Omkring Grundtvigs »Paaske-Lillien«

Af Vilhelm Nielsen

Dansk Udsyn, 1990, nr. 5-6, s. 253-268

Afsnitsoverskrifter tilføjet. – Red.

Grundtvigs dramatiske digt »Paaske-Lillien« har haft en mærkelig skæbne. Det fremkom i 1817 i hans tidsskrift »Danne-Virke« og vakte mildest talt ingen opsigt. I 1834 optrykte Jac. Chr. Lindberg det i tidsskriftet »Nordisk Kirke-Tidende«, og i 1859 og igen i 1865 udkom der særudgaver af det. Det har der siden gjort med jævne mellemrum, indtil 20. udgave udkom i 1967, halvandet hundrede år efter dets første fremkomst. Efter en start i ubemærkethed er det således blevet et af hans mest populære skrifter, og det kan egentlig nok undre. Skyldes det opstandelsens mysterium, som hovedstykket behandler, og som altid har udøvet en vis tiltrækning på menneskers sind, eller skyldes det det vidunderlige »rammedigt«: 13 indledende og 8 afsluttende strofer, alle otteliniede, begyndende med »Siig mig, Blomst! Hvad vilst du her!«, som senere blev forkortet og bearbejdet til en salme eller sang, som er optaget både i Højskolesangbogen og i Den danske Salmebog? Det er svært at sige.

Også literaturhistorikere har viet værket megen opmærksomhed – ikke mindst i dette århundrede. Fl. Lundgreen-Nielsen opregner i sin disputats fra 1980, »Det handlende ord«, dels mere omfattende behandlinger af Hans Brix (Analyser og Problemer IV, 1938), Ejnar Thomsen (Digteren og Kaldet, 1957), Aage Henriksen (Kritik 2, 1967, optrykt i Gotisk Tid, 1971) og Peter Brask (Tekst og tolkning II, 1974), dels en række kortere behandlinger rundt omkring i Grundtvig-litteraturen. Dertil kommer så hans egen gennemgang (Det handlende ord, s. 716-27), samt en afhandling af Erik A. Nielsen: »En dråbe stærk« i »Hvad Fatter gjør«, Festskrift til Erik Dal, 1982, s. 334-350.

Interessen for »Paaske-Lillien« synes således ikke på nogen måde at være aftagende, og der er langtfra enighed om, hvordan værket egentlig skal forstås. Fl. Lundgreen-Nielsen afslutter sin gennemgang med at stille spørgsmålet: »Hvad drejer 'Paaske-Lillien' sig egentlig om?« og refererer tre forskeres svar: Peter Brask opfatter værket som »et mislykket forsøg på intellektuel argumentation for troens sandhed, et stykke poetisk svindel, Einar Thomsen finder »et alt for personligt udsagn om en digterisk kaldskrise ... prydet med religiøse temaer«, og Aage Henriksen ser i det »et udtryk for en sindrig erkendelsesproces«. (Det bør tilføjes, at hans afhandling har overskriften »Grundtvig og Baggesen«, og hans hovedformål er at belyse forholdet mellem de to digtere helt frem til Baggesens død). Alle lægger de hovedvægten på rammedigtet, de 13 indledende og 8 afsluttende otteliniede strofer, som må siges at være et af de bedste digte Grundtvig overhovedet har skrevet, men som langtfra er uden gåder. Erik A. Nielsen derimod lægger hovedvægten på midterstykket og først og fremmest på den sidste del, Gabriels og englenes himmelske hyldestsange til den opstandne. De opfattes som et forvarsel om Grundtvigs senere vældige udfoldelse som salmedigter. Kun ved at synge med på denne hyldest forstår man »PaaskeLillien«, er han lige ved at sige. Paaske-Lillien er Grundtvigs sidste – og vel mest vellykkede – forsøg i den dramatiske genre. Spørgsmålet er, om Grundtvigs gamle kærlighed til dramatisk digtning på en eller anden måde konverteres til hans arbejde med og for gudstjenesten og – ville jeg tilføje – med den undervisningsform, man kunne kalde den levende vekselvirkning. Forbindelsen mellem drama og kult er gammel, ja, faktisk oprindelig, og megen undervisning har haft dialogform. Men det vender vi tilbage til.

