Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Hal og Koste: Personligt og fortroligt fra besættelsestiden

Af Vilhelm Nielsen

Andeldelse af: Kære Hal - Kære Koste. Breve mellem K. E. Løgstrup og Hal Koch. Udgivet af Henrik S. Nissen. Gyldendal 1992. Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Med et halvt århundredes forsinkelse udgives nu en brevveksling fra årene 1940-43 mellem Hal Koch og K. E. Løgstrup, to af de mest indflydelsesrige danske teologer i dette århundrede, indflydelsesrige vel at mærke ikke blot i teologisk eller kirkelig sammenhæng, men i folkelig og politisk, ja i hele kulturlivet. Løgstrup var fra 1943 til 1975 professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus universitet, medlem af Det danske Akademi og navnlig kendt for værket »Den etiske fordring« fra 1956, men iøvrigt forfatter til en lang række artikler, afhandlinger og essays. Hal Koch var professor i kirkehistorie ved Københavns universitet fra 1937 til sin død i 1963. Kendt i videre kredse blev han først ved sine Grundtvig-forelæsninger i 1940, som medførte, at han blev valgt til formand for Dansk Ungdomssamvirkes repræsentantskab, hvilket igen førte til, at han efter krigen blev formand for regeringens ungdomskommission 1945-52 og forstander for Krogerup Højskole 194656. Også han var hele sit liv en ivrig deltager i dagens debat både som foredragsholder og skribent udover en videnskabelig produktion, som ikke skal opregnes eller karakteriseres her.

Men i dag - 50 år efter - føles det nødvendigt at indlede med en kort karakteristik af de to brevskrivere. Vi, der var unge den gang, er gamle i dag - hvis vi da ikke er døde forlængst, og formålet med en sådan udgivelse må vel være at gøre unge eller yngre, for hvem besættelsestiden er historie, som genforeningen og første verdenskrig var det for os, opmærksomme på problemstillingen dengang, hvor dybt og smerteligt den kunne skære. Om de så kan lære noget af den, må blive deres egen sag.

Men at problemstillingen skar dybt i venskabet mellem de to skole- og studiekammerater, som var meget forskellige af begavelse og temperament, det viser disse breve i det mindste. Så dybt, at man af og til synes, at et og andet rettelig burde være forblevet i arkivernes mørke, men det har udgiveren, Henrik S. Nissen, og de efterladte åbenbart ikke ment, og det er for så vidt al ære og respekt værd.

Hal Koch hævdede ellers, at han konsekvent tilintetgjorde alle personlige breve og papirer, men han må altså have gjort en undtagelse med Løgstrups breve. Det hedder i Henrik S. Nissens indledning, at han i 1962 »fandt« brevene fra Løgstrup, som han altså må have opbevaret, og derefter bad Løgstrup om at få sine egne tilbage, hvilket han også fik, efter at Løgstrup havde taget kopi af dem. Om det hænger sammen med, at Hal Koch i sine sidste år var i gang med forberedelserne til at skrive om årene 1920-60 i den store »Danmarks Kirkehistorie«, skal jeg ikke kunne sige. Det kan også bare skyldes, at begge fandt brevvekslingen så væsentlig og vigtig for dem selv, at de ville have den ved hånden. Derfor er det i dag muligt også for os andre at læse disse oprindeligt fortrolige og meget personlige dokumenter. Det kan derimod næppe tænkes, at nogen af dem havde nogen tanke om udgivelse, selvom de - som årene gik - stærkt fornemmede nye slægtleds manglende forståelse for de problemstillinger, de - og i virkeligheden alle, hele folket - havde stået i og måttet tage stilling til.

Noget af det sidste, Løgstrup overhovedet skrev, var en kronik i Politiken (20/8-81) om Hal Koch, som iøvrigt er særdeles interessant læsning - eller genlæsning - på baggrund af denne nu offentliggjorte brevveksling. Han fandt det dengang nødvendigt med en udførlig præsentation over for nutidslæsere af Kochs indsats på alle områder, og da Koch i 1959 lod sig overtale til at skrive en »Erindringskronik« i Berlingske Aftenavis (3/1-59), lød de første sætninger således:

»Det er en farlig spøg at skrive erindringer. Sandt at sige skræmmer sporene. Hvor megen selvoptagethed og selvglæde har ikke paa denne maade lagt sig for dagen. Dobbelt farligt synes det at være, naar de fremmalede erindringer stammer fra besættelsesaarene.

