Derfor gælder det om at komme

Af Vilhelm Nielsen

Er det ikke selvbestaltet formynderi at udskrive en kronikkonkurrence om at få kirken til at gøre sig »gældende med nye midler«? Denne kronik af undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen, der deltog i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence, sætter spørgsmålstegn ved flere formuleringer i konkurrence-oplægget. Kronikøren foreslår selv denne parole til kirkens ansatte såvel som til alle os, der udgør kirken: Bie og bede – bekende og synge – høre og tro. Det er ikke så fromt, som det lyder.

De forandringer, vi har oplevet i de sidste 25 år har været så indgribende og er kommet med en sådan hast, at det må forekomme næsten umuligt at sige eller mene noget om det kommende tiår.

Alligevel er det naturligvis både berettiget og rimeligt at stille spørgsmålet om opgaver og muligheder for kirke og kristendom i dette korte spand af år.

Et andet spørgsmål er, om ordet »udfordring« er velvalgt i denne sammenhæng. Det hører vel hjemme i sportsverdenen, hvis ikke man vil gå tilbage til tidligere tiders tvekampe og dueller, men er det på sin plads, når det gælder kirke og kristendom?

Lidt senere i oplægget tales der om »folkekirkens menneskelige karat«. Menneskelig karat kan være afgørende i mange andre sammenhænge, f.eks. i de store folkelige bevægelser, som satte deres præg på forrige århundrede og fortsatte langt ind i dette, men hvad mening er der i at spørge om menneskelig karat netop i kirken, oven i købet »ud fra evangeliet«? Det skulle da være den fortabte søns karat, synderindens karat, som salvede Jesu fødder, eller den kanaanæiske kvindes karat, som fandt sig i alt for sin datters rednings skyld. Eller måske tolderens karat modsat farisæerens, eller den kvindes karat, som blev ved med at plage dommeren, til han gav hende ret, eller den mand, som kaldes ond, men dog ved at give sine børn gode gaver, ikke giver sin søn en slange, når han beder om en fisk, eller en sten, når han beder om brød.

Det kan endda tænkes, at folk af den karat har »folkelige muligheder«, men vee dem, hvis de veed det – de veed det ikke i evangeliet – og skilter med det. Så forspildes alt, også de folkelige muligheder.

Måske kan folk af sådan karat være til »gavn og inspiration« både i kirken og i »kirkeligt arbejde« – hvad det så er for noget. Kirken er ikke et arbejdssted – bortset fra dem, vi har valgt og ansat til at udføre bestemte opgaver, når vi samles – men det er snarere et sted, hvor vi holder fri, slapper af, hører og synger, bekender og beder, alt af glæde og af hjertens lyst.

Hver gang jeg hører eller læser ordet kirke, tænker jeg: Ja, kirken, det er altså mig og alle de andre mere eller mindre mislykkede og misliebige personer, som samles søndag morgen for at synge en ny sang, som er gammel, og høre et nyt ord, som også er gammelt. Kirken, det er ikke præsterne eller de ansvarsbevidste og velmenende, som anmassende ynder at udtale sig på vore vegne, hvad de ikke har nogen bemyndigelse til. Kirken, det er Herrens eller Åndens, Helligåndens, som ingen kan tage patent på. Det er ikke en struktur af embeder eller dogmer, men det er alle os grå almindelige mennesker, som meget vel ved, at vi har lidt skibbrud og har ødelagt vores eget og vore nærmestes liv – for ikke at tale om landets og verdens – og som netop derfor kommer.

Skal denne kirke gøre sig »gældende med nye midler«, har den »appel«, hvilken »rolle« skal den spille, spørges der. Hvem er egentlig subjekt i den kirke, der spørger sådan? Og hvor har de bemyndigelse eller mandat fra? Næppe fra Herren eller Ånden, som kirken tilhører og er afhængig af. Heller ikke fra os, som udgør den brede masse. Hvor længe skal vi finde os i dette selvbestaltede formynderi? Kunne de dog ikke nøjes med at tale på deres egne vegne og lade os andre i fred? De er åbenbart færdige selv og har tid og kræfter tilovers til at bekymre sig om os andre, men vi går hellere til kirken selv, til Herren og Ånden selv, som ingen kan fremkalde eller fremprovokere ved »midler« eller »appeller«, selv nok så gennemtænkte og velmente. De må lære at bie. De må lære, at »det har slet ingen hast for den, som tror«.

Skal kirken »blot« være »serviceorgan og sikkerhedsnet«, spørges der. Service betyder tjeneste, men vel at mærke industrialiseret, kærlighedsløs, upersonlig, tariflønnet tjeneste fra 9-4 mandag til fredag. Det er den sektor, som har tiltrukket de fleste unge i de sidste 20-30 år fra landbrug og industri. Men duer ordet til at udtrykke noget evangelisk? Er det ikke snarere et udtryk for industrikulturens sproglige fattigdom og afmagt? Er den fortabte søns fader et serviceorgan? Eller et sikkerhedsnet? Lad gå med, at han er et »stående tilbud« – eller rettere sagt: et løbende, et følelsesmæssigt dybt bevæget og bevægende – men hvem vil vove at tale om, at han spiller en »rolle« eller »sigter« på følelser. Hvor langt er der fra rolle til »attitude«, som et andet af tidens modeord, der allerede næsten er glemt, lød? Man kan komme i tvivl om, at evangeliet overhovedet kan udtrykkes i industrikulturens forarmede sprog, som igen er et resultat af en forarmet tilværelse. Man bør tænke sig godt om, inden man giver sig til at bruge en række af de ord og udtryk, som konkurrenceindbydelsen anvender. Ordet »tilbud« må dog fastholdes og forsvares, medminder man vil tilbage til statens og statskirkens påbud og tvang og alt det deraf følgende hykleri, hvis skadelige eftervirkninger endnu ikke er overvundne.