Udgangspunkter for fortolkningen

Mit udgangspunkt for det følgende og i det hele taget for en fornyet interesse for og beskæftigelse med »Paaske-Lillie« var egentlig den – snart sagt: hensynsløse – brug af påske- og opstandelsesbilleder, Grundtvig tillader sig i slutningen af 1830'erne, når han skal gøre rede for den levende, mundtlige tales og samtales afgørende fortrin for bøger og skrift, når det gælder genoplivelse af fortiden, af historien.

Umiddelbart går man ud fra, at Kristi opstandelse er en sådan hovedbegivenhed i Grundtvigs kristendomsopfattelse, at det ville være en degradering eller en helligbrøde at anvende denne hovedsag over alle hovedsager som billede på noget helt andet, f.eks. en folkelig, historisk eller kulturel genoplivelse af noget vigtigt fra fortiden. Men sådan synes den senere Grundtvig ikke at tænke eller føle. Han anvender ubesværet gravlæggelsen, stenen, der væltes bort, opstandelsen, himmelfarten etc. til belysning af forskellen mellem tale og skrift, og vel at mærke ikke i religiøs eller kultisk sammenhæng, men i verdslig og kulturel. Det er historiens levendegørelse, det drejer sig om. Måske kunne man – teologisk – sige, at det er et led i hans incarnationsteologi: også Jesu opstandelse »incarneres«. Det er ikke en nedværdigelse af denne hovedbegivenhed at gøre den til tjener for noget helt andet, noget menneskeligt og folkeligt. Også den er til »for menneskelivets skyld«, for at tjene, ikke for at herske.

Et andet udgangspunkt var opdagelsen af, at »Paaske-Lillien« ved sin første fremkomst i tidsskriftet »Danne-Virke« – som blev optrykt i sin helhed ved jubilæet i 1983 – umiddelbart efterfølges af et digt, som er een stor klagesang over vanskelighederne ved at få Danmarks døde helte til at fremstå som andet end spøgelser og gengangere. »Nytaars-Nat« hedder det, med undertitlen: (»En Drøm«).

Nu lader det sig ikke fastslå, hvilket af de to digte, der er skrevet først, eller i det hele taget hvornår de nøjagtigt er skrevet. Men det er vel ikke urimeligt at antage, at »Paaske-Lillien« er skrevet ved påsketid 1817, og at »Nytaars-Nat« er skrevet nogle måneder før: ved nytårstid samme år. (I en note til nr. 297 og 298 i Sang-Værk til den Danske Kirke, 1837, som er bearbejdede uddrag, hedder det henholdsvis: »Paaske-Lørdagssang fra 1817« og »Drømme-Kvad ved Graven PaaskeMorgen 1817«). Det vil således være naturligt – eller i al fald muligt – at opfatte »Paaske-Lillien« som et svar på det spørgsmål, som ligger bag »Nytaars-Nat«, selvom de to digte blev trykt i omvendt rækkefølge. I »Paaske-Lillien« møder vi den vågne og bevidste Grundtvig, mens »Nytaars-Nat« er og bliver en drøm og udtrykkelig karakteriseres som sådan.

Dette nytårsdigt falder i to dele. Den sidste og længste består af ikke mindre end 89 fireliniede strofer, der alle har omkvædet:

»Hvad har dog den Drøm at betyde!«

Når han er i tvivl, er det nok, fordi drømmen på en måde opfylder alle hans inderste ønsker som historiker og krønikeoversætter: Hele rækken af danske helte fra Skjold og Frode Fredegod optræder som »Faddere« for Thyra Danebods »yngste Søn« og giver ham rige gaver. To bisper: Balle og Kingo forestår dåbshandlingen. Den eneste, som ingen gave har, er Grundtvig selv, men Balle trøster ham: hans gråd er en gave, når den omsættes i »Saga-Stave«. Han henvises til et skrivebord på trappen op til alteret, og ordren lyder:

Afpræg de klare Minder
med Kraft paa Pergament ...

Drømmeagtigt løses hans problem, bekræftes hans kald som historiker. Vel er han stadig præst. Det er en dåbshandling, der foregår på slottet. Det er Danmark, der døbes, indbefattet den hedenske oldtid og dens helte. Scenen er festsalen på »Rosenborge«, slottet i Kongens Have, som både Grundtvig og Baggesen havde udsigt til fra deres boliger i Kronprinsessegade. Aage Henriksen har utvivlsomt ret i, at Baggesens digt »Drømmen i Kronprinsessegade No. 390« er en slags forløber for Grundtvigs digt, som tydeligvis også er en drøm i Kronprinsessegade, men i No. 402, hvor han boede.