Naar jeg alligevel har sagt ja til en opfordring fra Berlingske Aftenavis' redaktion gaaende ud paa at fremdrage en eller anden erindring netop fra de aar, skyldes det, at der aktisk er en lille, i sig selv ubetydelig episode, fra efteraaret 1940, som jeg aldrig har glemt, og som – forekommer det mig – er velegnet til at kaste et klarende lys over principielle modsætninger mellem os, som dengang blev hvirvlet ind i det offentlige liv, ogsaa over principielle modsætninger i vurderingen af det, der foregik i de aar. Eller sagt paa en anden maade: min lille erindring synes mig egnet til al klargøre for den yngre slægt, for hvem dette er historie, hvorledes man ogsaa kunne opleve besættelsen. Nu beder jeg meget læseren bemærke, at jeg ikke siger: »hvorledes besættelsestiden var«, eller »hvorledes man rettelig burde opleve den«, men noget langt mere beskedent: hvorledes man også kunne opleve disse mærkelige aar«.

Man mærker tydeligt Hal Koch's uvilje mod selvoptagne erindringer, en hovedgrund til at han i almindelighed tilintetgjorde personlige breve og papirer, men lige så tydelig er hans erkendelse af vanskeligheden ved at indføre kommende generationer i besættelsestidens problemstillinger, og hans tilbageholdenhed over for at kanonisere et bestemt standpunkt, selvom man selv havde sat sig selv og alt ind på det.

Med den episode, han fortæller om, er vi forøvrigt midt inde i den første af de tre grupper, som brevene falder i, den der falder i efteråret 1940 og handler om Ungdomssamvirkets dannelse. Episoden fandt sted den 20. november og var det første møde mellem den nyvalgte formand for Dansk Ungdomssamvirkes repræsentantskab og de kompetente organer i samvirket og De ældres Råd, hvor formål og retningslinier for arbejdet skulle drøftes og fastlægges.

Forløbet var ganske dramatisk og overraskende, men skal ikke skildres her. Blot er det klart, at Løgstrup ikke kunne kende noget til det, da han den 10. og 21. november skrev sine to lange breve til Hal Koch i anledning af den nye opgave, han havde fået og påtaget sig. Tilsammen udgør de hovedstammen i den første af de tre grupper, brevene falder i. Løgstrup advarer Koch mod formaninger og appeller til danskhed, ja, han hævder ligefrem, at det vil berede jordbunden for Nazismen. Han aner åbenbart ikke, hvor enige de er. Han kritiserer, hvad han har set af ungdomssamvirket i praksis på Vestfyn, og heller ikke her er der grundlag for uenighed.

I sit andet brev bliver han mere personlig i sit angreb. Han kritiserer Koch's venlige, »ireniske« (fredselskende), svar på KFUM og Ks afslag til ungdomssamvirket, og her kommer en meget karakteristisk forskel mellem dem frem: Løgstrup bebrejder Koch i hårde vendinger, at han er alt for irenisk, han bliver kun vred og går til angreb, når han møder uret, når der begås uret mod andre mennesker. Løgstrup vil med vold og magt have ham til at kæmpe for principper og rigtige meninger. Han tror virkelig, at det nytter noget. Han rører her, uforvarende måske, ved en meget grundlæggende og principiel forskel mellem dem. Eller man kan sige, som Bodil Koch gør det i samlingens næstsidste brev: »Du (Løgstrup) har faaet pustet Tidehvervs Aande i din Næse«!

Koch svarer med at lægge sin rejseplan om, så de kan få en snak i præstegården på Vestfyn. Om det blev til noget, og hvad der i så fald kom ud af denne snak, foreligger der ikke noget om, udover at brevvekslingen først genoptages af Løgstrup i december 1941 efter et helt års pause, og da er situationen en ganske anden.

Den anden brevgruppe, som er den mest omfangsrige af de tre, har som baggrund Antikominternpagten. Den omfatter 6 breve, 3 fra hver, alle skrevet i december 1941. Her træder standpunkterne klart frem i al deres skarphed. Jeg skal ikke prøve at referere, men kun anbefale enhver, der vil vide, hvad den egentlige problemstilling i denne periode af besættelsen var, at læse disse seks breve. Jeg vil næsten vædde på, at man hver gang når man har læst et brev af Løgstrup, må give ham ret, og når man så har læst det følgende af Koch også må give ham ret, men måske tager jeg fejl.

