Hver morgen i min skål

Af Vilhelm Nielsen

Radioudsendelser i serien "Ved dagens begyndelse", Danmarks Radio, den 5.-9. oktober 1981

Hermed fremlægges efter ønske fra forskellig side det skriftlige grundlag for mine morgenbetragtninger i radioen 5. - 9. oktober 1981 i rubrikken "Ved dagens begyndelse". Det må tilføjes, at teksterne ikke er ganske identiske med det, der blev sagt, dels fordi den mundtlige form i sig selv giver anledning til lidt ændrede formuleringer, dels fordi der måtte foretages enkelte forkortelser på grund af den meget snævre og faste tidsramme omkring udsendelserne. Den 27. oktobere 1981 – Vilhelm Nielsen.

I. KONGEN

Hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Ved dagens begyndelse plejer jeg at hælde ymer eller lignende op i min skål. Det frisker og nærer. Det er godt at begynde på.

Men Kingo hævder altså, at der også flyder noget andet ned i min skål, som er godt at begynde med og leve på.

Nu er ordet nåde jo gået af mode. Vi siger ikke længere "Deres Nåde", "Hendes Nåde" og så videre, og ingen ønsker en sådan tiltale. Vi er alle lige og selvstændige. Vi lever i et retssamfund, hvor det vel ingen gang er domstolene tilladt at lade nåde gå for ret, som det hedder.

Sagen selv kender vi vel fra forholdet til vore nærmeste, der sker faktisk af og til tilgivelse, nåde, og vi har vel også endnu et begreb om, at en konge, en rigtig konge, skal være gavmild, nådig, lade nåde gå for ret. Ellers er han ikke kongelig.

Måske er fejlen, at man har gjort nåde til et begreb, en ting, en lære, en egenskab hos Gud.

Jesus taler aldrig i begreber. Han fortæller historier. Nåde eksisterer kun i handlinger, i aktuel tiltale, i et drama.

Vil man vide, hvad det er, må man tænke på een af disse historier, f.eks. den om kongen, som eftergav sin tjener en uhyre gæld. Han havde bedraget sin herre og kunne ikke betale, da han blev opdaget. Men da han bad om nåde, eftergav kongen ham det hele – på kongelig vis.

Nu har historien både et forspil og et efterspil.

Forhistorien var den, at Peter, som ofte gør sig uheldigt bemærket, havde spurgt, hvor tit han skulle tilgive sin broder, og han havde svunget sig op til at nævne det hellige tal: syv. Syv gange er meget. Een gang er ingen gang, siger man, og alle gode gange er tre, men syv er betænkeligt mange. Hvad vil det ikke føre til?

Jesus griber syv tallet i luften og siger 7 gange halvfjerdsindstyve gange. Det sprænqer al menneskeliq rimeliqhed oq fornuft. Vi kan naturligvis hurtigt regne ud, at 7 gange 70 er 490, og så kan vi tænke på en svensk film om ungdomskriminalitet, der hed 491. Meningen er naturligvis, at Peter simpelthen skal tilgive, uden at tælle, fordi han ikke kan lade være, fordi han er blevet en anden, blevet ny, fordi han selv har fundet nåde.

Efterspillet er det artigste, plejer man at sige. Her er det uhyggeligt, gruopvækkende.

Tjeneren, som har fået eftergivet sin bundløse gæld, møder sin medtjener, som skylder ham et ringe beløb, 100 kr. eller så, griber ham i struben og forlanger gælden betalt, bøjer sig ikke for hans bønner.

Det synes hans medtjenere er for galt. Det er umenneskeligt og urimeligt. Og kongen bliver vred, da han hører det, trækker sin nåde tilbage og overgiver den ubarmhjertige tjener til bøddelknægtene, som det hedder, indtil han fik betalt sin gæld.

Er der da forandring eller skiftende skygge hos Gud?

