Grundtvigs skovoplevelse

Af Vilhelm Nielsen

Kronik i Kristeligt Dagblad, torsdag den 22. oktober 1987

N.F.S. Grundtvig havde i 1811 en religiøs oplevelse, som han først fortalte om tyve år senere. Det opsigtvækkende ved den er, skriver fhv. undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen, at Grundtvig i 1833 – altså en lille årrække efter hans »mageløse« opdagelse af den mundtlige trosbekendelse ved dåben – vedkender sig noget, der kunne beskyldes for sværmeri: han mener at møde Jesus selv og få en særskilt bekræftelse på sit kald.

Professor Chr. Thodberg har i Grundtvig Studier 1986, som netop er udkommet, offentliggjort en længere afhandling, hvori han gennemgår samtlige Grundtvigs prædikener over Peters fiskedræt (5. søndag efter trinitatis) fra 1811 til hans død i 1872.

Grunden er, at Grundtvig i 1833 i sin prædiken på denne søndag fortæller udførligt og personligt om en afgørende oplevelse, han havde mere end 20 år tidligere i skoven ved Udby, en oplevelse, som gav ham mod og lyst til at prædike den følgende søndag om Peters fiskedræt.

Thodberg sammenstiller oplevelsen med en oplevelse, han havde nogle uger før, ja, han mener tilsyneladende, at der kun er tale om een oplevelse, som han daterer til 31. maj 1811.

Han sammenstiller den endvidere – på grundlag af Grundtvigs egen senere tolkning af den – med oplevelsen eller opdagelsen i 1825, den såkaldte »mageløse« opdagelse af den mundtlige trosbekendelse ved dåben.

Men det opsigtsvækkende er, så vidt jeg ser, at Grundtvig så sent som i 1833 skildrer og vedkender sig en personlig oplevelse, som Thodberg karakteriserer som en vision, og som strengt taget berettiger en anklage for sværmeri: Han mener at møde Jesus selv og få en særskilt åbenbaring og bekræftelse af sit kald som præst og forkynder. Oplevelsen er skildret på en sådan måde, at den ikke kan undgå at virke betagende også på en sen efterslægt, og den har altså givet Thodberg anledning til at undersøge samtlige Grundtvigs prædikener – eller prædikenopskrifter! – til dette evangelium.

Skildringen i 1833 lyder således (af Thodberg opstillet som prosadigt):

Saaledes Venner!
føler jeg mig da ogsaa i Dag
sat tilbage i mit første Præste-Aar,
da en deilig Sommer, som den nærværende,
ikke gik mig forbi i den kvalmende Stad,
lænket til Bøgerne,
men smilede, duftede og sang
omkring mig under Guds aabne Himmel,
i det deilige Land,
Han gav vore Fædre...
thi da jeg i den første Gang
skulde tale til Menigheden
om Dagens Evangelium,
da mødte Herren mig i Skoven,
som jeg derfor siden elsker dobbelt,
mødte mig ikke i Drømme,
men lysvaagen med sit Ord,
og lagde det i min Mund i mit Hjerte,
det Troens Ord, jeg skulde prædike,
mødte mig naturligvis,
som han vandrede herneden,
usynlig, men virkelig i Aanden
og sagde til mig:
hvad spørger du om
og hvad leder du efter,
og hvi seer du saa betænkelig ud,
fordi du Overmorgen
skal tale om min Prædiken og Peders Kald,
tør du da virkelig ikke
paa mit Ord udkaste Garnet,
kan du ikke troe,
der fanges Sjæle,
vindes Mennesker ved højlys Dag,
fordi det glippede om Natten,...

Måske var det rigtigere at kalde oplevelsen en audition end en vision. Vægten ligger ikke på, hvad Grundtvig ser, men på hvad han hører. Hele sidste del af beretningen er en gengivelse af, hvad Jesus siger til ham. Det er ikke synet, men ordene, der vender hans misstemning, giver ham mod og lyst til at prædike. Og ordenes indhold er jo ikke noget som helst andet, end hvad der siges i fortællingen i Lukasevangeliet.