Det var som jeg fik Vinger,
og Dødt stod op igien ...

hedder det. Han får »et Speil af Gylden-Raw, og

»I Speilet seer du Aanden, Som klædt i Støv den gik«,

og det er dette syn, der skal afpræges på pergament. Det er hans opgave, og hans kald som krønikeoversætter er dermed bekræftet. Det er den faddergave eller dåbsgave den fattige præst kan give den spæde »Christian Frode« eller hans søn igen, »Frederik Skjold«.

I digtets første del spiller stjernen over slottet en stor rolle. Det er den, der lyser op i natten over borgen og i parken. Den rummer liv og håb, ja, genoplivelse af døde. Men er det andet end genfærd og spøgelser? Da stjernen et øjeblik forsvinder bag en sky, hedder det:

»Ak, Lygtemænd var det, som giøgled derude,
Hvor Stjernen mig syndes en Dag at bebude ...
Skal Dødninger spøge derude,
Hvor nyfødte Konger jeg saae!«

Drømme er et meget ubestandigt og omskifteligt grundlag at bygge på, og han er da også straks parat til – i drømme ganske vist – at forkaste hele sin virksomhed som historiker:

»Ak! Speil af de henfarne Dage!
Min eneste Arv og min Trøst,
Hvis Billeder dæmped min Klage,
Og gav mig blandt Sangerne Røst!
0, Speil som jeg bær i min Barm!
Skal aldrig nu meer du mig fryde!
Skal over dig Staven jeg bryde!
Ak, bryde og knuse i Harm!«

Men Stjernen dukker frem igen, og drømmen fortsætter og udvikler sig til dåbshandlingen i slottets riddersal med de mange gæster og gaver i digtets anden del, og den slutter som nævnt med at Grundtvigs kald som historiker bekræftes, og dog hedder det i digtets sidste strofe, at han sidder tilbage i sit kammer med sorgen og det for ni og firsindstyvende gang gentagne omkvæd:

»Hvad har dog den Drøm at betyde?«

Sammenhængen mellem »Nytaars-Nat« og »Paaske-Lillien«

Sammenhængen mellem »Nytaars-Nat« og det foranstillede »Paaske-Lillien« fremgår for det første af nogle enkeltheder, som man naturligvis kan overse eller bortforklare, men som i det mindste er ganske påfaldende. I anden strofe af slutningsdigtet i »Paaske-Lillien« (strofe 15, hvis man betragter »rammedigtet« som en helhed) hedder det:

»Bort med Klage, bort med Sorg!
Hæv dig høit, du Rosenborg,
Som skal huse Sagas Døde,
i en Paaske-Morgen-Røde!«

Når man nu ved, at Rosenborg er selve scenen for hele det lange digt »Nytaars-Nat«, og at det er et digt fuldt af sorg og klage – eller i det mindste med en baggrundsstemning af sorg og klage – og det her frejdigt hævdes, at &nd ikke Kristus, ikke digteren, ikke nogen enkeltperson eller troende menighed, men – »Sagas Døde« skal opstå til nyt liv i dette slot, så er det nærliggende at forstå det som et klart og bevidst modstykke til nytårsnatsdrømmen.

En anden enkelthed, som måske ikke rummer så tydelig en forbindelse, kommer i nogle af de sidste strofer i »Nytaars-Nat«, hvor den trøstende muse bl.a. siger til digteren:

»Du beiled til den Kierte,
som lyser op af Muld ...
Du beiled til den Sommer,
som under Sneen laae ...
Du beiled til et Minde
med Duft af Liv og Aand ...

Påskeliljebilledet er endnu ikke faldet ham ind, men han er i disse linier så tæt på, som man kan komme ved midvintertid.

Men disse enkeltheder kan kun lede på sporet, de er ikke i sig selv overbevisende eller tvingende. De kan næppe siges at gøre sammenhængen mellem de to digte indlysende nødvendig.

Men når dertil – for det andet – kommer at en nøjere analyse af »Paaske-Lillien« viser, at den i virkeligheden handler om det samme som »Nytaars-Nat«, nemlig om muligheden for historiens, »Fædrenes«, opstandelse, er der noget, der falder på plads.

Man kan sige, at det først eller kun bliver klart i »rammedigtets« 13 + 8 strofer, og især i de 8 afsluttende. Men man skal dog ikke overse, at hovedstykket: den dramatiske dialog, for en stor del beherskes af modsætningen mellem drøm og virkelighed. Der tales om »Spøgeri«, »Nattesyna, »Drømme(,, »Koglespil« etc. Det er, som om Grundtvig har besluttet sig for - som modstykke til drømmen eller nattesynet i Rosenborg Have - at fortælle en historie fra virkelighedens verden og gøre den til tegn eller pant på, at også Danmarks helte kan genopstå i fuldt dagslys og virkelighed, ikke bare som spøgelser og genfærd.