Ja, levende er han i hvert fald. Han taler og handler, og vi kan ikke på forhånd beregne hvordan. Vi har ingen sikkerhed. Vi kan kun tro, det vil sige risikere os selv i en hengivelse.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, beder vi efter bedste anvisning. De fleste af os havde nok mere brug for at sige: Forlad os vor skyld, selvom vi ikke forlader vore skyldnere.

Men det har vi ingen anvisning på, og det lader sig nok ikke gøre.

Man har undertiden villet konstruere en modsætning mellem kristendom og humanisme. Kravet skulle være umenneskeligt, overmenneskeligt. Det forfærdelige er, at det er det egentlig ikke. Læg mærke til, at det er medtjenerne, der stiller det. Akkurat som vort hjertes begreb om en konge forlanger, at han skal være gavmild og nådig, forlanger vi åbenbart, at et medmenneske, som har fået sin skyld eftergivet, selv skal forlade sine skyldnere. Alt andet er umenneskeligt. Men at kunne det og gøre det er også en guddommelig gave. Der er ingen modsætning. Måske er mennesket guddommeligt. Måske kan vi alle blive det – af nåde.

Hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

II. FADEREN

Hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Kongen er et godt billede. Vi har endnu i vore demokratiske tider en forestilling om, hvordan sådan en skal være, som kan give grundlag for et billedsprog om Gud.

Men der er andre billeder, som er os nærmere, mere fortrolige, det drejer sig om at forstå noget ved ordet nåde, som siges hver morgen at fylde min skål.

Først og fremmest er der faderbilledet.

Vel har der altid været faderløse børn, men det har altid været anset for en ulykke, en invaliditet, og i vor sammenhæng svækker det så grundlaget for at forstå et hyppigt anvendt billedsprog. Noget der vel dog tilbage, om ikke andet så i form af et savn.

Det fortælles, at en mand havde to sønner. Den yngste bad om arv, fik den udbetalt, drog udenlands og ødte den bort i et ryggesløst liv. Han kom i nød, han sultede og led ondt, og besluttede vende hjem.

Faderen spejdede hver dag efter ham, håbede. Og en dag så han ham langt borte, løb ham imøde, omfavnede og kyssede ham, overhørte ganske hans anger og syndsbekendelse, for nu skulle der være fest. Tjenerne gården fik ordre til at hente rent, nyt tøj og sko, en ring skulle han have på fingeren, fedekalven skulle slagtes. Og der blev spist drukket, spillet og danset, for, som faderen sagde: "Hin søn her var død og er blevet levende, han var tabt og er fundet".

Også denne historie har et trist efterspil. Den ældre og retskafbroder blev vred og ville ikke ind til festen, selvom faderen prøvede at overtale ham.

Historien hedder sædvanligvis den fortabte søn. Man har ligefrem foreslået at kalde den: "De to fortabte sønner", og rigtigt er det, at også den ældre broder går fejl af livet og lykken – i kraft af sin retfærdighed – eller selvretfærdighed.

Skal vi sige: i kraft af sin menneskelighed? Repræsenterer handet humane, velafvejede, rimelige, som vi alle kan godtage? Og faderen det overmenneskelige, guddommelige, urimelige, sværmeriske?

I hvert fald kan man spørge, om ikke historien snarere burde hedde historien om den glade far, den gode, glade far, den virkeligt faderlige far, som virkelig ligner den Gud, efter hvem al faderlighed i himlen og på jorden har navn. Men vi tænker jo altid på os selv, er optaget af, hvem vi nu kan identificere os med i historien. Men mon dog ikke faderen er hovedpersonen? Mon ikke det er hans holdning og handlinger, den vil fortælle om.

