Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

»...en tydelig og glædelig tendens...«

Af Vilhelm Nielsen

Uddannelse – Undervisningsministeriets Tidsskrift, 24. årgang, nr. 5, maj 1991, s. 304-309

Rapporten om mundtlig fremstilling kan give indtryk af, at hjertet ganske er afskaffet som sæde for følelser, fantasi og vilje. Læseren sidder tilbage med et indtryk af, at mundtlighed og skriftlighed med vold og magt skal sidestilles, ja, at det vigtigste i skolen stadigvæk er at lære at læse og skrive. Men uden at sige det ligeud lægger rapporten måske i virkeligheden en torpedo under arken?

Ordet modersmål forekommer ikke!

Overskriften er et citat fra arbejdsgruppens rapport om »Undervisningen i mundtlig fremstilling i det danske uddannelsessystem«. Det stammer fra en sammenfatning af et afsnit, der hedder »Indtryk af mundtlighedens vilkår i grundskolen«, men det er efter min mening dækkende for rapporten som helhed.

Når man selv har været med til for mere end 10 år siden at slå til lyd for en opprioritering af det mundtlige uden synderligt mærkbare resultater, er det både glædeligt og forbavsende at se, at Undervisningsministeriet – undskyld: Forskningsog Undervisningsministeriet – når det iværksætter et »Indholds- og kvalitetsudviklingsprojekt« (!) nedsætter en særlig arbejdsgruppe om »den mundtlige dimension«, som nu har afleveret sin rapport som nr. 7 i rækken.

Det er svært at tilbageholde en drilagtig bemærkning om, at ministeriets overordnede opgaveformulering ikke er særlig mundtlig eller mundret, men den har udvalget naturligvis ikke ansvaret for. Derimod er det meget tænkeligt, at udvalget – eller i det mindste dets formand – har et medansvar for kommissoriet, og her bemærker man – eller det gør jeg i det mindste – at ordet eller betegnelsen: Modersmålet indtager en særdeles beskeden og tilbagetrædende plads. Det optræder nærmest ved en tilfældighed som en terminus teknikus uden skygge af det indholdsmæssige og kvalitative register, som normalt er knyttet til denne betegnelse. Og når man læser videre, opdager man, at ordet overhovedet ikke forekommer i den over 80 sider lange rapport, bortset fra at man en enkelt gang – af vanvare – kommer til at sige (skrive): »Modersmålsundervisningen«.

Det kan dårligt være andet end bevidst politik. Det betyder vel, at man ønsker at behandle sprogets mundtlige dimension nøgternt, koldt og realistisk, uden alle de følelser, al den fantasi og poesi, der knytter sig til betegnelsen modersmålet. Og (let er naturligvis legitimt, muligvis endda hensigtsmæssigt, selvom det altså drejer sig om et »indholds- og kvalitetsudviklingsprojekt«. For at blive i den samme stil- og sprogtone må jeg spørge: Tilgodeser man indholds- og kvalitetsaspektet i mundtlig fremstilling eller udtryksfærdighed, når man bevidst ser bort fra følelser, fantasi og poesi? – Det gør man naturligvis ikke, og det mener arbejdsgruppen heller ikke. Disse sider af sagen gør sig gældende i adskillige sammenhænge i rapporten som uundværlige støttende og hjælpende sider af mundtligheden, men man undgår altså at sammenfatte dem i udtrykket modersmålet.

Skoletroen er for stærk i Danmark

Når jeg nævner det her, er det, fordi jeg i 1979 skrev en artikel i »Uddannehe«, som hed »Om forskning og undervisning i modersmålet«. Ritt Bjerregaard havde den gang givet CUR (Det Centrale Uddannelsesråd), der netop havde afleveret sin hovedrapport, U 90, en opgave, som mindede ikke så lidt om det projekt, Bertel Haarder nu har sat i gang. Hun ønskede en undersøgelse af modersmålsundervisningens mål og midler i det danske uddannelsessystem, set under eet, af »opbygningen og udviklingen af det kommunikative fællesskab på dansk«, som hun sagde i et sprog, CURs medlemmer formentlig forstod, men hun brugte bevidst og udtrykkeligt også betegnelsen modersmålet. Det var egentlig det, der fik mig til at reagere, idet jeg rejste spørgsmålet, om man overhovedet kunne forske og undervise i modersmålet uden at ødelægge det som modersmål. Dermed krydsede jeg måske hendes planer, det ved jeg ikke, hun gik kort efter af, men til gengæld blev jeg hjertelig omfavnet af det nystiftede »Modersmålselskab«, holdt foredrag ved dets første årsmøde i 1980 og skrev i dets første årbøger.

