En præ- eller postindustriel højskole

Af Vilhelm Nielsen

Der er nok af fremtidsopgaver for højskolerne, idrætshøjskolerne og foreningslivet. Men hvis udgangspunktet er den nu 200 årige Grundtvig, så må hans tid og hans tanker klart konfronteres med vor nuværende situation, skriver Vilhelm Nielsen i denne artikel.

Det er hævet over enhver tvivl, at højskoletanken er undfanget i en før-industriel verden.

Grundtvig havde ganske vist på sine tre Englands-rejser o. 1830 fået et førstehåndsindtryk af den tidlige engelske industrialisering, som fyldte ham med en blanding af skræk og beundring, men han forestillede sig eller forudså aldrig et industrialiseret Danmark. Hovedparten af Danmarks befolkning var bønder ved midten af forrige århundrede, og det var dem, der sammen med andre småfolk skulle oplyses på dansk om Danmark.

Det er ligeledes klart, at de faktiske folkehøjskoler både før og efter 1864 blev født ind i et førindustrielt samfund, som det på underlig måde lykkedes at oplive og oplyse, så det blev mere levedygtigt, i stand til at overvinde kriser og forme et frugtbart fællesliv, som helt frem til midten af dette århundrede udgjorde en væsentlig modvægt økonomisk, politisk og socialt mod den frembrydende og fremvældende industrialisering.

Halvdelen

Højskolen var altså fra begyndelsen af meget nært knyttet til landbruget og bondekulturen, og et langt stykke tjener det den til ære og ikke til skam. Men en industrisektor fik vi i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af dette, og jo mere den voksede, jo mere åbenbart blev det, at man i virkeligheden kun var højskole for halvdelen af folket eller mindre. Og det var jo folkehøjskole, man ville være.

Helt galt blev det efter anden verdenskrig og især efter 1960, da bønderne eller landbrugsbefolkningen indskrænkedes til en 6-7% af befolkningen. Højskolernes tilvante rekrutteringsgrundlag forsvandt simpelthen. Tæppet blev trukket væk under den højskole, der byggede på kort skolegang, rigelig arbejdserfaring og lyst til legemligt arbejde.

På mystisk vis lykkedes det højskolerne at overleve, så vi i dag har flere højskoler og flere højskoleelever end nogensinde. Hvad søger de, og hvad finder de på højskolerne? Livsoplysning, vil man sige, men ikke en livsoplysning, som indbefatter arbejdslivet. Fritidslivet, familielivet, samfundslivet måske, og det er jo vigtige sager. Men det er ikke U-90, som har fundet på at udskille arbejdslivet, produktionen, økonomien af den »kulturelle« helhed. Det følger med al industrialisering. Eller man kan omvendt sige, at »kulturen« udskilles som et særligt område, som intet har med arbejde, produktion og økonomi at gøre. Kulturen hører hjemme i fritiden. »Kulturpolitik, fritidspolitik og familiepolitik er sider af samme sag« hed det i kulturministerens redegørelse i april 1981. Det er iøvrigt næppe tilfældigt, at det var i begyndelsen af 1960'erne, vi fik et kulturministerium. »Livet« har hjemme i fritiden, ikke i arbejdstiden. Livsoplysningen ligeså.

At højskolerne ikke længere har klar tilknytning til landbruget og bondekulturen er indlysende – rent bortset fra, at man kan spørge sig, om der overhovedet længere findes en bondekultur. Men det er ligeså klart, at højskolerne heller ikke har noget særlig tilknytning til industrien eller industrikulturen, hvis der findes noget, som fortjener dette navn.

Undtagelser

Her må man dog nok gøre to undtagelser. Dels har de tre LO-støttede arbejdshøjskoler gennem deres udstrakte arbejde med tillidsmandskurser en meget direkte tilknytning til industriens arbejdspladser, dels har en række politiske, mere eller mindre marxistisk inspirerede højskoler søgt nær tilknytning til og søgt i det mindste af tolke industrilivets realiteter gennem et højskolearbejde, men i almindelighed må man sige, at lige så sikkert som det er, at højskolen er undfanget og født ind i et førindustrielt samfund, lige så klart og sikkert er det, at den i dag lever og trives i et industrialiseret og urbaniseret samfund, men vel at mærke uden indre forbindelser med arbejds- og produktionslivet.