For Grundtvig er Jesu opstandelse en bastant historisk kendsgerning, som han til enhver tid er parat til at forkynde og stå inde for som præst. Men nu er han tillige historiker, og spørgsmålet er, om denne hovedbegivenhed i verdenshistorien også har virkninger på det, han nu arbejder med. Ejnar Thomsen beholder formodentlig ret i, at der ikke i »PaaskeLillien«, eller i, hvad man iøvrigt ved om Grundtvig på denne tid, er noget, der tyder på en »Tros-Krise«. Det er svært i »Paaske-Lillien« at finde noget som helst belæg for, at han har villet overvinde en tvivl om Jesu opstandelse i sit eget sind. Både høvedsmandens og farisæerens argumentation slås ganske vist ned eller ud af begivenhederne, og den spirende tro hos et par af soldaterne bekræftes og styrkes, men er det hovedsagen? Rejser rammedigtet ikke spørgsmålet om dette bestante begivenhedsforløbs videre virkning og betydning?

Måske kunne man sige det på den måde, at rammedigtet ikke argumenterer for Jesu opstandelse, men med Jesu opstandelse. Jesu opstandelse er for Grundtvig før, under og efter digtet en given kendsgerning. Spørgsmålet er, hvad den betyder, hvilken virkning, den har, in casu på historien.

Gennemgang af digtet

Jeg skal ikke her gå nærmere ind på de første strofer i rammedigtet, kun konstatere, at med strofe 5 og 6 er identifikationen mellem blomst og digter fuldført. Derefter siges der vi.

Men vigtigere er det måske at konstatere, at i alle stroferne 7-10 tales der om »de Døde«, ikke om Jesus, heller ikke om digteren eller den enkelte troende.

»Kan de Døde Graven bryde?« (Str. 7.)
»Kan de Døde ei opstaae,« (Str. 8.)
»Vaagnende jeg seer de Døde« (Str. 9)
»Est du ei de Dødes Tolk?« (Str. 10)

Og i strofe 10 udskiftes påskeliljen pludselig med »Saga«, historien eller historiens muse, som ganske vist i strofe 11 siges at føre påskeliljen i sit skjold. Hun har sin borg »under sorten Marmel-Tilje«, hun er »Dronning over Gravens Folk« (str. 10), men hun er kun »et Gienfærd tomt og mat«, der ender »i et evigt Mørkes Fængsel«, hvis ikke der hæver sig en »Paaske-Morgen« over dette gravmørke (str. 12). Derfor indbydes hun i prologens sidste strofe til at »svæve« med digteren »over Tidens Hav« til »Herrens lukte Grav« for at se, om der skete en opstandelse. I så fald »kommer vist Hans Rige«.

Denne »research« gennemføres så i hovedstykket, den dramatiske dialog. Men det må fastholdes, at det i prologens fire sidste strofer er »Saga«, historien – med påskeliljen i sit skjold – som digteren holder sig til, svæver – eller sværmer – sammen med tilbage gennem tiderne for at konstatere Jesu opstandelses faktiske kendsgerning med vidtrækkende følger for såvel digterens som Saga's hele virke. Det er betingelsen for, at Saga's »Spiir« ikke »brækkes«, at hendes skjold ikke kløves af »Afgrundens Trold,« og hun selv nedmanes i »evigt Mørkes Fængsel« (str. 12). Sker det ikke, har hun »Intet at betyde«. Den sidste og sammenfattende konsekvens: »da kommer vist Hans Rige« virker i denne sammenhæng nærmest som en cliche, men det er måske fordi vi er vant til at opfatte »Guds Rige« som noget individuelt og religiøst, mens Grundtvig – præst og historiker på een gang – kun kan forstå det som omfattende verdenshistorien som helhed.

Efter prologens tretten strofer følger hovedstykket, den dramatiske dialog mellem vagtsoldaterne, deres kaptajn og en jødisk farisæer. Jesu opstandelse skildres ikke direkte, men betragtes som en historisk kendsgerning, tegnene: mørket og jordskælvet inclusive, overbevisende for alle parter. Lyssøjlen eller »Lynildsmanden« slår dem alle til jorden, undtagen Tacitus, den troende Romer, og derefter tager Gabriel og englekoret fat på deres hyldest til lyset og livet.