Der er ingen mor i historien. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har vist nok altid følt det som en mangel – ubevidst. Men man kunne måske sige, at denne faders kærlighed – for det er egentlig mere kærlighed end nåde minder mest af alt om moderkærlighed. Så blottet for strenghed er den. Nogle vil kalde den sentimental måske. Over al måde og mål, ubegrænset ikke til at standse eller styre, ud over al rimelighed, glad og god. -

Men er den umenneskelig? Eller siger vi ja i vort inderste, ja, sådan er en rigtig far. Mange er måske ikke sådan, men alligevel, jo, vi ved det godt i forvejen. Det er egentlig ikke noget nyt, der afsløres, men det billede vi har inderst inde, i heldigste fald vor egen dybeste erfaring, bliver klar og er et fuldgyldigt billede på Guds kærlighed – eller nåde.

Hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

III. ARBEJDSGIVEREN

Hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Der er et tredie billede, som i vore dage måske kan forekomme dt tvivlsomt, mindre velvalgt. Det er arbejdsgiveren, godsejeren, vinbonden.

Han går ud tidligt om morgenen og lejer arbejdskraft på torvet, aftaler en dagløn på en denar, en tier eller så. Lønnen var ikke stor og arbejdsdagen lang, tolv timer. Og hver tredie time går han en til torvet og lejer arbejdskraft, ja tilsidst, da der kun er en time tilbage, og der stadig er ledige, sender han dem hen i sin nmark eller vingård med løfte om en rimelig løn.

Men så kommer afregningens time. Hvad nu?

Forvalteren får ordre til at tage de sidste først og give dem hver en denar. Og alle får det samme, en stakkels tier, som det var aftalt med de første. Det er uretfærdigt. Vi har arbejdet 12 timer, båret dagens byrde og hede. De andre har kun arbejdet en time, og du ver os samme løn!

Der må være et efterslæb. Der må en kompensation til. Det ville ske på ethvert fornuftigt og rimeligt arbejdsmarked.

Men pointen er, at der ikke er tale om et arbejdsmarked. Der er ikke tale om løn. Der er ikke tale om fortjeneste eller ret. Arbejdsgiveren er kun et billede, og billedet sprænges.

Datidens uretfærdige arbejdsmarked er ikke sagen. Det er kun et biIlede. Det er ikke det, historien handler om og vil lave om på. Det må vi virkelig selv ordne.

Nej, historien vil fortælle os, at der er andet til end løn, end ret og fortjeneste.

Den har nemlig en forhistorie, som sædvanligvis kaldes historien om den riqe unqe mand. Hvor ung han var, er noget tvivlsomt, men i hvert fald kunne han ikke forestille sig andet, end at han selv skulle forarbejde og fortjene sin frelse, sit liv, sin lykke. Han bliver henvist til budene, til moseloven og til at sælge alt og give det væk til de fattige, og han går bedrøvet bort, for han var rig. – Men han ville gerne.

Så er det Jesus siger de berømte ord om kamelen og nåleøjet, og hans følgesvende bliver forfærdede, for hvem kan så? Ingen, svarer Jesus, men Gud kan.

Igen gør Peter sig uheldigt bemærket. Vi har forladt alt, siger han. Hvad bliver der så til os?

Først får han at vide, at de skal sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. – Ironisk formodentlig.

Så kommer historien om vinbonden og arbejderne, og den passer de tolv troner i hvert fald ikke med. Den siger entydigt, en denar, en tier til alle, de sidste som de første.

Hvis du overhovedet kan tænke dig at fastholde et løn- og fortjenestesynspunkt, har du misforstået det hele. Det kan gælde på arbejdsmarkedet, hvis I synes det er det bedste. Her sker et sprinq, et kvalitativt spring. Her er der tale om gave, ikke løn, om nåde, ikke fortjeneste. Og gaver er ens, nåden er lige for alle.

Er det umenneskeligt? Er det urimeligt, over evne? Eller er det netop det, vort Hjerte inderst inde ønsker og siger ja til?

Hver morgen i min skål,
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

IV. DE UMYNDIGE

Hver morgen i min skål,
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Jeg har nævnt tre historier, som viser hvad nåde er, om en konge, en fader og en arbejdsgiver.

Hvor bliver kvinderne af, kunne man spørge. Der er masser af kvinder i fortællingerne om Jesus, og ofte har man indtryk af, at de bedre, mere umiddelbart, forstår, hvad det hele drejer sig om.

