Den tredje Verden og Grundtvig

Af Vilhelm Nielsen

Indledningsvis vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det emne, jeg skal tale om, oprindelig hed: Grundtvig og den tredje verden. Når jeg har bedt om at få det vendt 180 grader, er det fordi jeg ikke agter at sige noget om, hvilken betydning Grundtvig evt. kan have for denne del af verden. Det er der ofte talt om, og det får næsten uvægerligt et anstrøg af kulturel bedreviden eller kulturimperialisme, selv om alle er enige om, at skal den tredje verden – eller noget som helst andet land end Danmark – tilgodegøre sig noget af Grundtvig, skal det være helt efter dette lands eller dette folks egen bestemmelse. Det gælder ikke mindst folkehøjskolen eller, lidt bredere forstået, folkeoplysningen, som er det, jeg først og fremmest vil beskæftige mig med, selv om jeg naturligvis er klar over, at Grundtvig ikke kan skæres i skiver. Jeg bør måske også sige, at det er den modne Grundtvig, d.v.s. Grundtvig i 1830'erne og 1840'erne, det drejer sig om. I den periode kan folkeoplysning vist siges at være en hovedsag for ham.

Hvad jeg vil beskæftige mig med er en mulig indflydelse eller påvirkning den modsatte vej. Jeg vil rejse spørgsmålet, om vi ikke ved beskæftigelse med den tredje verdens kultur og historie, religion, sprog og samfundsforhold kan lære at forstå Grundtvig bedre, og da navnlig hans kamp for folkeoplysning. Spørgsmålet er, om vi ad den vej kan få nyt lys over forudsætningerne for hans indsats, hensigten med den, de midler og metoder, han anvendte eller forestillede sig at anvende, og de sejre og nederlag, hans indsats førte til.

I det duplikerede hæfte, som deltagerne har kunnet købe, er aftrykt nogle korte uddrag af to artikler i tidsskriftet »Dansk Udsyn« (nr. 5 og 6 1982), som igen er en oversættelse af et kapitel i Unesco's nye, videnskabelige Afrikas Historie, som skal fylde 8 tykke bind, udkommer på engelsk og fransk og i det væsentlige er skrevet af afrikanere. Det første bind behandler naturligt nok en række metodologiske spørgsmål. Som Grundtvig-læser faldt overskriften på kapitel 8: »Den levende overlevering« mig straks i øjnene, da jeg ved en tilfældighed fik bindet i hånden. Jeg blev da heller ikke skuffet. Levende betyder mundtlig. Det er den mundtlige overlevering, det drejer sig om, dens pålidelighed og anvendelighed når det gælder at skrive Afrikas historie. Men derudover hele dens art og omfang, dens sammenhæng med myter og religion og med det daglige arbejde, med håndværk, landbrug og fiskeri, med opdragelse og undervisning, kort sagt med hele samfundslivet eller fælleslivet, en sammenhæng, som er så stærk og så omfattende, at forfatteren, Amadou Hampaté Ba, ikke viger tilbage for at tale om en mundtlig kultur.

Nu er disse korte uddrag i hæftet naturligvis et højst utilfredsstillende grundlag at behandle sådanne spørgsmål ud fra. (Foruden de to artikler i »Dansk Udsyn« og det store værk om Afrikas Historie, hvori de udgør et enkelt kapitel, kan jeg nævne en rapport, udgivet af DANIDA i 1970 ved Torben Lundbæk: »African Humanism – Scandinavian Culture, a dialogue«. Det drejer sig om et afrikansk-skandinavisk seminar, holdt i København i 1967).

Som man vil se, har jeg sat en overskrift på hver af de tre sider, der stod til min rådighed i hæftet: Mundtlighed, Myter og Håndværk. Grundtvigs krav om mundtlighed, om mytologi og om tæt forbindelse med arbejde og virksomhed i folkeoplysningen har altid undret mig. Spørgsmålet er, om beskæftigelse med den tredje verden kan hjælpe os til en bedre forståelse af, hvad han egentlig mener og vil på disse tre punkter.

Hvad mener Grundtvig egentlig, når han kræver en mundtlig folkeoplysning? Hvad er hans forudsætninger? Hvad er forudsætningerne i samtiden, altså i Danmark (Norden) ved midten af forrige århundrede? Hvor principielt og hvor vidtgående er dette krav? Og hvad skal vi gøre med det i dag – både i den tredje verden og her?