Episode

Men hvad med fremtiden? Er det industrialiserede samfund varigt? Har industrikulturen brev på evighed? Eller er den kun en episode, en forholdsvis kortvarig overgangstid i menneskehedens og vort lands historie? Kortvarig, også fordi forandringer, som enhver ved, i dag foregår med en hastighed, som gør det vanskeligt for os mennesker at følge med, og som tilmed synes at accelerere, så vi bliver ganske stakåndede, forvirrede og konfuse, hvis vi prøver på det eller vil forudse, hvad der vil ske blot i resten af vores levetid.

Det er altid klogt at se realiteterne i øjnene. Og realiteten er industrialisering og urbanisering – med alle de utilsigtede bivirkninger og sidevirkninger, som følger med, og som vi først nu er ved at opdage den uomgængelige alvor i. Men hastighedstakten i forandringerne er også en realitet, som man må regne med. Og dertil kommer folkelige nybrud og opbrud som en tredje realitet, som vel kan være af meget forskelligt omfang og varighed, men hvoraf nogle synes at have en sådan sammenhæng med de samfundsmæssige forandringer og en sådan tilknytning til sund fornuft og almindelig retfærdighedssans, at deres levedygtighed ikke kan overraske. Det gælder f.eks. store dele af kvindebevægelsen, miljøbevægelsen m.m.

Det er derfor – inden man knytter sig alt for tæt til industrikulturen – ikke uberettiget at stille spørgsmålet om det post-industrielle samfund – hvordan det så end kommer til at se ud – måske kan komme hurtigere end ventet, hastigere end forudset, overraske os uforberedte.

Men hvad forstås der ved et post-industrielt samfund? Hvad kan overhovedet tænkes at komme efter industrien eller industrikulturen?

Hvis man skal danne sig en nogenlunde velbegrundet forestilling om det, må man gå historisk til værks.

Bondekultur

Forud for industrikulturen går en bondekultur, som her i landet har været den herskende siden yngre stenalder, d.v.s. i ca. 5000 år. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det har været svært at slippe af med den eller forlade den. Det kræver generationer og er langtfra gennemført endnu. Den er blevet os så tilvant, dens tankegang, sprog, sædvaner og billeder er så indgroede i vore forestillinger og følelser, at det ofte kan synes tvivlsomt, om industrikulturen virkelig har sejret eller vil kunne det.

Forud for bondekulturen gik en jæger- og samlerkultur, som her kan lades ude af betragtning – selvom man måske nok såvel i bondekulturen som i industrikulturen kan iagttage visse levn fra disse fjerne tider og vilkår, som har haft styrke til at overleve, f.eks. i jagt, krig og sport.

Det afgørende i bondekulturen er tre ting, dels at man bliver fastboende, bofast eller stedfast med de fordele og de begrænsninger, det medfører, dels at man lærer at samarbejde med naturen, med jord og dyr, som man udnytter, men ikke overudnytter, for sin egen skyld, men vel også for dyrenes og jordens skyld. Begge dele lærer man at holde af og respektere. Der er grænser, som ikke må overskrides, love, som ikke må brydes. Endelig lærer man for det tredje, at selvom mennesker magter meget, er der altid ting og forhold, som ikke er i menneskers vold. Vind og vejr, sol og regn, frugtbarhed og grøde, liv og helbred, fødsel og død osv.

Vil man have vidnesbyrd om den nære sammenhæng melle højskolen og denne bondekultur, behøver man blot at gå til højskolesangbogen. Der er nok af dem.

Opbrud

Men alt dette er helt anderledes i industrisamfundet. For det første begynder industrien som regel med et opbrud, en flytning fra land til by, ikke just til et sted, hvor man gerne vil slå rod for resten af livet, men til en bolig, som man håber er midlertidig, eventuelt suppleret med en kolonihave eller håber på at kunne udskifte med et parcelhus. Arbejdspladsen kan skifte nårsomhelst. Man er ikke bofast længere, snart ved man ikke, hvor man hører til.

For det andet kommer man ind i en sammenhæng, hvor naturen er bastet og bundet, underlagt og udnyttet af videnskab og teknik, planlægning og organisation, ikke blot i selve industriproduktionen, men i hele det omgivende samfund. Jorden er dækket af brosten eller asfalt, dyr optræder kun som kæledyr – som en fritidsbeskæftigelse. Al rytme er ophævet, eller i det mindste underlagt urets ubarmhjertige tidsinddeling, som er det eneste, maskiner, teknik og økonomi kan beregne og forstå. Årstider, døgnets tider er uden betydning.