De får som regel deres ønsker opfyldt. Jeg kan i det hele taget ikke mindes en kvinde, som bliver tilbagevist eller tilrettevist, bortset måske fra Jesu egen mor men det er en anden historie.

Og børnene. Der kan være grund til sådan en almindelig morgen at tænke på den historie, der indleder enhver barnedåb, om de små børn, der blev båret hen til ham, for at han skulle røre ved dem, som det hedder. Maqiske forestillinqer, tænker vi straks, troede de mon, at han var en troldmand?

Også her gør hans nærmeste følgesvende sig uheldigt bemærkede.

De søgte at hindre det, truede ad de godtroende, men Jesus blev vred, bandede på, at Gudsriget tilhørte børnene, og hvis ikke man tog imod det ligesom et lille barn, kom man aldrig ind i det.

Og han tog børnene i favn, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Der fortælles ikke, hvad han sagde, hvad velsignelsen lød på. Men deres bøn blev opfyldt: han rørte faktisk ved dem, hvad så det skulle betyde eller virke, han rørte ved dem på den inderligste måde, tog dem i favn som var de hans egne børn eller søskende.

Og det var vel netop, hvad de var. Det er vel det, dåben skal sige, efterligne eller symbolisere.

Vi har skabt en hel ceremoni med fastlagte handlinger og ord: Trosbekendelsen først og fremmest, og fadervor og meget mere. Det skal altsammen søge at fastholde, at vi er og bliver Guds børn, og hvilken Guds børn det er, vi bliver, han som viste sig i Jesus, har skabt os, er herre over liv og død.

Det er ikke til at forstå det her med børnene. Det skete uden for al forstand. Gælder det forstand, så havde disciplene jo ret. Meningsløst, sentimentalt tidsspilde. Ja, det er barnedåben – for forstanden.

Men nu gælder den altså børn, små, spæde børn, som er uden forstand, eller i hvert fald uden forstandens bruq. Og børnene generaliseres, tematiseres, perspektiveres – som moderne litteraturforskere ville sige. Abstraheres måske, selvom de er konkrete nok.

Sandelig siger jeg Jer: Den som ikke tager imod ligesom et lille barn ...

Hvis ikke du kan lægge din forstand til side, opgive kravet om rimelighed og ret, gengæld og fortjeneste, så kan du ikke tage imod.

Nåde er aldriq noget for noget. Det er altid: alt for intet. Og det passer ikke os mennesker. Det krænker vor værdighed, menneskeværdighed.

Er børn ikke mennesker, sande mennesker? Repræsenterer de ikke en uundværlig og uopgiveliq side af det menneskelige?

Jamen, sker der noget i dåben eller her, hvor Jesus rører ved børnene, så sker det jo helt ubevidst.

Vi har fastlagt ordene: trosbekendelsen, fadervor, jeg døber dig, Fred være med dig o.s.v. Vi har sikret os, så meget vi nu kan. Og dog står forstanden stille. Vi har ingen sikkerhed. Guds ord kan ikke bindes eller fastholdes – hvis der altså er noget, der kan kaldes Guds ord. I så fald er det suverænt som Gud selv, og det vil sige ude af vor magt. Vi har det ikke, ejer det ikke. Ingen nok så rigtig bog eller formular kan sikre, at Gud selv taler. Han kan slet ikke være i en bog. Han kan ikke skrives, til nød måske beskrives. Men det er omtale, ikke tiltale. Guds ord er altid tiltale.

Nåde findes kun i tiltale, dynamisk, dramatisk tiltale. Nåde kan høres, hvis man har ører at høre med. Det kan vi kun, hvis vi er ligesom børn.

Hver morgen kan jeg mindes, at han talte til mig, før jeg kunne høre og forstå, rørte ved mig, før jeg kunne sanse og føle.

Også det er i min skål denne morgen.
En nåde uden mål
til mig nedflyder.