Dette selskab kunne og burde efter min mening slå et slag for modersmålet i egentlig forstand, altså som »det mundtlige, ubevidst lærte sprog, som børn tilegner sig fra deres nærmeste, efter naturmetoden, på en ikke-skolemæssig og ikke-undervisningsmæssig måde«. Men selskabet formåede, så vidt jeg kan skønne, ikke at fastholde linien. Skoletroen (!) er for stærk i Danmark – og skriftligheden. Det blev danskfaget, litteraturen, pressen osv., der blev hovedsagen for dette selskab, ikke almindelige mødres fortælling, samtale og sang med og for deres børn. Rapporten om mundtlig fremstilling nævner et par steder, at der ikke findes noget »vidundermiddel« på dette område. Man kunne have ønsket sig en tilføjelse om, at heller ikke den samlede indsats af skole og uddannelse er et sådant vidundermiddel.

Evnen til at kunne lytte

Men når det er sagt, må det siges, at rapporten er opmuntrende læsning. Redaktionen af »Uddannelse« spørger, hvad man finder »interessant, vigtigt, forkert«. – Først og fremmest finder jeg det interessant og vigtigt, at ministeriet har sat et sådant arbejde i gang og udgiver denne rapport.

Dernæst finder jeg det interessant og vigtigt, at det under gennemgangen af bestemmelser og bekendtgørelser en række steder konstateres og fremhæves, at den vægt, der lægges på mundtlig fremstilling, og den udførlighed, hvormed denne side af sagen behandles, er direkte afhængig af tidspunktet for bestemmelsernes udformning og ikrafttræden, således at forstå, at jo nyere bestemmelserne er, jo udførligere behandles det mundtlige, og jo mere vægt lægges der på det. Det er et klart udtryk for en »glædelig tendens«.

For det tredje vil jeg nævne den vægt, der hele vejen igennem lægges på opøvelsen i at lytte som den helt afgørende forudsætning for bedre mundtlig fremstilling. Det er noget, man lægger mærke til, når man kommer fra en skoleform, folkehøjskolen, der traditionelt har været ganske overordentlig mundtlig, i visse tilfælde faktisk udelukkende mundtlig, og når man er vant til, at det at lytte anses for noget passivt og passiviserende. – Det er jo ved at lytte, små børn lærer deres modersmål, og større børn lærer fremmede sprog og rigere nuancering af deres eget. Evnen til at lytte er endvidere den uomgængelige forudsætning for, at en samtale overhovedet kan komme i stand og få mening og ikke bliver til mundhuggeri, som det fx demonstreres i fjernsynets konfrontationsudsendelser. Det er endvidere i samme sammenhæng værd at bemærke den opprioritering, der sker af fortælling og oplæsning.

Undervisning og uddannelse må ikke isoleres

For det fjerde forekommer en række iagttagelser og bemærkninger fra og om nogle områder, som for en del ligger uden for ministeriets gebet, mig at være interessante og vigtige. Det hænger sammen med, at undervisning og uddannelse ikke kan og bør ses isoleret, men må sammenholdes med en række andre instanser i det moderne samfund: Presse, radio, fjernsyn først og fremmest, men såmænd også kirke, teater, sundhedsvæsen og retsvæsen m.m. På nogle af disse områder er der en gammel tradition for et meget bevidst arbejde med mundtlige udtryksformer, andre steder kæmpes der en hård kamp mellem mundtligt og skriftligt, og visse steder forudsættes det mundtlige som en selvfølgelighed og beskæftigelse med det som overflødigt, ja, farligt og skadeligt. Man kan kun håbe, at rapporten må blive læst og overvejet vidt og bredt.

For det femte må man glæde sig over (le mange forslag til udarbejdelse af temahæfter og gennemførelse af efteruddannelse i mundtlig fremstilling på snart sagt alle niveauer og i alle skole- og uddannelsesformer. Der tales endog om »inspirerende temahæfter«, hvordan sådanne så skal se ud og komme i stand. Også efteruddannelseskurser skulle jo gerne være »inspirerende«. Måske er tiden inde. Måske har vinden vendt sig. Måske er tidsånden med det mundtlige. Måske er lærere og pædagoger netop nu sultne efter kyndig og erfaren instruktion i fortælling, oplæsning, samtalekunst osv. Måske vil både de og eleverne godt lytte, når og hvis de præsenteres for noget, som er værd at lytte til og lære af.

Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare enhver især. Koloss. 4, 6

Hjem og institution/skole

Men jeg må for det sjette rejse spørgsmålet, om rapporten er barsk nok i sin beskrivelse af ændringerne i samfundet, især når det gælder de helt små børn, som er i den alder, hvor modersmålet skulle læres. Hvis 90 eller 95% af børnene i disse aldersgrupper er i institution, er den tid forbi, hvor sproget som hovedregel gives videre fra forældre til børn. Nu er det institutionernes tur og tid. Det er meningsløst at tale om »Hjem og Skole«. Man må – som rapporten også gør det – tale om »hjem og institution/skole«. Og så er spørgsmålet om sprog og dermed om noget, som med rette kan kaldes et modersmål, endda en forholdsvis sekundær ting i denne sammenhæng. Der er andre forhold og konsekvenser, som måske er langt alvorligere, og som der næppe kan bødes noget videre på med undervisning og uddannelse. Men i så fald er det kun logisk og rigtigt, at rapporten har strøget ordet modersmål af sit vokabular med alt, hvad det indebærer. Det er på vej ud, og hvorfor ikke sige det klart og tydeligt? Det har dog med indhold og kvalitet i det mundtlige at gøre.

Lad mig som det syvende og sidste nævne nogle afsnit eller bilag, som til dels skiller sig ud som selvstændige, og som forekommer mig meget interessante. Det gælder – for at tage det bag fra – bilag 2, det allersidste i rapporten, hvor Jørqen Fafner redegør for »Retoriske idealforestillinger i historisk perspektiv«. Når man ikke er velbevandret i retorikkens historie, er det meget oplysende. Endvidere en række indskudte, mindre bilag: Knud Lindholm Lau om en plan for mundtlighed i medierne, Lena Fluger fra Handelshøjskolen i København, som formulerer 10 punkter til styrkelse af »talesprogligheden«, en skolepiges oplevelse af, hvad det kræver at læse en skrivelse op i en mikrofon for en større forsamling m.m.

»Ordet går, men skriften står«

Så meget om den tydelige og glædelige tendens, om det meget interessante og vigtige. Er der da slet intet i rapporten, som jeg finder forkert? – Jo, afvejningen mellem mundtlighed og skriftlighed (s. 17-19) finder jeg i det mindste utilfredsstillende. Det understreges, at man ikke vil »forherlige mundtligheden på skriftlighedens bekostning«. Det kunne ellers nok være tiltrængt, når det samtidig erkendes, at vi lever »i en skriftkultur«, og at »skriften har magt, og skriften giver magt«. Skal det virkelig fortsætte uantastet? Er det virkelig helt umuligt at rokke ved?

Skrift betyder varighed og distance, hedder det, mens det mundtlige er flygtigt. Ja, som Grundtvig udtrykte det: »Ordet går, men skriften står«. Skriften er død og stille, mundtligheden er levende og bevægelig. Det er misvisende at tale om »en iboende mundtlighed i skriften« eller at betragte mundtlighed som en egenskab ved skriften. Skriften fastfryser og dræber det mundtlige. Eller for at tale med Grundtvig: den balsamerer, den producerer lig. Den objektiviserer, tingsliggør, hvad der i virkeligheden kun kan leve i et gensidigt mode.

»Tonen i teksten« forstås ved hjælp af bogstaverne, hedder det. Også det er bagvendt. Den forstås ved hjælp af, hvad vi har hørt eller hører. I øvrigt er dette udtryk, tonen, det nærmeste rapporten kommer til ordet ånd, som naturligvis er smidt på porten sammen med betegnelsen modersmålet. Men lad os se, om det ikke kommer igen.

Er hjertet afskaffet?

I skrift er det først og fremmest intellektet, forstanden, der udfolder sig, »følelse, fantasi og vilje finder mere umiddelbart udtryk i mundtligheden«, hedder det. Følgelig er »Skriftligheden ikke noget, man har i hånden, men i hovedet«. Det lader sig høre. Men når det videre hedder: »Mundtlighed er ikke noget, man blot har i struben, men i hovedet«, stejler man. Ligeså når konsekvensen drages: »Derfor er skriftlighed og mundtlighed to sider af samme sag«. Er »hjertet« da ganske afskaffet som sæde for følelser, fantasi og vilje m.m.?

Nej, ikke ganske. Det dukker op til slut i afsnittet: mundtligheden er det fælles »hjerte« for fremstillingslæren (retorikken) og forståelsesfilosofien (hermeneutikken). De er »siamesiske tvillinger«.

Man får det indtryk, at mundtlighed og skriftlighed med vold og magt skal sidestilles eller ligestilles. Alt andet ville nok vække usaglig modvilje hos alt, hvad der hedder lærere og skolefolk. Al skolegang drejer sig nok stadigvæk først og fremmest om at lære at læse og skrive.

I virkeligheden underminerer rapporten denne overordentlig indgroede opfattelse, men den siger det ikke ligeud. Skriftkulturen og dens magt saboteres. Der lægges en torpedo under arken. Men i al gedulgthed.

Eller har jeg bare læst for meget Grundtvig?