Klassekamp

Men måske er man – for det tredje – på vej til en erfaring, som ligner bondens: at der er ting og forhold, som mennesker ikke magter. Principielt opfattes alt i industrikulturen som menneskeskabt og menneskestyret, også det sociale, politiske, økonomiske og kulturelle liv. Alt kan og skal beherskes og styres af mennesker, på videnskabeligt grundlag, forstår sig. Spørgsmålet er kun, hvem der skal styre og beherske. Det er det, der kaldes klassekamp. Men uanset på hvilken side, man står, er grundlaget fælles: alt kan og skal styres af mennesker og til syvende og sidst blive til et lykkens og frihedens rige. Bare modstanderne vil komme til fornuft og makke ret.

Men det viser sig nu, at side- og bivirkningerne er altfor åbenbare og smertelige, ja, ligefrem ødelæggende både for naturen og for menneskene. Ikke bare fremstillingsmåden, den industrielle produktionsform, men også de fremstillede produkter har ødelæggende virkninger på mennesker og natur, virkninger, som man ikke havde forudset, og som det er dyrt eller umuligt at begrænse eller bekæmpe. Den tid kan komme, før vi aner det, hvor vi ikke vil eje eller have alle de massefremstillede varer. Prisen er for høj, ikke blot i penge, men i natur og mennesker. Hverken arbejdsgivere eller arbejdere, hverken videnskabsmænd eller teknikere, hverken i øst eller vest magter man disse problemer.

Og dertil kommer, at industrien ikke blot er en »sektor« af trods alt begrænset omfang, men dens videnskabeligt begrundede, teknisk udformede og økonomisk beherskede tankegang og sprog, planlægning og organisation har bredt sig til hele samfundet. Derfor er det velbegrundet at tale om en industrikultur – foruden en kulturindustri.

Ikke blot landbrug, fiskeri, handel, transport og en række andre erhverv er i de sidste 25 år blevet industrialiserede, men skoler og læreanstalter udgør en uddannelsesindustri, sygehuse udgør en sundhedsindustri og socialkontorer eller -centre udgør en socialindustri med alle industriens karakteristiske træk: specialisering, professionalisering, standardisering, centralisering, massefremstilling osv.

Endnu har man dog ikke kunnet tale om en »højskoleindustri«, vel heller ikke om en »kirkeindustri« eller en »familieindustri«, men kan disse små og svage, tildels foragtede og oversete reminiscenser fra en svunden tid og kultur tage kampen op med dagens overvældende realiteter?

Nedbrydes

Skal industrikulturens overmagt væltes, så skal overtroen på videnskaben nedbrydes, teknologien tøjles, og økonomien sættes under administration, gøres til et middel i stedet for et mål. Men det forudsætter et andet mål.

Er det den højskoles opgave, som ikke har kunnet affinde sig med industrikulturen, at nedbryde overtroen på videnskaben, at opmuntre til at tøjle teknikken, at nægte at anerkende økonomi som mål for menneskelig stræben, men kun som middel, og dermed forberede eller fremkalde et post-industrielt samfund?

Måske var det en værdig opgave for folkehøjskolerne i 200 året for Grundtvigs fødsel.

Træl og tjener

Lad os til slut slå fast, at det post-industrielle ikke er en tilbagevenden til det præindustrielle, omend måske en genopdagelse eller genoptagelse af visse værdifulde træk i bondekulturen. Det er endvidere en overvindelse af det værdiløse, det skadelige og forkastelige i industrikulturen: økonomiens ene- og overherredømme, adskillelsen mellem arbejde og fritid, produktion og forbrug, åndeligt og legemligt, hjem og arbejdsplads, generationerne osv. Og endelig er det noget helt nyt, som vi endnu ikke kender, men kun kan ane og se de første forvirrede og forstyrrede tegn til. Det er ikke uden teknik, men en hårdhændet underkuet og tøjlet teknik, en træl og tjener for mennesker. Det er heller ikke uden videnskab, men derimod uden overtro på videnskaben og dens evne til at løse alle problemer. Også den skal være en træl og tjener. Det er endelig ikke uden økonomi, men økonomi som middel, ikke som mål. Det lader sig ikke fange i det stadige økonomiske fremskridts fælde. Der er andet og vigtigere til.

Der er nok af fremtidsopgaver for højskolerne, også for idrætshøjskolerne og for det vidtudbredte foreningsliv, som mer eller mindre har samme udgangspunkt. Men hvis udgangspunktet er den nu 200 årige Grundtvig, så må hans tid og hans tanker klart konfronteres med vor nuværende situation. Ubarmhjertigt må forskelle og fejludviklinger afsløres. Måske er der mere, der forbinder det præ-industrielle med det post-industrielle, end man umiddelbart tror.