Så følger epilogens otte strofer, strofe 14-21, hvis man betragter rammedigtet som en helhed. I de to første identificerer digteren sig stadig med Saga. Sammen har de nu fået

»... et sikkert Pandt
Paa en Paaske-Morgenrøde« (str. 14)

Sammen vil de derfor synge som Gabriel og englene og trykke det oprindelige symbol, påskeliljen, »ømt til Bryst«. Det er dog digterens sang, der skal lære verden, at Saga også kan synge, har »Fugle-Tunge«. Opstandelsesbegivenheden har fjernet al klage og sorg, nu rejser den borg sig, »Rosenborg«, som i»Nytaars-Nat« kun var en drøm, for at huse alle »Sagas Døde« (str. 15).

I de to følgende strofer vender han sig igen til påskeliljen, og Saga forsvinder midlertidigt som navn og begreb. Liljen er en »Paaske-Blomst paa Fædres Grave«,

»Som hver ædel Blomst af Døde
skal forklaret igienføde«

Perspektivet er stadigvæk historisk. Det er »Fædrene«, der skal opstå forklaret. Men også liljen skal komme til ære og værdighed, også i »høien Sal«, fordi den minder om, at »Mennesket stod op af Døde« (str. 17). Hvem er »mennesket?« Hvorfor denne meget almene betegnelse, hvis det er Jesus, der menes? Eller er det Jesus som repræsentant for menneskeheden, som »førstegrøde?«

I strofe 18. vender han tilbage til barndomsminderne (str. 4) og det fællesskab, han og liljen har i »Verdens Spot« og foragt, og en momentan pessimisme og tvivl griber ham, men vel at mærke en tvivl om, at »det Døde« kan og skal opstå, ikke »Mennesket«, ikke »den Døde« eller »de Døde«. Tvivlen får ham et øjeblik til at falde tilbage på tanken om hans egen personlige opstandelse (str. 18), men han tager sig i det og dementerer omgående sig selv i begyndelsen af str. 19. »Dødt« er allerede opstået i ham. Det har han erfaring for. Fædrelandet lytter til ham som skjald, historisk skjald vel at mærke. I det »Speil«, som han i »Nytaars-Nat« var ved at forkaste og »knuse i Harm«, Sagas spejl, kan han nu ikke blot »Fortids Syner sammenføie«, men også »mærke dem med Sandheds Seigl«, så vist som den Jesu opstandelse, han og Saga har bevidnet, er sand og virkelig:

»Fædrene staae op derinde
Vaagne i livsaligt Minde« (str. 20)

Afsluttende vender han i sidste strofe tilbage til de ublide kår, han som digter og historiker deler med påskeliljen – og Saga – men fastholder, at han er et »Tegn for en Blomster-Tid i Norden«, netop i kraft af at »Fædrene«, historien, det døde, genopstår og får liv i hans værker og i det mindste fryder et fåtal, ja, muligvis kun en enkelt, »Som har kiær, hvad jeg betyder«. Det historiske perspektiv er fastholdt.

Sammenfatning – og andres tolkninger

Sammenfattende kan man sige, at med »Paaske-Lillien« er hans problem som historiker: at levendegøre de døde fædre, løst ved hjælp af Jesu opstandelse, som altså ikke bare er et pant på en troende menigheds sejr over grav og død, men også, ja, i rammedigtet først og fremmest eller udelukkende, et pant på »Fædrenes«, de dødes levendegørelse i den historie og digtning, som siden 1815 havde været hans hovedbeskæftigelse. Måske kan man sige, at »Paaske-Lillien« er et fortvivlet forsøg på at forene de to linier i hans forfatterskab i disse år: Historie og Kristendom. Den sidste er den nødvendige betingelse for, at den første kan nå sit mål: at de døde helte bliver mere end spøgelser og genfærd. Påskemorgen er garanti for virkeliggørelse af drømmen nytårsnat.

Allerede Hans Brix var (anf. skr. s. 172) opmærksom på sammenhængen mellem »Nytaars-Nat« og »Paaske-Lillien«, og ligeledes på det historiske perspektiv: »Historien efter Grundtvigs opfattelse er »Paaske-Lilliens« Nerve«, hedder det (s. 168), eller »Grundtvig var med Hud og Haar nedsænket i Historien i disse Aar, hvor Kirkeporten var lukket for ham« (s. 175).