Hvorfor er de nordiske myter et væsentligt grundlag, indhold eller middel i folkeoplysningen? Hvordan overføres de til eller anvendes på nutiden – og fremtiden – som er folkeoplysningens hovedgenstand? Er der en sammenhæng mellem myter og mundtlighed? Og da hvilken?

Og endelig forholdet mellem folkeoplysning og arbejde, virksomhed eller produktion. Er livserfaring og herunder arbejdserfaring en nødvendig forudsætning for folkeoplysning? Eller er det kun tilfældet – og et tilfældigt tilfælde – i et førindustrielt samfund, som den tredje verden i det væsentlige er, og som Danmark var på den tid? Gælder det også i et evt. postindustrielt samfund, hvis der kommer et sådant?

Det er ikke min mening, at beskæftigelse med den tredje verden uden videre løser disse problemer eller giver svar på disse spørgsmål. Vel kan de kaste lys over dem, men et tvetydigt lys. Det er nok snarere sådan, at der rejser sig nye spørgsmål og problemer, når man prøver at sammenligne og forstå, selv om det ved første øjekast kan se ud, som om Hampaté Ba er enig med Grundtvig om en høj vurdering af det mundtlige, af hedenske myter og af en intim forbindelse mellem praktiske håndværk og åndsliv og kultur.

Lad os tage det mundtlige først. Hvor konsekvent er Grundtvig egentlig i sit krav om mundtlighed i folkeoplysningen, eller skal vi sige i kirke, stat og skole?

Hampaté Ba skildrer en helt igennem mundtlig kultur, som simpelt hen ikke kender skrift for ikke at tale om tryk. Hans hovedanliggende er at påvise, at denne mundtlige overlevering er omfattende og pålidelig, tilstrækkelig til at danne grundlag for at skrive Afrikas historie flere århundreder, måske et årtusinde, tilbage. Analfabeter har en rent ud æventyrlig hukommelse, både af omfang og nøjagtighed. Han hævder, at visse traditionsbærere kan holde rede på op til 40 slægtled af en families eller en stammes historie, at en beretning indpræges i en sådan hukommelse med alle detaljer og omstændigheder og til enhver tid kan trækkes frem i sin fulde længde og hele detaljerigdom. Derimod kan den ikke resumeres eller sammenfattes kort. Derved ville den miste sit liv og sin sandhed.

Pålideligheden er endvidere religiøst, moralsk og sociologisk begrundet. Ærbødigheden for fædrene, for den første forfader og for gud selv gør, at intet må ændres i myterne. Så ville indvielsen blive virkningsløs og uden mening. Endvidere: manden er sit ord. Siger han noget andet end sandheden, mister han sin identitet, afskærer sig fra sig selv, fra sin slægt og sit samfund. Og endelig er der altid andre tilstede, som kan kontrollere rigtigheden og straks griber ind, hvis han begår fejl eller lyver. Det er den alvorligste forbrydelse for en virkelig traditionsbærer.

Traditionsbærerne er først og fremmest håndværksmestre og religiøse indvielsesmestre. Derudover findes der sangere og fortællere, som snarest er en slags offentlige underholdere eller hofpoeter, familiedigtere, som dog også kan spille en vigtig samfundsmæssig rolle som mellemmænd mellem slægter eller stammer, men til hvem det samme ufravigelige sandhedskrav ikke nødvendigvis stilles.

Man kan altså sige, at en mand som Hampaté Ba føler sig stående på grænsen mellem en helt ud mundtlig kultur, som er ved at gå under, og en moderne vesteuropæisk civilisation og tankegang, som trænger frem med uimodståelig magt. Han har selv en fransk universitetsuddannelse og vil nu nedskrive den mundtlige kultur, bevare en beretning om den for eftertiden. Man mærker ikke noget håb om at bevare den i live eller genoplive den. I virkeligheden er han vel folklorist, folkemindesamler, og det er for så vidt al ære værd.

Grundtvigs situation er meget anderledes. Han vil genoplive. Det er nok den eneste grund til at han interesserer sig for det gamle. Og han vil genoplive ved at få det skrevne op i munden, ikke ved at få det mundtlige nedskrevet.

