Folkeoplysning uden frihed

Af Vilhelm Nielsen

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

I anledning af fyrre års dagen for befrielsen er jeg blevet bedt om at skrive noget om »Dansk Ungdomssamvirke«.

Det har jeg ikke den mindste lyst til. Dels fordi der i forvejen er skrevet meget om det, først i samleværkerne om besættelsestiden, dernæst i bogen »Paa dansk Friheds Grund«, og endelig har jeg selv skrevet om det i bogen »Hal Koch og hans Virke«. Egentlig har jeg ikke mere at tilføje.

Men skal man i 1985 skrive i »Højskolebladet« om »Dansk Ungdomssamvirke«, må det være naturligt at trække en enkelt problemstilling frem, som var fælles for højskolerne og dette samvirke.

Var det muligt, og var der nogen mening i at fortsætte et folkeoplysende arbejde, når friheden var gået fløjten?

Er folkeoplysning så væsentlig og vigtig, at den bør fortsætte under alle omstændigheder?

Og i så fald: Burde folkeoplysningen så ikke først og fremmest gå ud på, at friheden skulle genvindes med alle midler? At ikke blot frihedens fjender, men også dens lunkne tilhængere skulle bekæmpes? Altså alle kompromis-søgende først og fremmest »politikerne«?

Jeg kan på ingen måde misunde dem – og det er jo for længst de fleste – der ikke har oplevet at vågne op i uvished om, hvorvidt Danmark overhovedet bestod længere, i uvidenhed om hvad der egentlig var sket, og hvad det ville komme til at betyde – ikke så meget for een selv, det tænker man ikke så meget på, når man er ung – men for landet som helhed, for den fælles fremtid. Det eneste, der stod klart, var, at friheden var væk. Derom aflagde såvel radio som aviser det tydeligste vidnesbyrd. – Man måtte snakke med nogen, man kendte og havde tillid til, høre, hvad de havde oplevet og forstået, og se, om der måske kunne findes en vej. Jeg understreger: måske.

Dansk Ungdomssamvirke begyndte som en sådan samtale mellem ledere af forskellige ungdomsforeninger og organisationer, alle rådvilde og usikre. Det eneste, man besluttede, var at mødes igen og indbyde nogle flere. Man havde åbenbart fået noget ud af samtalen, men hvad? I løbet af nogle måneder blev det til et mere organiseret samarbejde. Det var før der blev dannet en egentlig samlingsregering. Intet blev offentliggjort, før Niels Bukh og Kaj Munk spillede ud med et forslag om en stor, statsstøttet ungdomsorganisation, og hoved og hale på det hele kom der vel egentlig først, da Hal Koch blev valgt til formand. Da var der gået et halvt år. Han kom til at tegne firmaet, så længe det bestod.

Folkeoplysning uden frihed, siger jeg – i skærende kontrast til en sætning i formålsparagraffen, som – helt berettiget – blev hevet frem ved hårene af Henning Poulsen og Henrik Nissen i 1963 og gjort til overskrift over deres historiske skildring: »Paa dansk Friheds Grund«. Ind i den sætning fortolkede man hele Hal Kochs politiseringsprogram, hvis art og karakter man næppe forstår, hvis man ikke har oplevet tredivernes politiske liv i Danmark, ja, deltaget i de forudgående samtaler mellem foreningslederne. Var der een ting, man var enige om, var det at sky politik og politisk.

Sagen var naturligvis, at der viste sig at være en hel del frihed tilbage. Ingen tænkte f.eks. på at lukke højskolerne. Usikkerheden og frygten førte nok til en forbigående nedgang i elevtallet. Hvem ville frivilligt rejse til en anden landsdel, man vidste aldrig, hvad der kunne ske. Men det rettede sig, ja, mere end det. Tyskerne vidste næppe, hvad en højskole var – eller kunne være. Der var ikke tale om at begrænse deres frihed.

Der var heller ikke tale om at forbyde ungdomsforeninger. Offentlige møder, navnlig friluftsmøder, kunne det ligge tungt med, og det kunne få betydning for samvirket. Hvis fem foreninger i en landsby eller ti-tyve i en by indbød til møde, kunne man så stadig hævde, at det ikke var offentligt?