Ejnar Thomsen nævner ikke sammenhængen med »Nytaars-Nat«. Hans hovedsynspunkt er som nævnt, at »PaaskeLillien« er udtryk for en »kalds-Krise« for Grundtvig som historiker eller historisk digter. Den »Tvivls-Krise« m.h.t. Jesu opstandelse, man har ment at finde udtryk for i prologen, opfatter han som højst en »Tvivlsattitude«, en rolle spillet på andres vegne. Epilogen jubler ikke over Kristi opstandelse, men over at den gør levende historie mulig.

Også Aage Henriksen, hvis hovedsigte som nævnt er at påvise forbindelser mellem Grundtvig og Baggesen, er opmærksom på sammenhængen mellem »Paaske-Lillien« og »Nytaars-Nat«, som han – sikkert med rette – opfatter som et slags svar på Baggesens digt »Drømmen i Kronprinsessegade No. 390«. Han giver en ret udførlig gennemgang af »Nytaars-Nat«, men det er mere Baggesen end historieskrivningens problem, der knytter det sammen med »Paaske-Lillien«. »Den stærke dråbe, han suger af blomsten, er ordet glemmes, knyttet til død og grav«, hedder det. Men hovedstykkets drama overvinder glemselen: »... i den indre opstandelses nu ser han historiens døde stige af graven i ham selv« hedder det. Nattesynets Rosenborg kan befolkes med »Sagas Døde«.

Peter Brasks udførlige gennemgang ender i en længere polemik mod Aage Henriksens psykologiserende forståelse af digteren og digtet, men forud går et detaljeret opgør med digtets »argumentation«. Brask vil prøve at gennemføre en »moderne sekulariseret« læsning af det. Han opfatter det som et filosofisk tankedigt, hvis logik og argumentation brister, da Jesu opstandelse anvendes som empirisk, historisk »bevis«. Han ser meget vel, at spørgsmålet om historien er væsentligt i digtet, men sætter det ikke i forbindelse med »Nytaars-Nat«. Han forklarer det logiske brud i Grundtvigs argumentation med, at han anvender forskellige historiske tidsaldres sandhedskriterier samtidigt, uformidlet, ved siden af hinanden, men han synes ikke at være opmærksom på, at også hans eget sandhedskriterium kunne være tidsbundet.

Flemming Lundgreen-Nielsen behandler »Paaske-Lillien« (Det handlende ord s. 716-27) og i umiddelbar forlængelse deraf »Nytaars-Nat« (s. 727-3 1), men finder ingen sammenhæng mellem de to digte, bortset fra at »den Kierte, som lyser op af Muld« minder ham både om »Nornegæsts Vættelys og påskeliljen i eet« (730), men han er naturligvis opmærksom på, at problemet for digteren ikke blot er opstandelse, men historiens opstandelse. Jesu opstandelse bliver for Grundtvig et tegn eller et pant på, at historiens opstandelse er mulig. Dermed kan hans virksomhed som historiker forenes med hans trang til igen at være præst. Symbolsk viser det sig i, at han i»Nytaars-Nat«, tager den siden 1815 aflagte præstekjole op af kisten, det er som præst han overskrider »Dannevirke«, opvarter Thyra og er tilskuer til drømmens grandiose dåbsceremoni i kongeslottets festsal.

Erik A. Nielsens tolkning

Hos Erik A. Nielsen møder vi en helt anderledes tolkning af »Paaske-Lillien«, som vel står i gæld til de tidligere – ikke mindst Aage Henriksens – men alligevel må karakteriseres som original. Mens de nævnte tolkninger alle først og fremmest har interesseret sig for »rammedigtet«, prolog og epilog, tager han sit udgangspunkt i hovedstykket, drama'et, og ikke mindst i de lyriske passager: Gabriels og englekorets hyldestsang. Han opfatter værket som et forvarsel om digterens vældige udfoldelse et par årtier senere på salmedigtningens område, som vel at mærke ikke blot er lyrik af høj kvalitet, men i virkeligheden drama'ets indførelse i gudstjenesten, man kunne næsten sige: en genoplivelse af primitiv kult.