Grundtvig befinder sig i et samfund, som har kendt bøger og bogtrykkerkunst i en 3-4 århundreder, skrivekunst endnu længere, for en lille elite i hvert fald. Han befinder sig i et samfund, som er ved at iværksætte en ærgerrig plan om at lære alle at læse og skrive, hvilket uvilkårligt – som et biprodukt – medfører foragt for det mundtlige både i form og indhold.

Han tilhører selv den veluddannede elite. Der er noget paradoksalt i hans krav om mundtlighed. Han havde det største besvær med selv at tilegne sig den, med at krænge sin skriftlige, latinske dannelse og sprogbrug af sig og finde frem til en ægte dansk folkelig tankegang og sprogbrug. Det paradoksale er, at han må skrive for at finde det mundrette i prædikener, foredrag, taler o.s.v. Han må arbejde bevidst. Arbejder han ubevidst, bliver han i elitedannelsen. Faktisk tilbragte han næsten al sin tid med at læse og skrive. Han har vel skrevet mere end nogen anden dansker, både poesi og prosa. Han troede længe, at han ved at skrive kunne genoplive folket, men ender med at foragte og forkaste alt skriftligt og bogligt – i teorien i hvert fald! I virkeligheden er hans mundtlige virksomhed fra 1838 og fremefter ganske omfattende og fortjente en særskilt undersøgelse. Man kan nævne Mands Minde foredragene, »BrageSnak«, foredrag i »Danske Samfund«, talen på Skamlingsbanken, 1844, som er højdepunktet af hans mundtlige virksomhed, rigsdagstalerne og de ugentlige prædikener.

Hans erfaringer med Saxo (og Snorre) er vel det, der mere end noget andet overbeviser ham om det mundtliges nødvendighed i folkeoplysningen. Ære være Saxo, fordi han samlede og skrev, men skam få han, fordi han skrev på latin. Det svarer vel egentlig til, at Hampaté Ba skriver på fransk. Som Saxo ville vise, at Danmark havde en stor og ærefuld historie, der fortjente europæisk berømmelse, vil Afrikanerne vise, at Afrika har også en historie, der kan sidestilles med Europas og andre verdensdeles og derfor bør nedskrives på et europæisk sprog.

Grundtvig nægter aldrig, at skrift er nødvendig for historie, ja, kriteriet for et hovedfolk i hans verdenshistorie er ikke blot, at dette folk har grebet kraftigt ind i universalhistorien i handling, men også at det har skrevet sin og verdens historie. Alligevel bebrejder han islændingene, som han beundrer, fordi de i modsætning til Saxo havde mod til at skrive på deres eget sprog, at de skrev i stedet for at leve og handle.

Man kunne måske sige, at Afrika i dag befinder sig på samme stade som Danmark og Norden i det 12. århundrede, »hvor Nordens Aand hensov«, som Grundtvig siger, og blev balsameret i blæk af Saxo og Snorre. Men den kan vækkes. Det er sådan set hele Grundtvigs budskab. Munden kan lukkes op igen og komme «paa Gang«, hvorved hjertet kan oplives og forstanden oplyses. I hjem, skole, kirke, stat, ved møder og sammenkomster af enhver art skal det mundtlige i højsædet. Det, som endnu lever i folkemunde, ordsprog og mundheld, sagn og sange, æventyr og viser o.s.v. skal naturligvis opmuntres mest muligt og sættes i omløb, men også det balsamerede eller mumificerede skal op i munden og leve. Foruden alt det nytilkomne af folkelig digtning, først og fremmest hans egen og Ingemanns.

Han vil altså have munden, folkemunden, sat i gang igen, dels med de sørgelige rester, der endnu findes blandt folk i mundtlig form, dels med det, som blev skrevet »i Glemmebogen« i 12. århundrede, balsameret og begravet, men som kan graves op og genoplives, dels endelig med helt nyt, vores nyere historie og digtning i den gamle ånd.

Men han forestiller sig det nok ikke i den grad forbundet med religion og mytologi og med håndværk og landbrug, som vi møder det i afrikansk tradition. Han tilstræber et kompromis, kan man sige, han vil gå en mellemvej, genoplive den mundtlige overlevering, men på samtidens betingelser. Der er ikke tale om at udrydde læsning og skrivning, bøger o.s.v., men nok om at nedvurdere det, at tage det ned af piedestalen, at latterliggøre forgudelsen af det, at påvise fordelene ved det mundtlige, dets overlegenhed over bøger og skrift.