På den anden side opleves eller høres de af Grundtvig tydeligvis som sagt til ham af Jesus selv, som »møder« ham – ordet gentages tre gange – i skoven, ikke i et drømmesyn, men i vågen tilstand. Det synes, som om Grundtvig på den ene side fastholder det ekstraordinære, overnaturlige i oplevelsen, men på den anden side værger sig mod sværmeriet. Det var »med sit Ord«, Jesus mødte ham, det var »som han vandrede herneden, usynlig, men virkelig i Aanden«. Det sidste er ikke ganske klart. Hernede »vandrede« han jo faktisk »i kødet« og »synlig«. Det gør han åbenbart ikke i Grundtvigs oplevelse. Er »vandrede« en fejlskrift for »vandrer«? At han stadigvæk vandrer hernede »usynlig, men virkelig i Aanden«, kunne Grundtvig nok til enhver tid sige. Det ville ikke give anledning til en særlig oplevelse. Det er åbenbart det »hørlige«, som er afgørende. Det er det, der giver oplevelsen karakter af noget ekstraordinært. Det er deri »mødet« ligger. Jesu ord formidles åbenbart hverken af skrift eller af et andet menneskes stemme. Grundtvig har formodentlig lige rejst sig fra sine studier og spekulationer over søndagens tekst og er gået ud i skoven, da Jesu ord pludselig bliver så levende for ham, at de lyder, gentages lydeligt som et tilsagn til ham selv, et møde med en røst, som han vender tilbage til, tilegner sig igen det meste af sit liv, når sommervejret og denne søndag hvert år vender tilbage.

Denne »skovoplevelse« sammenstiller – eller rettere sagt: identificerer – Thodberg nu med en anden oplevelse fra 1811, som jeg vil kalde en »skovbrynsoplevelse«. Grundtvig skildrer den i et digt til vennen Sibbern, et digt, som blev trykt i august samme år og antagelig er skrevet i juni. Oplevelsen kan med rimelig sikkerhed dateres til den 31. maj 1811, fredagen før pinse. Grundtvig var blevet ordineret som præst i København om onsdagen, den 29., og var nu på vej hjem til Udby. Han måtte gå det sidste stykke og

I Skovens Udgang paa en gammel Sten
Jeg satte mig, optog af lidet Gjemme
Det Testament, hvori jeg læste hjemme,
Da jeg som Barn fra dunkle Dagligstue
Oplærtes til mod Himlene at skue.
Den gamle Bog mig trolig havde fulgt...
Jeg den oplod, og hvor mit Øje faldt,
Der fandt det ogsaa uden Leden alt:
»Du død! hvor er din Brod?
Hvor, Helvede! Din sejer?
Vor Synd er Dødens Brod,
Og Loven Broddens Styrke;
Men takket være Gud,
Som os ved Jesum Herren,
Har Sejer givet nu!...«

Trøstet rejser han sig, ser over på kirketårnet i Udby og præstegårdshavens trætoppe, hvor han legede som barn, tænker på sine kommende forpligtelser som præst, altsammen noget, som havde virket nedslående, gjort det »trangere om Hjertet«, men hvorimod han nu fortrøstningsfuld sætter »Et Ord, hvorpaa man selv kan sikkert lide« nemlig Paulus' ord i 1. Kor. 15,55 ff, som hans øje tilfældigt havde ramt.

Der er hverken tale om syner eller stemmer, men om en nok så traditionel bibellæseroplevelse. Der er ikke tale om Peters fiskedræt eller en prædiketekst i det hele taget. Stykket indgår ikke i epistelrækken, som Grundtvig af og til prædikede over.

Det forekommer mig uforståeligt, at Thodberg identificerer de to oplevelser, også fordi »skovoplevelsen« i 1833 – mere end tyve år efter ganske vist – utvetydigt henføres til to dage før 5. søndag efter trinitatis, dvs fredag den 5. juli 1811. Dateringeri kan siges at være af underordnet betydning. Hovedsagen er at der er tale om en helt anden bibelsk tekst i »skovbrynsoplevelsen« den 31. maj, og at oplevelsen formidles på en ganske anden måde, nemlig ved at han »læser«, ikke ved at han »hører« eller »møder« Jesus. Sammenstillingen – eller identifikationen – udvisker oplevelsernes særpræg.