Og sagen var jo, at det viste sig muligt at holde møder, også store møder, og det viste sig muligt at sige ganske meget ved disse møder – også om frihed. Naturligvis kunne det vække en sådan opsigt, at tyskerne blev opmærksomme og forlangte indgreb og begrænsninger, men det var undtagelser – foreløbig. Men først og fremmest blev der holdt små møder, lukkede møder, hvor der kunne tales frit ud. Det blev efterhånden hovedsagen.

Alsang forstod tyskerne vist aldrig, hvad var, og det var der sandt at sige mange danske, der heller ikke gjorde. Egentlig er det helt i sin orden, at sangen kom først – som i al dansk folkeoplysning! Jeg må erkende, at jeg først fik øje på Højskolesangbogen under besættelsen, og det bekendtskab ville jeg nødig have undværet. Jeg kan ikke deltage i den almindelige, overlegne fordømmelse af alsangen som latterlig.

Måske skulle man aldrig have offentliggjort og proklameret Ungdomssamvirket. Det er nemt nok – men temmelig nytteløst – at være bagklog. Eller måske skulle man have holdt en anden arbejdsdeling mellem samvirket og »De ældres Raad«, som oprindelig var en meget tidlig, hemmelig, grundtvigsk organisation med det formål at holde forbindelserne til hvert sogn i landet, hvad der så end skete. Offentliggørelsen havde sine fordele og sin virkning, men den låste også fast. Derfra var der ingen vej tilbage til noget hemmeligt. Også »De ældres Raad« var en samtale, en vedligeholdelse af en samtale, men de havde vigtige politiske forbindelser og blev støtteorganisation for samvirket. Både de og de fem samarbejdende partier accepterede fuldt ud politiseringsprogrammet, som dels havde et aktuelt sigte: ubetinget opslutning om konge, regering og rigsdag. De havde ansvaret og skulle fastholdes på det, ingen vej gik udenom dem til det danske folk. Dels havde det et historisk og mere alment sigte: Disse tre instanser var nu engang den form for folkestyre, som var udviklet »på dansk friheds grund«, og det skulle fastholdes. Det kunne voldføres, men det var uopgiveligt, en del af danskheden som sådan.

Begge dele skulle der oplyses om. Begge dele var folkeoplysning. Men var det nok at kanalisere følelserne – bl. a. alsangens følelser – ind i et sådant »tvær-politisk« arbejde? Var det tilstrækkelig handling, dåd og bedrift? Var der overhovedet mulighed for andet og mere?

Nu vil der altid være folk, der siger handling, kræver handling, så snart de hører ord. Hverken sang eller ord er nok.

Men sagen er, at vi savnede ord til at begynde med. Vi var nødt til at gribe til sangene for at få det, vi følte, udtrykt i ord. Det er for så vidt ikke noget enestående. De fleste mennesker oplever noget tilsvarende i mere personlige sammenhænge, ved fødsel og død, ved forelskelse og bryllup og også ved andre lejligheder. Vi savner ord. Digterne har sagt det bedre, og når det så ovenikøbct kan synges ...

Men vi savnede også talte ord, som kunne drage historiske og andre paralleller, som kunne sætte vore oplevelser ind i en lang sammenhæng, i et perspektiv, som måske gav håb, retning, klarhed.

Det var langt fra alle talere, der magtede det. Men nogen var der, og ære være dem, der forsøgte. Det var heller ikke ofte, de fik svar eller modspil af betydning i en efterfølgende drøftelse. Af flere grunde. Dels måtte der en bundfældelse til, og den tager tid. Dels var det svar, som kunne gives, spørgsmål, som kun kunne stilles, i en lukket kreds. Et godt foredrag kan ikke måles på den umiddelbare reaktion, kan vel overhovedet ikke måles.

Men er det derfor værdiløst? Hvis der skal hurtige resultater – eller i det hele taget resultater – til, hvis det er det, der kan ses og måles, man går efter, så ja. Men det har jo alle dage været højskolernes og folkeoplysningens problem: Man kan ikke se og måle resultaterne. Det ligger i selve oplysningens natur og karakter og er særlig accentueret, når der er tale om voksne deltagere eller elever. Det er det, man har kaldt den indirekte metode. Helt bevidst afstår man fra at fortælle folk, hvad de skal gøre – uden dog at skjule sit eget standpunkt eller sin egen mening. Handlingen – eller ikke-handlingen – er tilhørernes eget ansvar og skal respekteres som sådan. Vel ønsker man med sin oplysning at berøre den inderste kerne i mennesker, men ikke at styre eller drive i en bestemt retning. Gør man det, respekterer man ikke den voksne som voksen, opdrager ikke selvstændige mennesker, men slaver eller efterabere.