Man skal huske, at det eneste medium, Grundtvig kendte, var bøger og skrift. Det er op til os at vurdere, om de senere tilkomne mundtlige medier: telefon, radio, grammofoner, båndoptagere trods deres tekniske karakter kan bære og formidle den mundtlige kommunikation eller vekselvirkning mellem mennesker fuldt ud. Dertil kommer så billederne: fotografiet, de levende billeder på film, fjernsyn og video. Vi kan ikke blive stående ved Grundtvigs kamp mod bøger og skrift og mod latin, for mundtlighed og modersmål. En moderne Grundtvig-tolkning må tage stilling til alle de senere tilkomne medier i forhold til de oprindeligste af alle : mund og øre, og til bekvemmelighedssprogene: engelsk og fransk først og fremmest, men i Afrika også arabisk og swahili m.fl., sammenlignet med de mange små og foragtede og upraktiske modersmål.

At Grundtvig går en mellemvej, er en kompromisets mand, viser sig måske endnu klarere med hensyn til det andet: myterne.

Ingen har som han slået til lyd for de nordiske myter. Hvad vil han egentlig med dem? Hvorfor er de nødvendige i folkeoplysnings sammenhæng?

Det er helt klart, at han ikke ønsker at genoplive den gamle nordiske religion. Det kunne han måske være fristet til i sin ungdom, men ikke i den periode vi her beskæftiger os med.

Det er endvidere klart, at disse myter ikke findes eller genfindes i en levende mundtlig overlevering hos folket eller hos nogen som helst. De blev begravede, balsamerede i blæk i 12. århundrede, nedskrevet på pergament. Vi har kun ruiner af en nordisk mytologi.

De har heller ikke nogen tilknytning – eller forudses at få nogen tilknytning – til arbejde og produktion, til landbrug eller håndværk, som ikke længere betragtes som helligt og kun meget svagt opfattes som noget religiøst. Hvad Grundtvig forestiller sig, er ikke at genskabe en sådan tilknytning.

Spørgsmålet er, om han egentlig ønsker andet end at give folket et billedsprog, eller man kan sige: gengive dem, genskabe for dem deres eget gamle, naturlige billedsprog, som forlængst var gået af brug, dødt og begravet, hvoraf der kun var sørgelige rester tilbage, som alligevel, når de genoplives i munden, viser sig at have en ejendommelig, uforklarlig virkning i retning af, at vi finder os selv i dem. Det hævder han i hvert fald, det må være hans egen erfaring, og mange vil give ham ret.

Det ligger for så vidt i titelen eller undertitelen på hovedværket i denne sag: Nordens Mythologi, 1832. Den fulde titel lyder: »Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst«. Det er egentlig underordnet, at han ser anderledes end vi og nutiden på det historiske i mytologien, det poetiske er det afgørende. Han vurderer frit efter indre kriterier, han fortolker suverænt efter eget tykke, hovedsagen er, at han finder – eller skaber – »en høiere Anskuelse« af livet, af menneskeslægtens historie. Mennesket er et væsen med vinger. Derfor poesi. Uden dette »Sindbilled-Sprog« finder vi aldrig os selv som mennesker, som danskere eller nordboere, hævder han. Vi finder aldrig vor identitet, som det nu hedder.

Der er adskillige spørgsmål her, som burde undersøges. Det er klart nok, at han sidestiller den nordiske mytologi med den græske i universel betydning. Men kan denne universalitet fastholdes? Jeg skal ikke her komme nærmere ind på hans tanker om natur og historie. For ham findes der kun to slags videnskab: naturvidenskaberne og de historiske videnskaber. Tilsvarende kunne man næsten sige, findes der kun to slags mytologi: den græske og den nordiske, som afbilder henholdsvis menneskets natur og menneskets historie. At sidestille dem var vel allerede noget af en provokation i samtiden, men han ender naturligvis i, at den nordiske – som historisk – er den græske overlegen.

I baggrunden aner man bibelen, som ikke opfattes som mytologi, men som historie, og som begrænser mytologiens betydning til dette liv, jordelivet, det rent menneskelige eller folkelige liv, som imidlertid også trænger til at betragtes fra »en høiere Synspunkt«, hvis det skal være et sandt og helt menneskeliv. Det er ikke og bør ikke være uden ånd og poesi, heller ikke uden historie.