Dertil kommer, at det langtfra er usandsynligt, at Grundtvigs sind stadig er i bølgegang kun et halvt år efter det store sammenbrud i december 1810. Det er på ingen måde underligt, at han – trods oplevelserne – svinger mellem mismod og håb, fortvivlelse og fortrøstning.

Thodberg har derimod utvivlsomt ret i, at naturen, den dejlige sommer, spiller en stor rolle som baggrund for begge oplevelser. Han finder endvidere svage spor af Paulus-teksten i 1833-prædikenen, men ikke af Peters fiskedræt i Sibberndigtet, hvor ordinationen fremhæves. Alt ialt forekommer det mig, at det fremmer forståelsen af forløbet at adskille de to oplevelser 31. maj og 5. juli, som hver har deres særlige præg. Identifikationen er ikke overbevisende.

Men Grundtvig sammenstiller som nævnt også »skovoplevelsen« med oplevelsen eller opdagelsen i 1825. Tydeligst sker det i prædikenen fra 1840, der indledes med et citat fra Sl. 62,12, som i moderne oversættelse lyder:

»Een Gang talede Gud,
to Gange hørte jeg det«

og hvor det derefter hedder om dagens evangelium om Peters fiskedræt: »... er det deiligt for alle Christne, og dobbelt for alle Ordets troe Tjenere, da er det tredobbelt saa for mig, som aldrig kan høre eller læse Evangeliet om Peders Fiskedræt og Kaldelse, uden med Glæde at mindes den lykkelige Time i mit første Præste-Aar, da det gik op for mig i Lys, som Morgenstjernen, at Gud har talet een Gang for alle, saa det lyder giennem alle Tider paa Jorden ... det kan jeg med Sandhed sige jeg haver tvende Gange hørt, og den første Gang var, da jeg først skulde prædike over dette Evangelium ... og skiøndt det den gang endnu stod saare dunkelt for mig, hvordan Herren havde talet, saa hans Røst virkelig rakte til Jordens Ender ... saa lynede det dog omkring mig, jeg ... erfarede fra den Dag, at jo troskyldigere vi kan tage det velbevidnede Ord af Herrens egen Mund, som om vi hørde det med disse vore Øren, desmeer kom der Liv i vor Tale og Kraft i vor Røst fra Ham ...«.

I skildringen fra 1833 er der ikke tale om noget »som om«. Jesus taler direkte til ham. Og der er heller ikke tale om, at han taler – eller har talt – een gang for alle til hele jorden og til alle tider, men at han taler på ny, nu, til en enkelt person i en bestemt situation.

Grundtvig fortsætter: »... Vel trængde jeg haardt til at høre det een Gang endnu, til at høre hvad vi alle havde glemt, at det Livets Ord, som eengang talt af Herren lyder for alle Slægter i Hans Huus er Indstiftelsens Ord i Daaben og Nadveren ...«

Sammenstillingen af oplevelserne i 1811 og 1825 autoriseres så at sige ved hjælp af salmecitatet – »elegant udtrykt« kalder Thodberg det – men spørgsmålet er, om han ikke derved tolker sin oplevelse i 1811 på en helt anden måde end hidtil. Den bliver en forberedelse til den kirkelige anskuelses dogmatik.

»Vel trængde jeg haardt til at høre det«, gentager han i det følgende, »da det ellers er en mørk Tale, immer vaklende og ubestemt, tiest tom, og naar den ikke er det, altid i største Fare for at udarte til sværmeriske Griller at vi prædike Hans Ord og ei vort Eget, skiøndt Han hverken er synlig iblandt os, eller skiænker nye Aabenbarelser...«

I 1811 og 1833 var der ikke tale om dåben eller indstiftelsesordene, men om ordene til Peter og Peters egne ord, følgelig heller ikke om indstiftelsesordene som værn mod sværmeri. Man kan vanskeligt undgå et indtryk af, at den nye tolkning er en efterrationalisering. Ganske vist understreges det, at opdagelsen i 1825 er en opdagelse af noget gammelt og glemt, ikke en »ny Aabenbarelse«, og det samme kan naturligvis siges om »skovoplevelsen«: det er de gamle og kendte ord til Peter, som siges på ny til Grundtvig. Det forbindende led mellem de to oplevelser er vel intensiteten i oplevelsen af noget mundtligt, hørbart. Han må »glad og taknemlig mindes det første Lysglimt over Ordets Vei fra Herrens Læber til vore ... Herrens Røst er med Kraft, Herrens Røst er med Herlighed!«

