise, at en ikke faglig undervisning af voksne under kostskoleformer meget vel kan have en rimelig »effektivitet«, være andet og mere end »tidsfordriv« og »kulturspredning«. Dich antyder selv hvad, når han siger, at højskolerne engang »bidrog til at give bondesønnerne en selvsikkerhed over for den herskende klasse af godsejere«.

Selvom selvsikkerheden i mine øjne ikke er et entydigt positivt ladet ord, vil jeg alligevel vove den påstand, at hvis højskolerne ikke har glemt den kunst at give unge mennesker selvtillid – og NB styrke deres grundlag for at have en sådan – så er der mere end nogensinde brug for dem. Så kan de noget, som radio og fjernsyn tilsyneladende ikke kan. På en eller anden måde hænger det i så fald nok sammen med Chr. Kolds kostskoleform og Grundtvigs vekselvirkning. Kan de det, er de snarest mere påkrævede i det urbaniserede og industrialiserede samfund, vi lever i, end de var for 100 år siden. Marit Poulsens bog »Du menneske« – og en række lignende – kan vist ikke læses som andet end et skrig fra fabriksgulvet og fra forstadsbebyggelsen – om selvtillid, et advarende råb fra skifteholdsarbejderen, den kvindelige først og fremmest, om ikke at knuse den sidste rest af selvtillid hos den nedslidte og trætte, en bøn om at skåne de spæde spirer af selvtillid hos børn og unge.

Der er som ingensinde behov for selvtillid – og for grundlag for den – overfor eksperter og teknikere af enhver art, også de økonomiske og statistiske hurtigregnere og hurtigtegnere, hvortil Dich efter min mening hører.

Indtil s. 194 havde jeg læst ham med megen opmærksomhed og var parat til at give ham tilslutning et langt stykke. Nu er jeg kommet mere i tvivl. Det er altid kedeligt, når en forfatter – eller en avis – begynder at skrive om noget, som man ved noget om, og afslører manglende viden og skæv vurdering. Hvad skal man så tro om alt det andet, hvor man ikke har sagkundskab?

Det hjælper altid lidt, hvis avisen eller forfatteren er villig til at rette sine fejltagelser, ændre sine vurderinger, ja måske endda lade sig rokke i sit grundsynspunkt.

Er Dich det?

Vilhelm Nielsen.