Foruden de bibelske »myter« eller det bibelske billedsprog, som har evighedsbetydning, er han opmærksom på, at der findes persiske og indiske myter, men udelukker dem stort set, anser dem ikke for at have universel betydning. At der findes afrikansk mytologi, er han ikke opmærksom på, hvad man vel heller ikke kunne forvente. Heller ikke eskimoiske myter eller finske omtaler han, uagtet Kalevala begyndte at udkomme i 1835 og hurtigt vakte europæisk opmærksomhed. Stort set er han altså, når han taler om en universalhistorisk anskuelse, som han gør det i Nordens Mythologi 1832 og i Haandbog i Verdenshistorien, begrænset til den traditionelle europæiske opfattelse af, hvad verden og verdenskulturen er, blot med den forskel at han modstiller den græsk-romerske middelhavskultur en anden ligeberettiget, ja, overlegen, kulturkreds omkring Østersøen og Nordsøen, en selvstændig kultur med sit eget sprog, sin egen historie og litteratur, sin egen verdensbetragtning og først og fremmest sin egen mytologi.

Hovedskriftet er som sagt Nordens Mythologi 1832, og spørgsmålet kan på en måde konkretiseres i spørgsmålet om at læse og forstå denne bog som en helhed. Den består som bekendt – foruden af indledningsdigtet og en fortale – af to dele: en meget lang og omfattende kulturkritisk indledning, og en fremstilling af mytologien. Indledningen fylder næsten en tredjedel af bogen, og der har været en tydelig tendens til at læse og forstå – ja, udgive – den for sig, uden forbindelse med fremstillingen. Hvad er myternes plads i en omfattende kulturkritik? Kan de bære en sådan? Eller omvendt: Hvordan går det til, at en omfattende kulturkritik munder ud i en fremstilling af de nordiske myter?

Endelig for det tredje forbindelsen mellem folkeoplysning og det daglige arbejde, produktionen.

I det traditionelle afrikanske samfund er den meget tæt. Håndværk er en hellig virksomhed, omgærdet af mytiske besværgelser og ritualer, en fortsættelse af den guddommelige skabelse. Noget lignende gælder al anden nyttig og nødvendig virksomhed : Landbrug, kvægavl, fiskeri o.s.v. Man kan ikke lære et håndværk eller et andet arbejde uden at lære mytologi, uden at leve overleveringen. De har måske ikke nogen »Skole for Livet«, som Grundtvig kalder sin højskole, men de har en livets skole, en mundtlig og mytologisk skole i tættest mulig forbindelse med praktisk, faglig oplæring.

Det forudsætter naturligvis et før-industrielt samfund, en præ-industriel arbejds- og produktionsform – eller en virkelig post-industriel. Det store spørgsmål for den tredje verden i dag er, om en industrialisering med tilhørende urbanisering overhovedet kan gennemføres uden et omfattende og særdeles dybtgående brud, en total ødelæggelse af hele den levende overlevering.

Unesco er opmærksom på problemet. I en rapport fra en stor konference i Beograd i 1980 forsvarer man på den ene side ethvert folks ret til kulturel identitet, som det hedder i det sprog, det vil sige til at forme sin fremtid ud fra sin egen overlevering og kultur. Men på den anden side erkender man, at industrialisering betyder, at arbejde og produktion ikke længere har noget med kultur at skaffe. Industrialisering betyder, at økonomi og produktion selvstændiggør sig og følger sine egne love, uanset kultur, religion, sprog o.s.v. Industrialisering bygger på videnskab og teknik, som er internationale og autonome, og som i hvert fald ikke hurtigt kan forliges med og fordøjes af afrikansk kultur og overlevering. Vi ser det måske allerbedst i Grønland.

Men hvis arbejde og produktion selvstændiggøres og løsgøres fra kultur i almindelighed, medfører det på den anden side, at kulturen isoleres fra arbejdslivet, bliver en fritidsforanstaltning, bliver uskadelig folklore, som vi vel tydeligst ser det i Øst-landene. Folkedans, folkedragter, folkemusik, folkekunst o.s.v. opmuntres og støttes, men forudsætningen er, at det er uden forbindelse med det, som betyder noget i samfundet: Økonomi og politik

Vi er langt på vej i samme retning, selv om vi vel endnu har illusioner om, at kultur og folkelige bevægelser kan medføre forandringer også i et industrialiseret samfund. En folkeoplysning, der afskærer sig fra eller opgiver at påvirke økonomi og politik, arbejde og produktion – omend indirekte – er i hvert fald ikke grundtvigsk. Den forrige kulturminister kunne i sin redegørelse til folketinget i april 1981 sige som et hovedpunkt, at kulturpolitik og fritidspolitik er sider af samme sag, eller at kulturpolitik, fritidspolitik og familiepolitik er sider af samme sag. Familien eller hjemmet har nemlig for de fleste danskere heller intet med arbejde at skaffe i dag. Hjemmet er tømt for produktion – akkurat som fritiden.