Også det sidste er et salmecitat (s1. 29,4), i øvrigt fra den salme, som danner grundlaget for Grundtvig-salmen Herrens Røst er over Vandet«. Det gør ikke noget, at man ikke har oplevet sin egen dåb på denne måde, så man må sige: »... det har jeg aldrig mærket, at Du, Mester selv har døbt mig«, når man kun ydmygt tilføjer som Peter: »men paa dit Ord vil jeg troe det er saa, og see, hvad det giøre«. Det er med andre ord erfaringen, der skal afgøre sagen og overbevise om, at ordene et af Herrens egen mund, ikke teorien eller dogmatikken.

Men dermed får han nøje forbundet oplevelserne i 1811 og 1825, måske ikke uden at der går skår af dem begge, eller man kan sige, at de tolkes og udfyldes ved den gensidige belysning. Begge gange »lynede det ... omkring mig«. Kraften lå i det mundtlige, hørlige.

Det længdesnit gennem Grundtvigs udvikling, der fremkommer ved Thodbergs gennemgang af alle prædikenerne over Peters fiskedræt fra 1811 til 1872 er en interessant og fortjenstfuld nyskabelse i Grundtvigforskningen, både til belysning af overvindelsen af den store krise 1810-11 og til belysning af væksten – forsteningen? – i Grundtvigs opfattelse af Jesu hørlige og mundtlige tilsagn i kirken. Det skal nemlig ikke skjules, at de berømte ord fra 1863: »Kun ved Badet og ved Bordet/høre vi Guds Ord til os«, naturligt må opfattes som længdesnittets slutpunkt. Og disse ord er jo egentlig et dementi af eller en afstandtagen fra skovoplevelsen – trods Thodbergs bestræbelser her og andetsteds på at vise, at Grundtvig alligevel fastholder en lang række af Jesu imperativer som Guds ord til os.

Det kan ikke nægtes, at Grundtvig forsøger at lægge en enkelt – eller dobbelt – hjørnesten: indstiftelsesordene og dermed bliver mere dogmatisk og systematisk, end livet i ham selv kan holde til – rent bortset fra at »Guds ord« forudsat noget sådant findes, ikke uden majestæts fornærmelse kan objektiveres eller tingsliggøres, hvad Grundtvig ville være ganskerne i enig i. Derfor kan »Guds ord« ikke skrives og heller af dem ikke læses. I så fald er de ikke længere Guds, men objektive, løsrevne fra ham. Spørgsmålet er, om de stadig kan høres og siges, og i så fald hvor og hvordan?

I den sammenhæng er det værd at lægge mærke til en sætning eller sammenstilling i den korte indledningsbøn, som fra 1835 bliver et fast led i Grundtvigs prædikenopskrifter: »Troens Ord, maa høres«. (Enkelte gange: » – som skal prædikes«). Men hvad er dette »Troens ord«? Er det trosbekendelsen? Er det evangeliet? Eller en bestemt befaling eller et tilsagn i evangeliet? Er det vort svar på tilsagnet eller befalingen, eller er det tilsagnet selv? – Eller går de to i eet i samme øjeblik der sker et »møde« mellem Gud og os – hvis altså noget sådant sker og kan ske. Er hemmeligheden, at dette møde i ord – når og hvis det finder sted – er så intimt, at det er meningsløst og vildledende at spørge om subjekt og objekt eller at udsondre noget som faststående, objektivf og tingsliggjort, adskilt fra de to personer, som mødes i ord, så de bliver eet.

Derfor må »Troens Ord« høres. De kan ikke skrives eller læses, de kan kun siges og høres, og det er vel i virkeligheden det, Grundtvig vil sige med sit forkætrede og forkætrende »Kun ved Badet og ved Bordet...«

VILHELM NIELSEN