Men kan der da komme »inspiration, ideer og impulser« fra os grå hverdagsmennesker, få eller mange, som trods alt overvinder vanskeligheder og modstand og kommer i kirke om søndagen?

Det er nok småt med det. Man må nok affinde sig med, at de store vækkelsers og bevægelsers tid er forbi – foreløbig i hvert fald, ligesom de store personligheders og lederes. De hører hjemme i det 19. århundrede, som var et stort århundrede i Danmarkshistorien, så stort at vi har haft svært ved at lægge det bag os. Drømmen om folkebevægelser er stadig levende, selv om de fleste af de nymodens, de såkaldte græsrodsbevægelser højst synes at vare et tiår. Men de vil gerne have forbindelser med og bygge på jævne, grå almindelige mennesker og kalde på deres initiativ.

Kan man opstille en parole, som kan være til en smule opmuntring for de valgte og ansatte og for de ansvarlige og bekymrede? Den er først og fremmest rettet til os menige kirkegængere, og den lyder i al sin enkelthed: Bie og bede – bekende og synge – høre og tro. Den er ikke nær så from, som den lyder. Lad mig sige lidt om hvert af de seks ord.

Bie er nok det vanskeligste, især for handlekraftige unge mennesker, som naturligt søger udfordringer, og som gerne vil se resultater. Men her er vi altså i en sammenhæng, hvor strategi og menneskelige anstrengelser ikke er det vigtigste. Ånden – og kirken er virkelig Åndens – kan ikke fremkaldes eller fremprovokeres med aktiviteter eller kampagner. Det er nødvendigt at kunne vente, og det er noget af det sværeste at lære og finde sig i. Alle de store i kirkens historie er blevet standset og har måttet lære at tøve og bie – stik imod deres natur. Og det er specielt vigtigt i en situation, hvor vi faktisk ikke ved, hvor vi er henne, for ikke at tale om, hvor vi er er henne om ti år.

Bøn er ikke en fromhedsøvelse til selvforbedring, men et råb eller et skrig om hjælp og redning. Det forudsætter en erfaring af, at man har gjort fejl, som man ikke selv kan udbedre. Stort set vil vi gerne høre og deltage i de bønner, der hører til gudstjenesten, selv om de måske nok kan rettes og forbedres lidt hist og her. Jeg har to små anmærkninger: For det første så jeg gerne, at degnen altid sagde »vi« og »os« i indgangs- og udgangsbønnen i stedet for »jeg«. Det er utidig individualisme. For det andet støder det mig, at præsten i kirkebønnen siger »...alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge...« – det gør vi alle sammen. Hvorfor ikke sige: »...alle os...« – Vi vil også godt være med til at bede Fadervor højt og i fællesskab ved dåben, når vi får vænnet os lidt til det og overvundet den første benovelse.

Vi vil også godt bekende, synge trosbekendelsen, som det er blevet skik mange steder, både ved dåben og som led i den almindelige gudstjeneste. Selve det at vi kommer er en bekendelseshandling. At vi synger og hører ligeledes. At gå til alters endnu mere, og at bære sit barn til dåben først og fremmest og mest af alt.

Og først og fremmest vil vi gerne synge, meget gerne. Det er nok først og fremmest derfor, vi kommer. Man kan vanskeligt komme i kirke uden at høre og møde stor og høj poesi – hvis ellers præsten forstår at vælge salmer, organisten at spille og vi selv at lukke munden op. Betalte kirkekor er en uting – undtagen måske i meget store kirker og ved særlige festlige lejligheder. Fest skal det være hver søndag, lovsang skal det være først og fremmest.

Og så kommer vi naturligvis også for at høre, høre salmesangen, bønnerne og bekendelsen, Jesu egne ord ved dåb og nadver, Fadervor, teksterne og præstens prædiken. Den overvurderes nok hverken af præsten selv eller af os, som hører. Det må være grunden til, at den efterhånden er blevet så kort. Det hænder faktisk, at man finder, den burde have været en halv gang længere ud fra det tankeindhold, den rummer og bygger på, og den formuleringsevne, den lægger for dagen. Det omvendte hænder naturligvis også. Men her støder vi på det penible problem om mundtlighed. Nogle præster – ældre, rutinerede – kan være ulideligt mundtlige, andre – yngre – har alt for meget papir med og er alt for afhængige af det. Nytter det at henvise til Grundtvig som eksempel, som blev ved at forberede sig og skrive uge efter uge, år efter år – det viser de 12 udgivne bind »opskrifter« eller »studier« – men meget vel var klar over, at en prædiken kun er til i det øjeblik den holdes, lyder til en bestemt forsamling mennesker mundtligt.

Tro skal jeg ikke sige noget om. Selve det at vi kommer er vel et udtryk for tro, at vi bekender og beder, syn ger og hører.

Vi er parat til at vente og bie. Vi tror på, at det kommer, at Ånden er til stede og skaber kirke hver søndag, når vi samles, få eller mange. Vi erfarer det måske ikke særlig tydeligt, men vi tror, at det kommer og allerede er der, kan gribes og høres, hvis vi bare lukker ørerne op og løfter stemmen til lovsang.

Måske tør man vove den forudsigelse, at den rasende tillid og forventning til de nye medier, som udvikler og formerer sig så hastigt, vil fortage sig i løbet af det kommende tiår og afløses af en dyb længsel efter den gamle, direkte kommunikation mellem mund og øre i overskuelige forsamlinger. Man kan tvivle på, at det, vi kalder kirke, overhovedet kan blive til andre steder og på anden måde. Derfor gælder det først og fremmest simpelthen om at komme.

VILHELM NIELSEN