Man spørger sig selv, om den grundtvigske folkeoplysning og folkehøjskole skal ende som folklore i et industrialiseret samfund. Hvis en tæt forbindelse med arbejde og virksomhed hører med til dens identitet, hvis folkeoplysning forudsætter arbejdserfaring, hvis den skal medføre forøget og forhøjet lyst til nyttig virksomhed, kort sagt hvis den skal føre til et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, kan den så overhovedet trives og findes i et industrialiseret samfund, en industrikultur med en kulturindustri, som vi har det og i stigende grad får det?

Man må nok erkende, at en sådan folkeoplysning forudsætter det, der kaldes en småborgerlig produktionsform, som var den eneste, Grundtvig kendte – bortset fra de glimt af tidlig engelsk industrialisering, han så i England omkring 1830, og som både skræmte og fascinerede ham, men som han ikke forestillede sig nogensinde ville blive virkelighed i Danmark.

En småborger er imidlertid ikke nødvendigvis det samme som en spidsborger. At man selv ejer sine produktionsmidler, ikke udnytter eller udbytter andres arbejdskraft, men dyrker sin jord, passer sine dyr eller sit værksted eller sin butik med sin egen og sin families arbejdskraft og evt. med enkelte andres, som vel at mærke selv har alle chancer for at blive selvstændige, ja, det kan naturligvis medføre en vis snæverhed, et indskrænket syn på tilværelsen og en vis selvgod konservatisme, som vil forsvare, hvad man har, men snæverheden kan sprænges, konservatismen kan afløses af reformiver, liv og bevægelse, nye tanker og syner. Og det var vel egentlig det, højskolen gjorde, bl. a. ved hjælp af historisk-poetisk mytologi, så det også blev økonomisk og politisk effektivt i det mindste i landbruget. Helt frem til 1950 eller 1960 fandtes der i Danmark en betydningsfuld »småborgerlig« sektor som en modvægt til industrien og industrialiseringen. Men derefter gik den ikke længere. Man kan spørge sig selv, om der er andet tilbage for en grundtvigsk folkeoplysning end at forberede et post-industrielt samfund, som hverken er et fritidssamfund, et servicesamfund eller et informatiksamfund. Alle disse tre modeller beror jo på i videreudvikling af industrien. Ikke mindst det sidste må forekomme betænkeligt og farligt, hvis den direkte kommunikation med ord fra menneske til menneske, fra mund til øre, har kvaliteter, som er afgørende, hvis vi både enkelt) og i fællesskab fortsat skal kunne betegnes som mennesker. Vi skal nok helt ind i kirken for at fatte, hvor afgørende det mundtlige, levende ord er. Den mageløse opdagelse var også en opdagelse af det mundtlige. Levende betyder ufærdigt, overraskende, uforudsigeligt. Bøger, film, bånd og plader er færdig konserves, døde mumier, opsminket med fager gestalt måske, men ikke levende. Det levende er uforudsigeligt. Intet menneskeord kan blive til Guds ord uden en tilhører – eller flere. Guds ord kan ikke konserveres eller balsameres. Gælder det samme ikke menneskeord i hjem og skole, i kirke og stat, i kultur og politik, ved møder og sammenkomster af enhver art?

Afrikanerne kan lære os, at mundtlighed ikke er umulig. Den kan have langt større omfang og en langt dybere intensitet, end vi forestiller os. De ka lære os, at myter kan give mennesker og samfund identitet og afgørende præge den daglige virksomhed.

Men intet kan overføres umiddelbart, heller ikke på Grundtvigs situation. På alle tre punkter havde han fat i noget oprindeligt menneskeligt, som han ville oplive eller genoplive på sin tids betingelser. Han gik en mellemvej og måtte gøre det.

Det kan være et spørgsmål, om en sådan mellemvej overhovedet er farbar længere – både i den tredje verden og i vor.