Vel opfatter han i lighed med Aage Henriksen rammedigtet som udtryk for en »erfaringsrække«, en »gådegætning«, eller med et moderne udtryk en voksende »bevidstgørelse«, men det vigtige er, at digteren vinder frem til at forstå påsken kultisk, dvs. som på een gang en urbegivenhed, et nutidigt nærvær og en kommende verdensafslutning. Det vil bl.a. også sige, at han meget vel har sans for, at der er noget historisk på spil for Grundtvig, hvor tro på og erfaring af at fortiden kan levendegøres og blive nærværende, styrkes, ikke gennem argumentation og logik, men gennem drama og sang. »»Paaske-Lilliens« hovedbegivenhed er, at skriftens fortidssyner slår over i sang og klang. Med mundtlig udsigelse bliver tingen fuldstændig samtidig med os«, hedder det. Kult kan kun studeres ved at høre og synge, se og opleve et drama, ikke ved at læse en bog eller vurdere en argumentation. Derfor er den himmelske korsang det centrale i værket, hvorudfra både hovedstykkets dialog og rammedigtets vers skal forstås og fortolkes ifølge Erik A. Nielsen.

Dermed adskiller han sig markant fra alle foregående fortolkere, og hans synsmåde har efter min mening overordentlig meget for sig. Og dog trænger et par supplerende bemærkninger sig på.

Det er naturligvis rigtigt, at »Grundtvig elskede drama'et og arbejdede med det i lange passager af sin ungdom«, som EAN skriver. Men det er lige så rigtigt, at »Paaske-Lillien« er hans sidste dramatiske arbejde, og at hans forhold til »Skuepladsen« i hele resten af hans lange liv mildt sagt er tvetydigt eller ambivalent. På den ene side lovpriser han den dramatiske poesi i høje toner rundt omkring i sine værker. Den har en vigtig plads og funktion på et bestemt stadium i folkenes udvikling. Det gælder først og fremmest Shakespeares og det gamle græske drama, men også Ewald, Oehlenschläger og Ingemann hos os. På den anden side hefter der altid for Grundtvig – i hvert fald den modne Grundtvig – noget af et skin, noget kunstigt og uægte ved teatret eller »Skuepladsen«. Faktisk tyder meget på, at den i hans bevidsthed skubbes tilside til fordel for kirken og skolen, som det f.eks. fremgår af et afsnit i indledningen til Nordens Mythologi, 1832, (US V 463-67). Alle tre steder foregår der noget mundtligt, og det er for den modne Grundtvig afgørende, hvis fortiden skal genoplives, hvis der skal ske en historisk opstandelse. Den dramatiske form synes ikke at være så afgørende som det poetiske indhold, som præsten og læreren er helt anderledes forpligtet på og eet med end skuespilleren på scenen. Allerbedst er det, hvis det kommer til udtryk ikke bare i den ordførendes tale, men i fælles sang, som det jo skete i Vartov i slutningen af 1840'erne og ved Mands Minde foredragenes afslutning i 1838 som et forvarsel om sangen ved folkemøder og på højskolerne. Kultisk kan man vel ikke kalde det, men et ritual blev det.

Det er fristende at referere og kommentere den minigennemgang af dansk litteratur- og åndshistorie fra o. 1300 til o. 1800, som de nævnte sider fra Nordens Mythologi rummer, men jeg skal afstå, kun nævne at den »kummerlige« tilstand i 14. og 15. århundrede oplives og gennemklinges af reformationstidens salmesang i det 16., takket være »Danne-Kvinden«, som i det hele gøres til genstand for en ovevældende hyldest på disse sider, ikke mindst som »Sang-Bund« for Kingos salmedigtning i det 17. og 18. århundrede, hvortil kommer »Danne-Kvindens« oplagte interesse for »Kæmpe-Viserne«. Kingo kaldes ligefrem en »Paaske-Lilie« (!), hvortil spiren var gemt i tusind år på den anden side af Nordsøen. Han var af skotsk æt og ses som en genoplivelse af Cædmons digtning, som savnede den sangbund, som Kingo fandt.