V. DE UBEVIDSTE

Hver morgen i min skål,
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Hvis der sker noget i dåben, så sker det ubevidst, sagde jeg i går.

Det lyder mærkeligt i vore dage, hvor bevidstgørelse er det store løsen. Men vi har en historie om dommens dag, hvor fårene skal skilles fra bukkene, de onde fra de gode, den ene part til evig glæde, den anden til evig pine, og det mærkelige er, at det sker på ubevidst grundlag.

Hvad har dommedag med nåde at gøre? Handler den ikke tværtimod om ubønhørlig strenghed, ja, grusomhed?

Så enkelt er det nok ikke.

Pointen er nemlig, at de gode slet ikke ved, at de er gode, eller har handlet godt. Og de onde aner ikke, hvad de har undladt at gøre af godt.

Det er beskrevet meget konkret i 6 punkter, som gentages fire gange, to for hver af parterne. Det drejer sig om sult, tørst, nøgenhed, at være fremmed, syg og i fængsel. Eller positivt sagt: Det drejer sig om at give mad, drikke og klæder til dem som ingen har, at tage sig af fremmede og besøge syge og fængslede.

Begge parter bliver lige overraskede over dommen og dens præmisser. De, der har gjort det, ved ikke af, at de har gjort det, eller de har glemt det, ikke lagt mærke til det, så selvfølgeligt var det. De gjorde det helt ubevidst, og har aldrig tænkt sig at skulle have tak eller løn for det. Hvad ellers skulle man gøre? Og de, der ikke har gjort det, aner ikke, at de ikke har gjort det. De opdaqede slet ikke de sultne, tørstige, nøgne, fængslede, syge, fremmede o.s.v. De så vel kun sig selv.

Vi har vel alle oplevet lidt af det i det små. Et ord, vi har sagt, eller en ting, vi har gjort, får vi bagefter at vide, har gjort indtryk, har glædet og opmuntret et menneske, eller har slået det ned, knust det. Vi kan slet ikke huske det, men andre har husket. Måske ændrede det deres liv. Det er et frygteligt ansvar, som vi alle går rundt med, og for det meste ved vi slet ikke, hvad vi gør – heldigvis måske. For meningen er jo ikke, at vi ingenting skal gøre eller sige, af lutter forsigtighed. Det er faktisk det, de på den gale side bliver dømt på. De gjorde ikke noget. De undlod.

Vist skal du hjælpe, bevidst og ubevidst. Men du skal ikke lade blæse i basun foran dig. Du skal ikke lade din venstre hånd vide, hvad din højre gør, hedder det et andet sted.

Tidens løsen, bevidstgørelse, bliver ligesom lidt uaktuelt, utidssvarende, lidt banalt og naivt, overfor denne fortælling, hvis den rummer sandheden om vort liv.

Nåden, hun er af kongeblod....hedder en salme. Nådeløs arm er skilt fra Gud.

Det oplevede tjeneren jo, og vi siger det samme, hver gang i beder Fadervor: Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.

Det må ned i min skål hver morgen. Det bliver aldrig ejendom. Jeg får aldrig sikkerhed. Jeg møder det kun i en rituel og dramatisk tiltale, hver søndaq, hver morqen, ved enhver dåb, hvergang fortællingen lyder.

Jeg bliver aldrig kristen. Det bliver aldrig en egenskab, som min. "De kristne" var egentlig et øgenavn, som udefra blev hæftet på menigheden i Antiokia. Mon ikke vi skal overlade til andre at kalde os sådan, hvis de mener der er grund til det.

Men vi kan høre og handle hver dag, og vi kan gøre det med fred for igår og fred for imorgen. Hvad der skete igår, kan ikke gøres om. Det er glemt. Nåde hedder også miskundhed, og det betyder at Gud glemmer, ikke ser, alt det forkerte hos os.

Nåden er ny nu, og den er tilstrækkelig til at begynde helt forfra.

Hver morgen i min skål,
en nåde uden mål
til mig nedflyder.