Det er godt og rigtigt nok i teorien. Det er en luksus, som kan praktiseres under frihed, men gælder det også, hvor friheden er væk, hvor land og rige er sat på spil?

Det gælder naturligvis ikke i en hær. Der skal kommanderes og adlydes. Der kan oplysning højst være et middel i et andet formåls tjeneste: handlingens, den kloge, koordinerede, mindst muligt tabgivende handling.

I folkeoplysning er der masser af tab, mange, der falder af i svinget. Det er nødvendigt, hvis man skal have mulighed for at blive menneske, hvad kun kan ske i frihed og selvstændighed.

Vel var det ikke nok at tale om frihed, men det var nødvendigt. Og fordi andet var eller blev nødvendigt, skal man ikke – og specielt da ikke, hvis man er i et højskolearbejde – nedvurdere denne nødvendighed.

Må folkehøjskolen ikke fastholde, at folkeoplysning er et mål og ikke et middel til en efterfølgende handling, som den skal dømmes på? – Samtidig med at det også gælder, at forstand er ikke andet end en følelse, der bliver sig selv klar, og det bliver den kun, når den afpræger sig i en tilsvarende handling, som Grundtvig siger, citeret efter hukommelsen.

Men denne gerning eller handling er ikke lærerens eller talerens ansvar, men tilhørerens eller elevens.

Det gælder i hvert fald under friheden, nu. Om det også gjaldt under besættelsen er et interessant historisk og teoretisk spørgsmål. Det var det bare ikke dengang. Og det var vævet sammen med en række andre højst ubehagelige og dybt indgribende spørgsmål, især vedrørende den aktuelle politik. Friheden blev mere og mere beskåret og begrænset. Kampen mod »politikerne« blev stadig skarpere. Kunne man da ikke have holdt sig til at bekæmpe tyskerne? Åbenbart ikke. Da politikerne så var væltet – eller gået – tog departementchefstyret over og fortsatte stort set linien. Nu var det modstandsbevægelsens tur til at gå på kompromis og føre eftergivenhedspolitik overfor de politikere, de havde bekæmpet. Og ære være lederne, fordi de gjorde det.

Det kostede både på den ene og den anden måde. Besættelsen kostede i det hele taget, ikke bare penge. På mange måder undveg man opgøret om, hvad det virkelig kostede, og også det var måske en nødvendig del af prisen.

Men derfor kan man jo godt spekulere over, om folkeoplysning er og bør være mulig, om den har mening, når friheden er forsvundet, og om den kan fortsættes eller genoptages bagefter. Skulle vi monstro drage den konsekvens, at aviser og radio – medierne – ikke er så vigtige. De er et overfladefænomen. Om de mister deres frihed til alt muligt halløj er ikke afgørende. Samtaler, små møder, sang er vigtigere. Der lever og overlever folkeoplysningen.

Forholdet mellem oplysning og handling er også vigtigt, men det kan ifølge sagens natur ikke afgøres på forhånd eller en gang for alle. Det er nemlig enhvers eget ansvar og skal forblive så, hvis der med rette skal kunne tales om folkeoplysning. Det afgøres aktuelt, på stedet, i øjeblikket – hverken forud eller bagefter.

Men ansvaret for og ved at sige det rette ord, i rette tid og på rette sted kan ingen af os unddrage sig. Jeg kan ikke være med til at bebrejde højskolerne eller ungdomssamvirket, at de fortsatte med at bruge ord, så langt og så længe der var mulighed og rum for det. Det var hverken første eller sidste gang, et folks frihed gik fløjten. Måske er folkeoplysning i virkeligheden den eneste mulighed for at genvinde den?

Eller er borgerkrig bedre? Som vi ser det i Indokina, Libanon og Mellemamerika? Var sang og tale, kompromis og eftergivenhed ikke at foretrække? Men uden folkeoplysning – bred, grundig, vedholdende folkeoplysning – er det utopisk.