Men så kommer pludselig »Poesien paa Skuepladsen« med Ewalds Fiskerne og Balders Død og senere Oehlenschlägers og Ingemanns dramatiske digtning. Det giver anledning til en række overvejelser. »Danne-Kvinden« roses for sin smag, fordi »Poesien hos os saa sent blev theatralsk«(!). Sagen er, at »Helte-Livet er aabenbar den eneste Side, Poesien kan vise paa Skue-Pladsen«, mens derimod »Forsøgene paa at spille Guder og Helgene til Lyst aldeles mislykkedes«. Derfor var »opførelsen af Balders Død allerede et Mis-Greb«(!). Man skal ikke »gøre Skue-Pladsen enten til Kirke eller til Skole«, medmindre man ønsker »at giøre Kirke og Skole til Skuespil-Huse«. Skuepladsen skal i almindelighed »være blot til Lyst, og kun som til en Høitid, en Genganger-Bane for folkets Heroer«, men altså ikke for Guder og helgener. Hovedsagen er, at »Poesien kommer til Orde udenfor Skue-Pladsen, thi kun fordi den i vore Dage er stum derudenfor, og taler kun Finger-Sproget, lod Danne-Kvinden sig bedrage af Skinnet ...« og tiljublede forestillingerne. Fingersproget er bogstaverne, det skrevne eller trykte. Teatret har for Grundtvig altid et element af »Skin« ved sig, noget kunstigt og uvirkeligt, som må banlyses fra kirke og skole. »Saasnart derfor Kirken og Skolen bliver virkelig poetiske, og bliver de ei det er Resten ligegyldig, da vil Man strax føle Forskiellen mellem virkelig og konstig Begeistring, og da falder Blænd-Værket bort af sig selv ...«

Det er med andre ord det poetiske, det kommer an på, ikke det dramatiske. Hvad der sker på teatret er altid blændværk i forhold til hvad der sker i kirken og skolen. Han glæder sig ikke over »Opførelsen« af Fiskerne, Hakon Jarl, Blanca osv, selvom han »elsker dem og den herlige Begeistring, hvoraf de udsprang«, tværtimod, slutter han: »... vor poetiske Rigdom paa Theatret, sammenlignet med den sorte Armod i Livet, er den bittreste Satire paa os, der kan skrives«. Med »Livet« mener han det daglige, praktiske liv, udenfor teatret, først og fremmest i kirke og skole, datidens vigtigste platforme for ånds- eller kulturliv.

Det er hårde ord, som på een gang kan synes at støtte Erik A. Nielsens opfattelse, at Grundtvigs hovedsigte er en poetisk og dramatisk, lydende og klingende, mundtlig og levende gudstjeneste og undervisning, og samtidig at dementere hans stærke ord om Grundtvigs kærlighed til drama'et.

En anden ting, som kan undre, er, at Erik A. Nielsen, når han nu anskuer »Paaske-Lillien« som et varsel om den senere salmedigtning, ikke nævner, at Grundtvig selv faktisk forsøgsvis omarbejdede både rammedigtet og dele af englekoret til nr. 297 og 298 i Sang-Værkets første bind 1837, altså til salmer. Rammedigtet blev derved gjort til en opstandelseseller påskesalme, hvor synspunktet: historisk opstandelse blev nedtonet eller fjernet, hvilket senere yderligere blev understreget ved beskæringer – og tildigtninger (!), da salmen langt om længe kom ind i Højskolesangbogen og til sidst også i salmebogen, hvor den ikke mindst i kraft af Carl Nielsens melodi fra 1910 blev meget yndet. Denne omarbejdelse har formodentlig været medvirkende til, at selve værket er blevet opfattet og forstået på samme måde, altså som Peter Brask forstår det, som en argumentation for Jesu opstandelse, og ikke som en deraf flydende argumentation for Historiens, »Saga's« levende opstandelse. Allerede i 1837 udskiftes Saga med »Havfruen«. Man kan spørge, hvad der derefter bliver af Erik A. Nielsens forklaring af, hvorfor Saga fører påskeliljen i sit skjold: Både historien i sig selv og som bevidsthedsform er kultisk, siger han, går bestanding i graven, må nødvendigvis dø – og genopstå, hvis den skal leve. Den må som liljen kunne forny sig gennem død og undergang. Men at dette ikke blot gælder i en salme, men også i en sang, ikke blot i gudstjenesten, men også i historiefortællingen, glider altså ud af det pragtfulde, men beskårne digt, vi har i salmebogen og højskolesangbogen – som salme.

Han tager heller ikke stilling til, at det til salme omarbejdede englekor, nr. 298, tilsyneladende aldrig har kunnet gøre sig gældende som salme, aldrig er blevet sunget. Men derfor kan han jo godt have ret i, at det, Grundtvig i »Paaske-Lillien« stræber frem imod og varsler om, er en klingende, lydelig menighedssang, som udtryk for, at opstandelsen er nærværende og genopleves.

At han helt forbigår, at den modne Grundtvig finder løsningen på sit problem med at genoplive fortiden ikke ved hjælp af Jesu opstandelse, men ved hjælp af talens og sangens opstandelse af »skriftgraven«, er en anden sag, som ikke modsiger, men snarere supplerer eller viderefører hans tolkning.