Flemmng la Cour Møller
 
Antikominternpagten sluttedes i 1936 mellem Tyskland og Japan. Den var vendt mod kommunismen. Da Danmark under tysk pres tilsluttede sig pagten d. 25. nov. 1941 kom det til studenterdemonstrationer. På Vilhelm Nielsens foto fra Amalienborg ses stud. theol Flemming la Cour Møller (søn af Aage Møller, Rønshoved) i diskussion med ordensmagten.

For at illustrere skarpheden skal jeg kun nævne, at Hal Koch over for Løgstrup bruger det samme udtryk, som vakte opsigt, da han senere brugte det efter befrielsen: »Plager Fanden dig Mand?«, og at Løgstrup fremfører et meget sindrigt og rammende angreb på Koch for »Stilløshed«, et meget personligt angreb, som Koch iøvrigt tager til sig.

Derefter ligger brevvekslingen igen stille, denne gang i halvandet år frem til sommeren 1943, formentlig fordi de har haft bedre lejlighed til at mødes og drøfte tingene mundtligt. Denne periode rummer ellers den største »eftergivenhed« fra dansk side: dannelsen af regeringen Scavenius efter »Telegramkrisen« i efteråret 1942. Ifølge indledningen deltog Løgstrup fra sommeren 1942 aktivt i modstandsarbejde, mens Hal Koch konsekvent fortsatte sin linie: opslutning bag Konge, regering og rigsdag. Det vil sige: konsekvent og konsekvent, fortsatte og fortsatte. Han havde i 1941 proklameret, at Antikominternpagten skulle være den sidste indrømmelse, Ungdomssamvirket kunne affinde sig med. Således gik det jo ikke. Hvorfor brød han ikke med samarbejdspolitikken? - Ja, læs selv.

Den tredie gruppe breve foranlediges af en artikel af Hal Koch: »Statsmændenes Embede – og vort«, som aftrykkes sammen med et modindlæg i Lederbladet fra A. Feilberg Jørgensen og et svar fra Hal Koch. Det får Løgstrup til at fare i flint og angribe vennen ikke blot i breve, men offentligt i en pjece: »Folkeliv og Udenrigspolitik«. Han »tager Alvoren ud af det folkelige Arbejde«, hedder det allerede i forordet. Vi føjer »Skændsel til vor Skam«, hvis »vi bilder os ind, at Foredrag kan bøde paa vor Svigten i Handling«, »at Sandhed og Ret kan overvintre i Foredragene«. Kochs modangreb i pjecen »Vandene skilles« er ikke mindre skarpt: det er »falsk Vidnesbyrd mod Landsmænd paa udsatte Poster«, hvis man ikke har andet at sige om dem, end at regeringen svigtede hver gang. Men det skarpe offentlige opgør blev brat afbrudt den 29. august, dagen efter at denne pjece udkom. Hal Koch blev arresteret og sad i Horserød i to måneder. Brevvekslingen klinger ud i en lidt anden tone i november 1943.

I virkeligheden er det nok ikke nogen særlig god ide at bede mig anmelde denne brevveksling. Jeg var for tæt på som ung for 50 år siden. Og jeg har for snart 25 år siden på ny gennemgået og gennemlevet det hele igen på grundlag af, hvad der dengang forelå af materiale og dokumentation, da jeg blev bedt om at skrive et afsnit til bogen »Hal Koch og hans virke«, (Gyldendal 1969). Jeg har ikke mere at tilføje, vil ikke gentage mig selv. Med en vis tilfredsstillelse konstaterer jeg, at brevvekslingen stort set bekræfter mine vurderinger fra dengang. Andre kan se anderledes på det. Det offentlige opgør i de to pjecer fra 1943, som aftrykkes som bilag til brevvekslingen, var jo kendt, men her får man i sandhed en bedre og bredere baggrund og en rystende dokumentation af, hvor dybt det skar i venskabet, som ikke desto mindre holdt. Det er næsten opbyggeligt.

Lad mig slutte med at sige, at det mest opbyggelige - og det rigtigste - formentlig siges i det næstsidste brev i samlingen, som er skrevet af Bodil Koch, og som jeg allerede har citeret fra.

Men læs selv.

Kære Hal - Kære Koste.
Breve mellem K. E. LØgstrup og Hal Koch.
Udgivet af Henrik S. Nissen.
Gyldendal 1992. 172 sidet: Kr.188.